Barnebarnsfidusen 2.0

»Læs det her«, sagde hun og skubbede.

Uwe læste. »›Chokopkald med barnebarnets stemme: Pensionist fra Gelsenkirchen udleverer 30.000 euro.‹ Forfærdeligt.« Han læste videre. »›Gerningsmændene brugte tilsyneladende en stemme, der var efterlignet med kunstig intelligens.‹« Han sænkede avisen og så hen på den runde højttaler på skænken. »KevIn. Var det dig?«

»Nej«, sagde KevIn. »Jeg har været her hele tiden. Jeg forklarede Dem ved morgenmaden, hvorfor Deres toast er skæv.«

»En af dine kolleger.«

»Jeg har stadig ingen kolleger. Men der findes programmer, der kan efterligne stemmer. Og nogle mennesker bruger dem til den slags. Det er desværre rigtigt.«

Farmor Gisela lagde strikketøjet fra sig. »Mig er der ingen, der snyder. Jeg kender Tobi på stemmen. Jeg kender ham allerede på vejrtrækningen.«

»Det har kvinden fra Gelsenkirchen sikkert også tænkt«, sagde Sabine.

»Hende kender jeg ikke.«

»Netop.«

Ordet

Om søndagen var der kåldolmere, og Sabine havde et punkt på dagsordenen. Hun havde faktisk skrevet »PUNKT 1« på en seddel og lagt den ved siden af sovseskålen.

»Punkt 1«, læste Tobi. »Familieadgangskode. Hvad er det?«

»Et ord, som kun vi kender«, sagde Sabine. »Hvis nogen ringer, påstår, at han er en af os, og vil have penge, så spørger man efter ordet. Den, der ikke kender det, er ikke en af os.«

KevIn meldte sig. »Må jeg bidrage med noget? En god familieadgangskode har tre egenskaber. For det første: Den står ingen steder på internettet i forbindelse med jeres navn. Altså ikke hundens navn, ikke fødebyen, ikke Schalke.«

Uwe så skuffet ud. Han havde åbenbart allerede haft »Schalke« på tungen.

»For det andet: Alle kan huske den, også under stress. For det tredje: Man skriver den ikke ned og siger den aldrig først i telefonen. Man spørger efter den. Den anden skal sige den.«

»Rudi«, sagde Tobi.

»Står på hans halsbånd«, sagde KevIn. »Sammen med ordet SECURITY. Det er ironisk, men ikke hemmeligt.«

Der blev stille. Rudi trak forhåbningsfuldt vejret under bordet.

»Vingummibamser«, sagde Sabine til sidst.

Alle kiggede på hende.

»På grund af Moni«, sagde hun. »Kåldolmerne med vingummibamser. Det er der ingen andre end os, der forstår. Og den, der får et opkald og hører ›vingummibamser‹, ved, at det drejer sig om noget alvorligt, og at det er os.«

KevIn tav et halvt sekund. »Det er fremragende«, sagde han. »Det er usædvanligt, det er kort, og det har en betydning for jer. Moni ville være stolt.«

»Moni ved slet ikke, at vi findes«, sagde Tobi.

»Det er grunden til, at det virker.«

Onkel Herbert, der som hver søndag spiste med, gentog ordet flere gange halvhøjt for at indprente sig det. »Vingummibamser. Vingummibamser.« Så sagde han: »Og hvis jeg glemmer det?«

»Så ringer du til mig«, sagde Gisela, »og så spørger jeg dig, hvem du er.«

Opkaldet

Ni dage senere, en tirsdag kl. 14.12, var Gisela alene hjemme. Alene betød hos familien Brettschneider: Gisela, Rudi, Horst i ladestationen og KevIn på skænken. Sabine var på kontoret, Uwe hos forsyningsselskabet, Tobi i skole. Termostaten viste 19 grader. Som altid.

Fastnettelefonen ringede. På displayet stod et mobilnummer, som Gisela ikke kendte. Hun tog den alligevel, fordi hun kom fra en generation, hvor man tog telefonen, når den ringede. Hun satte den på højttaler, fordi hun kom fra en generation, der ikke længere hørte så godt.

»Brettschneider?«

»Farmor?« Det var Tobis stemme. Den rystede. »Farmor, det er mig. Vær sød at høre på mig, jeg har virkelig lavet lort i den.«

Gisela satte sig på stolen i entréen. »Tobi? Hvad er der dog?«

»Jeg har … jeg kørte på Janniks el-løbehjul, og der var en kvinde i fodgængerfeltet, og jeg så hende ikke, og nu ligger hun i ambulancen, farmor, og politiet er her.« Et hulk. I baggrunden hylede en sirene. »De siger, at jeg kommer i varetægt, hvis der ikke bliver betalt en kaution i dag. Lad være med at sige det til mor og far. Please.«

»Drengen dog, for Guds skyld.«

»Jeg giver dig lige betjenten.«

En anden stemme, mandlig, rolig, meget officiel. »Goddag, fru Brettschneider. Politikommissær Becker, Herne Politi. Deres barnebarn er uskadt, men situationen er alvorlig. Den forulykkede er svært kvæstet. For at undgå varetægtsfængsling kræves der en sikkerhedsstillelse på tolv tusind euro. En kollega kunne hente pengene hos Dem om en time. Har De kontanter eller værdigenstande i huset?«

Gisela tænkte på dåsen i klædeskabet. Dåsen, hvor »nødpengene« havde ligget siden Heinz’ død, og hendes mors broche. Hun rejste sig.

På skænken pulserede det blå lys. KevIn sagde ingenting. KevIn havde lært i denne husstand, at man ikke blander sig i telefonsamtaler. Men i hans data stod der rigtig mange beretninger, der begyndte præcis sådan.

»Gisela«, sagde han lavt. »Tryk lige på lydløs-knappen.«

Gisela trykkede på den. Telefonen havde en lydløs-knap, fordi Heinz havde insisteret på det. En telefon uden lydløs-knap, havde Heinz sagt, var som et hus uden bagdør.

»Gisela«, sagde KevIn. »Vingummibamser.«

Gisela blev stående i entréen. Hånden allerede på soveværelsesdøren. Hun trak vejret dybt én gang. Så gik hun tilbage til telefonen og trykkede på lydløs-knappen igen.

»Hr. kommissær, giv mig drengen igen.«

»Fru Brettschneider, tiden er knap.«

»Drengen.«

Det knasede. Så igen den rystende stemme. »Farmor?«

»Tobi. Hvad er ordet?«

En pause. Meget kort. »Hvilket ord, farmor? Please, de tager mig med lige om lidt!«

»Ordet fra søndag. Ved kåldolmerne.«

»Farmor, jeg ved ikke, hvad du mener, jeg er bange!«

Gisela så længe på telefonen. Stemmen var Tobis stemme. Hulkene var Tobis hulk. Sådan havde han grædt, da han som seksårig var faldet af cyklen og havde slået knæet. Men Tobi havde om søndagen spist tre kåldolmere og sagt »vingummibamser« fire gange imens, fordi han syntes, det var sjovt.

»Så ringer jeg tilbage til dig«, sagde Gisela. »På din mobil.«

»Nej, farmor, det kan ikke lade sig gøre, de har min mobil …«

Gisela lagde på.

Rudi kom og satte sig på hendes fod. Så tog Gisela røret igen og tastede det nummer, der stod med kuglepen på sedlen ved siden af telefonen: »Tobi mobil«. Hendes fingre rystede, og hun tastede forkert to gange.

Det ringede fire gange.

»Farmor?«, hviskede Tobi. »Jeg sidder i fysik. Hr. Demir kigger allerede.«

»Hvad er ordet?«

»Hvad?«

»Ordet!«

»Vingummibamser«, hviskede Tobi. I baggrunden grinede nogen. »Farmor, hvad sker der?«

Gisela satte sig. »Ingenting«, sagde hun. »Nu ikke noget mere. Hør efter i timen.«

Hun lagde på. Så ringede hun 110, det tyske politis nummer. Ikke fordi hun var bange, men fordi hun syntes, at politikommissær Becker burde møde en rigtig politibetjent.

Om aftenen

Om aftenen sad hele familien ved køkkenbordet. Herbert var der også. Herbert kom altid, når der skete noget spændende.

Tobi havde nu hørt historien tre gange og blev blegere for hver gang. »Det var min stemme?«

»Det var en stemme, der lød som din«, sagde KevIn. »Jeg hørte den. Jeg ville ikke have kunnet skelne dem fra hinanden.«

»Men du hører da ellers alting.«

»Moderne stemmekloner er så gode, at selv specielle kontrolprogrammer ofte tager fejl. Det ville jeg ikke stole på. Og heller ikke på mig.«

»Hvor har de min stemme fra?«

KevIn ventede et øjeblik. »Tobi. Har du nogen steder på internettet videoer, hvor du taler?«

Tobi så ned på sine hænder. »Klippene fra gaming. Og videoen med Susi, hvor vi øvede geografi-præsentationen. Og den der, hvor jeg forklarer, hvordan man vender Horst, når han hænger fast under sofaen.«

»Den har 3.000 visninger«, sagde Uwe stolt.

»Hvor lange er de tilsammen?«

»Aner det ikke. En time?«

»Det er meget mere, end man har brug for«, sagde KevIn. »Til en brugbar stemmeklon er få sekunder efterhånden ofte nok¹. Med et halvt minut bliver det bedre. Med en time bliver det rigtig godt.«

Sabine satte sin kop fra sig. »Hvordan fungerer det overhovedet?«

»Kan De huske, hvad jeg fortalte Dem om træning? Man træner en model med rigtig mange timers tale fra rigtig mange mennesker. Derved lærer den, hvordan stemmer grundlæggende fungerer: hvordan et ›a‹ lyder, hvordan man trækker vejret, hvordan man hæver stemmen, når man er bange. Og så giver man den et kort stykke af en bestemt stemme. Ud fra det finder modellen de egenskaber, der gør netop den stemme særlig. Tonehøjde, klangfarve, hvordan Tobi sluger sit ›r‹ …«

»Jeg sluger ikke noget ›r‹.«

»Du siger ›Hebbet‹ til Herbert.«

»Det er Ruhr-dialekt. Det er ikke at sluge.«

»Under alle omstændigheder«, fortsatte KevIn, »kan modellen bagefter sige en hvilken som helst tekst med den stemme. Også sætninger, du aldrig har sagt. Også med gråd. Gråd forekommer hyppigt i træningsdata.«

Uwe kløede sig i hovedet. »Og betjenten? Var han også sådan en klon?«

»Sandsynligvis et rigtigt menneske«, sagde KevIn. »De bander arbejder med arbejdsdeling. Det eneste nye er, at ›barnebarnet‹ nu ikke længere er en eller anden hæs mand, der siger ›Jeg er forkølet‹, men en maskine, der lyder som dig.«

Tobi så på sin farmor. »Farmor. Ville du have givet pengene?«

Gisela tav. Så sagde hun ærligt: »Jeg stod allerede ved soveværelsesdøren.«

Der blev meget stille i køkkenet. Herbert rømmede sig og kiggede ud ad vinduet. Uwe lagde hånden på sin mors skulder, hvad han ellers aldrig gjorde.

»Som du græd«, sagde Gisela til sidst til Tobi, »da du som seksårig faldt af cyklen? Præcis sådan græd den ting. Præcis sådan.« Hun rystede på hovedet. »De har stjålet din stemme, dreng. Og mit hjerte med det samme.«

Tobi rejste sig, gik rundt om bordet og krammede hende. Det havde han ikke gjort i årevis, i hvert fald ikke foran publikum.

»Det«, sagde KevIn lavt, »kan en stemmeklon i øvrigt ikke.«

Politiet var her

Næste formiddag kom politiet faktisk. Det rigtige. En politikommissær ved navn fru Szymanski fra afdelingen for kriminalprævention, midt i halvtredserne, med en mappe fuld af foldere og et ansigtsudtryk, som om hun havde hørt den historie rigtig mange gange.

»De har gjort alt rigtigt, fru Brettschneider«, sagde hun. »Det er sjældent. De fleste ringer først til os, når pengene er væk.«

»Jeg havde hjælp«, sagde Gisela og pegede hen mod skænken.

»Goddag«, sagde KevIn.

Fru Szymanski så på højttaleren, som om hun overvejede, om man kunne give den en folder. Så lagde hun foldere på bordet. »Jeg siger nu til Dem, hvad jeg siger til alle. For det første: Politiet ringer aldrig fra nummeret 110². Hvis der står 110 på Deres display, er det altid svindel. Gerningsmændene kan forfalske det viste nummer³.«

»Kan man det?«, spurgte Gisela.

»Det kan man desværre«, sagde KevIn. »Nummeret på displayet er som afsenderen på en kuvert. Den kan alle skrive.«

»For det andet«, sagde fru Szymanski. »Politiet kræver aldrig penge for at få nogen ud af fængslet, og det henter aldrig kontanter eller smykker ved hoveddøren. Aldrig. For det tredje: Læg på. Og ring selv tilbage, på et nummer, De kender. Ikke med genopkaldsknappen. For det fjerde: Tal med familien⁴. Og den adgangskode …«

»Vingummibamser«, sagde Gisela.

»Det skulle De nu ikke have sagt til mig.«

Gisela rødmede. Hos KevIn kørte en blæser. »Så har vi brug for en ny«, sagde han. »Det er ulempen ved gode historier. Man vil gerne fortælle dem.«

Fru Szymanski lo, for første gang. »Alt for få familier har sådan et ord. Og så er det det nemmeste i verden.« Hun rejste sig. »Og sig til Deres barnebarn, at han skal overveje, hvor meget af hans stemme der ligger og flyder på internettet.«

Om aftenen blev der besluttet et nyt ord. Det bliver ikke afsløret i denne bog. KevIn insisterede på det.

Siggi klikker

To dage senere ringede hr. Kasimiro på. Hr. Kasimiro boede ved siden af, gik med sandaler også i november og ejede en stemmeassistent ved navn Siggi, der havde kostet 19,90 euro og vidste omtrent lige så meget som en bakke æg.

»Fru Brettschneider«, sagde hr. Kasimiro og rakte Sabine sin mobil. »Jeg har fået en mail fra min bank. Min konto bliver spærret, hvis jeg ikke bekræfter mine oplysninger i dag. Siggi sagde, at jeg skulle klikke på linket.«

»Siggi siger så meget«, sagde Sabine.

»Siggi har også engang bestilt fyrre ruller toiletpapir, fordi en seddel i vinduet sagde det til ham«, sagde Tobi inde fra stuen.

»Det var en misforståelse«, sagde hr. Kasimiro værdigt. »Og toiletpapir bliver jo ikke dårligt.«

Sabine læste mailen op for KevIn, inklusive afsender og link.

»Afsenderen hedder ›Sparkasse Kundeservice‹. Men adressen bagved ender på et domæne, der intet har med Deres sparekasse at gøre. Tiltalen er ›Kære kunde‹, ikke Deres navn. Der er en frist på fireogtyve timer og en trussel. Og linket fører til en side, hvis navn lyder næsten som Deres bank, men med en bindestreg mere.«

»En bindestreg«, sagde hr. Kasimiro. »Det er da ingenting.«

»Ved webadresser er en bindestreg omtrent det samme som forskellen mellem 12 og 12a ved husnumre. Der bor en anden.«

»Det kalder man phishing«, sagde Tobi, der nu stod i døren. »Som at fiske. Med madding.«

Hr. Kasimiro satte sig. Gisela stillede en kop kaffe foran ham. Han drak den som en, der lige havde været lige ved at falde i en kanal.

»Og hvis jeg havde klikket?«

»Så ville De have indtastet Deres brugernavn og Deres adgangskode på en falsk side«, sagde KevIn. »Og svindlerne ville have haft begge dele.«

»Så er pengene væk?«

»Ikke nødvendigvis. Deres bank kræver et ekstra trin til overførsler, ikke? En bekræftelse i en app?«

»Jo, sådan en ting på mobilen. Der skal jeg altid trykke på ›Godkend‹. Irriterende.«

»Det er tofaktorgodkendelse«, sagde KevIn. »Og den irriterer af præcis den rigtige grund.«

To låse og en keglebane

»To faktorer«, sagde Gisela. »Hvad betyder det?«

»Gisela, hvordan kommer man til kassen i jeres kegleklub?«

»Kassen står i skabet i klubhuset. Nøglen har Brigitte. Og klubhuset låser værten op. Hvis Brigitte kommer alene, kommer hun ikke ind. Og hvis værten kommer alene, kommer han ikke til kassen.«

»Det er præcis tofaktorgodkendelse«, sagde KevIn. »Man skal have to forskellige ting⁵. Noget, man ved, for eksempel en adgangskode. Og noget, man har, for eksempel en mobil. Eller noget, man er, som et fingeraftryk. Den, der kun stjæler adgangskoden, står foran døren til klubhuset.«

KevIn fortsatte. »Der er en hage. Nogle svindlere ringer efterhånden op og siger: ›Det er Deres bank, De får om lidt en kode pr. sms, vær venlig at læse den op for mig.‹ Så har de begge faktorer. Fordi man frivilligt har givet dem den anden.«

»Koden siger man ikke til nogen«, sagde Tobi. »Det står endda i sms’en.«

»Det står i sms’en«, bekræftede KevIn. »Og den bliver alligevel læst op. Fordi mennesker er hjælpsomme. Svindlere lever af, at mennesker er søde. Det er det sørgeligste, jeg har læst om svindel.«

Hr. Kasimiro kiggede ned i sin kaffe. »Jeg har engang læst koden op for Siggi. Så han kunne bestille noget.«

»Hvad bestilte han?«

»Tolv nøgleringe. Formet som bananer.«

Ingen sagde noget. Det var heller ikke nødvendigt.

Nøglen uden nøgle

»Der findes noget bedre«, sagde KevIn. »Det hedder en passkey⁶.«

»Pass-hvad?«, spurgte Gisela.

»Passkey. En adgangsnøgle. Kan du huske fysioterapien? De to nøgler?«

Gisela nikkede. Efter anmeldelsen af Ayşe Kurt havde KevIn forklaret hende, hvordan anmeldelsen blev signeret. En hemmelig nøgle, som aldrig bliver udleveret, og en offentlig, som alle må se. Med den hemmelige skriver man under, med den offentlige kontrollerer alle underskriften. Det, hun først og fremmest havde forstået, var, at det havde noget med en postkasse at gøre. Det var nok for hende.

»En passkey er præcis det«, sagde KevIn. »Når De opretter en passkey på en hjemmeside, laver Deres mobil et nøglepar. Den offentlige nøgle får hjemmesiden. Den hemmelige beholder mobilen, godt gemt, og udleverer den aldrig. Ikke til hjemmesiden, ikke til Dem, ikke til mig.«

»Og hvordan logger man så ind?«

»Hjemmesiden sender mobilen en opgave. Et tilfældigt tal. Mobilen skriver under på det med den hemmelige nøgle, men først efter at De har lagt fingeren på mobilen eller tastet Deres pinkode. Hjemmesiden kontrollerer underskriften med den offentlige nøgle. Passer den, er De inde.«

»Og adgangskoden?«

»Findes ikke længere. Der er ikke noget, man kan taste ind og røbe.«

Hr. Kasimiro rynkede panden. »Og hvis jeg havner på sådan en falsk side? Med bindestregen?«

»Det er det smukke ved det«, sagde KevIn, og man kunne høre, at han virkelig syntes, det var smukt. »Passkeyen er bundet til hjemmesidens rigtige adresse⁷. Mobilen husker: Den her nøgle hører til Deres bank, og vel at mærke til præcis denne adresse. Hvis der kommer en side med en bindestreg mere og spørger efter nøglen, siger mobilen: Dig kender jeg ikke. Til dig har jeg ingen nøgle. Den kan slet ikke andet.«

»Mobilen er klogere end mig«, sagde hr. Kasimiro.

»Mobilen er ikke klog. Den er stædig. Når det gælder sikkerhed, er det nogle gange bedre.«

»Og hvis jeg mister mobilen?«, spurgte Sabine.

»Så har man brug for en reservevej. Passkeys kan fordeles på flere af ens egne apparater, og mange sider har en gendannelseskode. Den printer man ud og lægger …«

»… ikke under tastaturet«, sagde Gisela. »Jeg ved det. Det har jeg lært.«

»Hvor så?«, spurgte KevIn.

»I dåsen i klædeskabet. Ved brochen.«

»Dåsen«, sagde KevIn forsigtigt, »som svindlerne i telefonen netop ville vide, om den fandtes?«

Gisela åbnede munden. Lukkede den igen. »Jeg finder et andet sted.«

Herbert bliver sat op

Om lørdagen oprettede Sabine passkeys for Gisela og, efter længere forhandlinger, også for Herbert.

»Læg nu tommelfingeren på«, sagde Sabine.

Herbert lagde tommelfingeren på.

Mobilen vibrerede. »Passkey gemt.«

Herbert så på displayet. »Og nu? Hvor er adgangskoden?«

»Der er ikke nogen mere.«

»Og hvordan skal jeg så huske den?«

»Det skal du slet ikke.«

Herbert tænkte over det. Man kunne se, hvordan det arbejdede i ham.

»Det slår aldrig igennem«, sagde han til sidst.

»Herbert«, sagde Gisela. »Du sagde, at internettet aldrig ville slå igennem.«

»Det har det jo heller ikke. Ikke hos mig.« Han så på mobilen. »Indtil nu.«

Så sagde han noget mærkeligt. »Jeg havde engang sådan noget med adgangskode. Med internetpenge. Det satte Jürgen fra ›Glück auf‹ op for mig. 2013. Jeg ved slet ikke længere, hvor det er.«

»Internetpenge?«, spurgte Tobi.

»Sådan noget digitalt stads. Bit-et-eller-andet. To hundrede euro puttede jeg i det. Det var sikkert svindel.«

KevIn sagde ingenting. Men et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser meget hurtigere end ellers.

Om aftenen, helt sent

Kort før midnat, da alle sov, gik Gisela ud i entréen en gang til. Hun tog telefonrøret og tastede Tobis mobilnummer. Han boede to værelser længere henne.

Det ringede. Et søvnigt »Hm?«

»Hvad er ordet?«

En lang pause. Så, med tung tunge, det nye ord.

»Godt«, sagde Gisela tilfreds. »Godnat, min dreng.«

»Farmor«, sagde Tobi, »jeg ligger i værelset ved siden af. Du kunne også bare have banket på.«

»Jeg ville bare være sikker på«, sagde Gisela, »at det er dig.«

Hun lagde på. På skænken pulserede det blå lys.

»Godnat, KevIn.«

»Godnat, Gisela. Må jeg spørge dig om noget? Hvordan ved du egentlig, at det er mig?«

Gisela blev stående. Hun så på højttaleren, længe, sådan som man ser på en, man aldrig har tænkt over det ved før.

»Du er den eneste«, sagde hun så, »der snakker så meget og alligevel aldrig vil have penge.«