Uwes kvanteaktie

»I fremtiden.«

»Uwe. I hvad?«

Uwe tog sin mobil frem og holdt den hen over gratinen som en pokal. På skærmen var der et logo: et Q, som en lysende pil snoede sig om, og nedenunder med sølvbogstaver »QuantumLeap Ruhr AG«.

»De bygger den første kvantecomputer til hjemmet«, sagde Uwe. »Q-Boxen. På størrelse med en brødrister. Kommer næste år. Jeg er aktionær nu.«

»Hvor meget?«, spurgte Sabine.

»To hundrede og otteogtredive aktier.«

»Uwe. Hvor meget?«

»Totusind euro. Cirka. Nittenhundrede og nioghalvfems euro og tyve cent, for at være helt præcis.«

Der blev stille ved bordet. Rudi, der havde ventet under bordet på, om der faldt noget ned, trak sig for en sikkerheds skyld tilbage til sin kasse.

»Det var opsparingen til vaskemaskinen«, sagde Sabine langsomt.

»Vaskemaskinen kører jo stadig.«

»Den æder sokker.«

»Det gør Horst også, og ham udskifter vi heller ikke.«

KevIn havde tiet indtil nu. Nu pulserede det blå lys en eneste gang, meget tydeligt.

»Uwe«, sagde han høfligt. »Må jeg bemærke, at De ikke spurgte mig først?«

»Fordi du altid er så fornuftig.«

»Det er en af mine bedste egenskaber.«

»Netop.«

Annoncen

Det viste sig, at det hele var begyndt med en annonce. Den var blevet vist for Uwe i frokostpausen mellem to videoer med målmandsfejl. En mand i hvid kittel stod foran et skinnende apparat, som der væltede blålig tåge ud af, og sagde: »Det, de store koncerner bygger i kølehaller, bringer vi ind i Deres stue. Kvantekraft til alle. Kom med nu, før alle andre gør det.«

»Og så?«, spurgte Tobi.

»Så klikkede jeg på linket. Og der var en aktiekurs, og den steg. Hele dagen. Og i radioen sagde de, at kvanteaktier er i højeste flyvehøjde. Det hørte du selv, KevIn.«

»Jeg hørte, at De blev stående i døren«, sagde KevIn.

»Og kollegaen Bernd har også nogle. Han har allerede tredive procent i gevinst.«

»Bernd anbefalede også de bitcoin-fondsandele, som De så ikke købte«, sagde Sabine.

»Og? Ville de være steget?«

»Nej.«

»Kan du se. Og derfor købte jeg med det samme denne gang.«

Sabine så på KevIn. KevIn så, så vidt en højttaler kan se, tilbage. Det var et blik, som ægtepar mestrer efter tyve år, og som KevIn havde lært på bare halvandet år.

»KevIn«, sagde Sabine. »Læs lige hjemmesiden op for mig.«

Q-Boxen

KevIn læste op. Han brugte sin dokumentarfilmstemme til det, som han siden Bielefeld kun brugte ved særlige lejligheder.

»›Q-Box Home. 1.000 qubits. Kører ved stuetemperatur i enhver stikkontakt. Gør Deres computer op til tusind gange hurtigere. Excel med lysets hastighed. Kvantesikker beskyttelse af alle Deres adgangskoder. Med integreret AI-turbo: Deres AI bliver til en kvante-AI. Revolutionerende teknologi, made in Ruhrgebiet.‹«

»Det lyder da godt«, sagde Uwe.

»Det lyder endda meget godt«, sagde KevIn. »Det er mit første problem med det.«

»Og dit andet?«

»Næsten hver eneste sætning er enten forkert eller formuleret, så man ikke kan kontrollere den.«

»For eksempel?«

»Lad os begynde med de tusind qubits. De største kvantecomputere, der findes i dag, har alt efter type nogle hundrede til godt over tusind fysiske qubits¹. Bygget af store firmaer og forskningsinstitutter, for mange millioner euro og med hele hold af fagfolk. Og tallet alene siger ikke ret meget. De qubits er fejlbehæftede. De mister deres tilstand efter brøkdele af et sekund og laver med en vis sandsynlighed fejl ved hvert eneste regnetrin. Mange af dem skal køles ned til lige over det absolutte nulpunkt.«

»Koldere end verdensrummet«, sagde Tobi. »Det sagde hr. Demir.«

»Rigtigt. Det kan ikke være i en brødrister. Der findes også typer, hvor selve regnedelen ikke skal køles så dybt, med lyspartikler for eksempel. Men de står også i laboratorier og ikke i stuer. Et apparat med tusind brugbare qubits til stikkontakten ville ikke bare være en sensation. Det ville være et mirakel, som alle verdens fagtidsskrifter ville skrive om.«

»Måske ved de det bare ikke endnu«, sagde Uwe.

»Det er det andet problem. Der står ingen steder på siden, hvor man kan læse om det. Ingen fagartikel, ingen måling, ingen uafhængig test. Bare ›revolutionerende‹.«

»Og Excel?«, spurgte Sabine. Hun arbejdede med Excel hver dag og ville formentlig selv have købt aktier for at få et hurtigere Excel.

»Excel bliver ikke hurtigere af en kvantecomputer«, sagde KevIn. »Ikke det mindste. Kan De huske tombolaen og bølgerne i svømmehallen? En kvantecomputer har kun en fordel ved helt bestemte opgaver, som nogen har fundet en raffineret interferenskoreografi til. Til et regneark, til e-mails, til spil og til næsten alt, hvad De laver med en computer, er en almindelig maskine hurtigere, billigere og mere pålidelig. En kvantecomputer er ikke en hurtigere computer. Den er en anden computer. Til andre opgaver.«

»Ligesom en gravemaskine«, sagde Gisela. »Med en gravemaskine graver jeg ikke kartofler op.«

»Det er nøjagtig rigtigt«, sagde KevIn.

»Og AI-turboen?«, spurgte Tobi.

»Det er min yndlingslinje. Om og hvordan kvantecomputere en dag kunne hjælpe kunstig intelligens, bliver der forsket i. Der er idéer. Men der er intet bevis for, at man slutter en AI til en kasse, og at den så bliver klogere af det.« Det blå lys flakkede kort. »Tro mig. Hvis det var så nemt, havde jeg for længst sluttet mig selv til.«

Overlegenhed

Tobi havde googlet med, mens der blev læst op. »Men Google viste jo allerede kvanteoverlegenhed i 2019. Det står her. En kvantecomputer regnede noget ud på et par minutter, som en supercomputer ville have brugt ti tusind år på.«

»Kan du se!«, sagde Uwe. »Ti tusind år!«

»Det passer«, sagde KevIn. »Og så passer det alligevel ikke. I 2019 offentliggjorde Google et eksperiment med en chip ved navn Sycamore². Der kørte 53 fungerende qubits. Chippen klarede en bestemt opgave på omkring 200 sekunder. Forskerne anslog, at den dengang stærkeste supercomputer ville bruge omkring ti tusind år på det.«

»Nå, men så.«

»Så kom IBM og sagde: Med en bedre regnemetode klarer en supercomputer det på cirka to og en halv dag³. Og i årene efter har andre forskere med nye metoder på helt almindelige computere indhentet endnu mere⁴. Forspringet skrumpede.«

»Fra ti tusind år til to og en halv dag«, sagde Sabine. »Det er jo ligesom Uwes skøn over, hvor lang tid han skal bruge på græsplænen.«

»Og frem for alt«, sagde KevIn, »var selve opgaven fuldstændig ubrugelig. Man lod kvantecomputeren trække tilfældige tal fra en helt bestemt, kompliceret fordeling. Opgaven var netop udvalgt, så den var så svær som muligt for almindelige computere og passede så godt som muligt til kvantechippen. Ingen har brug for de tal. Det handlede kun om at vise: Der findes overhovedet en opgave, hvor en kvantecomputer ligger forrest.«

»Så det var snyd?«, spurgte Uwe.

»Nej. Det var en ægte videnskabelig milepæl. Man ville bevise, at maskinen virkelig gør noget kvantemekanisk, som man næppe kan efterligne klassisk. Det lykkedes, og det var ærligt beskrevet, så alle kunne læse det. Men mange lavede overskrifter ud af det: ›Kvantecomputere er bedre end supercomputere.‹ Det stod der ikke i fagartiklen.«

»Ligesom hvis farmor beviser, at hun kan strikke hurtigere end en strikkemaskine«, sagde Tobi. »Men kun med et mønster, som intet menneske vil gå med.«

»Præcis sådan. Eksperimentet hed i øvrigt først ›kvanteoverlegenhed‹⁵. Efterhånden siger mange hellere ›kvantefordel‹. Det lyder mere beskedent.«

»En kegleklub, der giver sig selv en pokal«, sagde Herbert, der tilfældigvis var kommet forbi, fordi han havde lugtet, at der var gratin.

»Det gjorde vi i 1998«, sagde Gisela. »Vandrepokalen for hygge. Marlies vandt den. Bagefter talte vi endnu mindre med hende.«

»På grund af pokalen?«

»På grund af det, hun sagde i talen.«

Ingen spurgte nærmere. Der var områder i familien Brettschneider, som selv KevIn ikke betrådte.

Hvad de kunne være gode til

»Så kvantecomputere er noget vrøvl?«, spurgte Uwe. Han lød nu mere trist end trodsig.

»Nej«, sagde KevIn. »Det ville være misforståelsen i den modsatte retning. Der er opgaver, hvor de en dag virkelig kunne hjælpe. Den vigtigste udspringer af en idé, som fysikeren Richard Feynman fik i begyndelsen af firserne⁶. Han sagde nogenlunde: Naturen selv er kvantemekanisk. Hvis man vil simulere den præcist, har man brug for en computer, der også fungerer efter kvanteregler.«

»Simulere hvad?«, spurgte Sabine.

»Molekyler. Kemi. Hvordan elektronerne i et molekyle opfører sig, hvordan en katalysator fungerer, hvordan man bygger et nyt materiale til batterier, eller hvordan et lægemiddel binder sig til et protein. Ved store molekyler når selv de stærkeste almindelige computere deres grænse, fordi antallet af muligheder eksploderer. Det er netop dér, en fuldvoksen kvantecomputer kunne spille sine pile ud.«

»Ligesom med min knapdåse«, sagde Gisela. »Når der er en vis mængde knapper, kan man ikke sortere mere. Så må man ryste hele dåsen.«

»Det er ikke helt det samme, men jeg kan godt lide det.«

»Og optimering?«, spurgte Tobi. »Her står der, at de optimerer forsyningskæder.«

»Dér bliver det omstridt. Om kvantecomputere virkelig er hurtigere end gode almindelige metoder til køreplaner, forsyningskæder eller finansporteføljer, er uafklaret. Der er håb, der er forsøg, men en overbevisende, praktisk fordel har man ikke set endnu. Og så er der Shor, som kunne true bestemte former for kryptering. Det taler vi med hr. Demir om.«

»Og hvornår kommer alt det?«

»Det ved ingen præcist. Mange fagfolk regner nærmere i år til årtier end i måneder. Skridtet fra fejlbehæftede qubits til pålidelige er kæmpestort. Man skal bruge mange fysiske qubits til at bygge en eneste pålidelig, såkaldt logisk qubit⁷. Der bliver forsket intenst i det lige nu, og der er ægte fremskridt. Men en Q-Box til stikkontakten næste år er, forsigtigt sagt, meget ambitiøst.«

Uwe kiggede på sin mobil. Kursen på QuantumLeap Ruhr AG stod i 8,62 euro. Han havde købt til 8,40. »Jeg er alligevel i plus.«

»Lige nu«, sagde KevIn.

Fem stjerner til fremtiden

Sabine scrollede ned ad hjemmesiden til et afsnit med overskriften »Det siger vores investorer«. Hun læste højt.

»›Dr. Klaus M., fysiker: Jeg har tilbragt fyrre år i forskningen. Q-Boxen er det mest revolutionerende, jeg nogensinde har set. Fem stjerner.‹ ›Sandra T., iværksætter: Jeg er begejstret og har allerede tredoblet min indsats. En milepæl. Fem stjerner.‹ ›Michael R., ingeniør: Denne teknologi fortjener at stå i ethvert hjem. En milepæl. Fem stjerner.‹«

»To gange milepæl«, sagde Tobi.

»Tre gange ›Jeg har‹ i begyndelsen af en sætning«, sagde KevIn. »Og ikke en eneste konkret sætning. Ikke et ord om, hvad Q-Boxen har regnet ud. Intet tal, man kan kontrollere.«

»Det lyder som anmeldelserne af PhysioPremium Ruhr«, sagde Sabine stille.

»Det lyder«, sagde KevIn, »som mig på en dårlig dag.«

Tobi havde i mellemtiden kopieret Dr. Klaus M.’s sætning ind i søgemaskinen. Det tog ti sekunder.

»Sætningen findes to gange til«, sagde han. »Ord for ord. Ved et vandfilter siger en naturlæge ved navn Bernd K. den. Og på hjemmesiden for et høreapparatfirma en pensionist, der endelig kan forstå sine børnebørn igen.«

»En alsidig mand«, sagde Gisela anerkendende.

»Det er en tekstskabelon, farmor. Den kan man købe.«

»Manden?«

»Sætningen.«

Uwe var holdt op med at spise. Han så på gratinen, som om den kunne gøre for det.

»Jeg siger ikke, at QuantumLeap Ruhr AG er svindel«, sagde KevIn forsigtigt. »Det kan jeg ikke bedømme, og jeg vil ikke beskylde nogen for noget, jeg ikke kan dokumentere. Jeg siger bare: Intet på denne side beviser det, den lover. Og et og andet tyder på, at nogen har hjulpet til, for at det skulle se bedre ud. Med falske anmeldelser har vi været ude for det før. Dengang handlede det om Giselas fysioterapi. I dag handler det om Deres penge.«

»Hvordan kan man så kende sådan noget?«, spurgte Uwe. Han spurgte stille, som en, der egentlig vil spørge: Hvorfor opdagede jeg det ikke?

Sådan genkender man hype

KevIn regnede op. Sabine skrev med, på bagsiden af indkøbssedlen.

»For det første: Løftet er kæmpestort, og beviserne er bittesmå. Jo større påstanden er, desto flere beviser kræver den.

For det andet: tidspres. ›Kom med nu, før alle andre gør det.‹ Den, der har noget virkelig godt, behøver ikke at jage Dem.

For det tredje: fagord som dekoration. Kvante, AI, turbo, revolutionerende. Hvis man fjerner ordene, og der ikke er noget tilbage, var der heller ikke noget før.

For det fjerde: ros, som ingen kan kontrollere. Udtalelser uden navne, anmeldelser, der alle lyder ens, den samme sætning på tre forskellige hjemmesider.

For det femte: Ingen uafhængige har set det. Intet fagtidsskrift, ingen test, ingen forskergruppe, der har målt efter.

For det sjette: Det er på samme tid revolutionerende, risikofrit og kun til salg i dag.«

Sabine så op fra sin seddel. »Det sjette kender jeg. ›Til særpris, kun i dag.‹«

Uwe blev en lille smule rød. »Dig købte jeg også på tilbud, KevIn.«

»Det ved jeg«, sagde KevIn. »Og på min kasse stod der ›Næsten altid korrekt‹. Det ›næsten‹ var trykt meget småt. Vær glad for, at De læste det. De fleste læser det ikke.«

»Jeg læste det ikke«, sagde Uwe.

»Så vær glad for, at jeg er ærlig.«

Herbert lænede sig tilbage og lagde armene over kors. »Det har jeg jo altid sagt. Med sådan noget tjener man ikke penge.«

»Du købte internetpenge for to hundrede euro i 2013«, sagde Gisela.

»Det var noget andet.«

»Hvad var anderledes ved det?«

»Dem glemte jeg. Jeg solgte dem ikke. Det er en forskel.«

Ingen kunne forklare, hvori forskellen bestod. Men Herbert så meget tilfreds ud, og det var i de fleste tilfælde det vigtigste.

Udskudt

I de følgende dage kiggede Uwe på sin mobil omkring fyrre gange om dagen. KevIn talte ikke med, fordi Sabine havde bedt ham om at lade være. Han talte alligevel. Han holdt bare op med at sige det.

Om onsdagen stod kursen i 8,90 euro. Uwe fløjtede ved morgenbordet.

Om torsdagen stod den i 8,31. Uwe fløjtede ikke.

Om fredagen kom der en meddelelse fra firmaet. Uwe læste den op ved aftensmaden, i en tone, som om han læste Schalkes holdopstilling op før en udekamp i München.

»›På grund af uventet stor efterspørgsel og for at optimere kvantestabiliteten yderligere udskydes markedsintroduktionen af Q-Box Home til et senere tidspunkt. Vi takker vores aktionærer for deres tillid til fremtiden.‹«

»Et senere tidspunkt«, sagde Sabine.

»Ligesom dit ›lige om lidt‹«, sagde Tobi.

»Optimering af kvantestabiliteten«, sagde KevIn. »Det er den smukkeste sætning, jeg nogensinde har læst for ›Det virker ikke‹.«

Om mandagen stod kursen i 5,10 euro.

Uwe sad længe foran mobilen. Så sagde han: »KevIn. Hvad skal jeg gøre? Ærligt. Nu spørger jeg dig først.«

»Jeg er ikke investeringsrådgiver«, sagde KevIn. »Det er ikke en sætning for at slippe udenom. Jeg må ikke og vil ikke sige til Dem, om De skal sælge. Men jeg kan stille Dem et spørgsmål. Ville De i dag, med alt det, De ved nu, købe denne aktie for 5,10 euro?«

Uwe tænkte sig om. »Nej.«

»Så ved De allerede, hvad De mener.«

Uwe solgte samme aften. To hundrede og otteogtredive aktier til 5,10 euro.

»Hvor meget er det?«, spurgte han.

»Det regner jeg ikke ud i hovedet«, sagde KevIn. »Det lærte vi hos Skattestyrelsen. Et øjeblik, jeg bruger lommeregneren.« En kort pause. »1.213 euro og 80 cent. Fratrukket gebyrer. Et tab på 785 euro og 40 cent. Plus gebyrer.«

»Plus gebyrer«, gentog Uwe.

»Gebyrerne er det eneste, der har fungeret pålideligt hos det firma.«

Lærepenge

I weekenden hang der en ny ramme i entréen, lige ved siden af udskriften med Rudis ansættelseskontrakt fra paralleluniverset, som Uwe havde fået sat i ramme efter opringningen fra fru Wolters. I den nye ramme sad købsbekræftelsen på 238 aktier i QuantumLeap Ruhr AG. Nedenunder havde Uwe skrevet med kuglepen: »Lærepenge. 785,40 €. Plus gebyrer.«

Sabine standsede foran den. »Hænger du dine fejl op?«

»Så jeg ikke laver dem igen. Det gjorde Heinz også, siger mor. Han havde en sikring i værktøjskassen, som han havde sat forkert i. Den gemte han hele livet.«

»Den ligger stadig i kælderen«, sagde Gisela. »Jeg har aldrig smidt den ud. Man smider ikke en god sikring ud.«

»Den var sprunget, mor.«

»Alligevel.«

KevIn var meget stille. Så sagde han: »Uwe. Må jeg sige noget, der måske ikke passer ind?«

»Siden hvornår spørger du om det?«

»Siden Bielefeld. De har i de sidste to uger lært, hvad en qubit er, hvad interferens er, hvorfor kvantecomputere ikke prøver alle løsninger igennem, hvad der virkelig skete med Sycamore, og hvordan man genkender hype. Det er mere fysik og mere mediekompetence, end de fleste mennesker lærer i hele deres liv. For 785 euro og 40 cent er det et meget billigt kursus.«

»Plus gebyrer«, sagde Uwe.

»Plus gebyrer«, indrømmede KevIn.

Uwe lo. For første gang i en uge. Så sagde han: »Ved du, hvad jeg virkelig har lært?«

»At man ikke skal klikke på annoncer?«

»At noget, der stiger og falder på samme tid, ikke er en overlejring.«

»Men?«

»En aktie.«

Om aftenen stod Gisela en gang til i entréen foran rammen. Hun havde sin mobil i hånden, den, hun efterhånden skrev anmeldelser og tog billeder af Rudi med.

»KevIn«, sagde hun. »Når den er så billig nu, aktien. Burde jeg så ikke købe nogle?«

Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser meget hurtigere.

»Gisela«, sagde KevIn. »Nu fortæller jeg dig et par vittigheder. Om kvanter. Så går lysten over.«