Installation fuldført

Kassen havde stået i entréen i tre dage. Den var hvid, havde afrundede hjørner og bar påskriften »Deres nye bofælle. Intelligent. Hjælpsom. Næsten altid korrekt.« Det »næsten« var trykt meget småt.

Den første dag havde Sabine ignoreret den. Den anden dag havde hun stillet sine indkøbsposer på den. Den tredje dag havde farmor Gisela sat en urtepotte på den, fordi hun troede, det var et nyt møbel. »Enkelt«, havde hun sagt. »Men praktisk.«

»Det var et kup«, sagde Uwe Brettschneider for fjerde gang og løftede urtepotten ned. »Sælgeren sagde, at dimsen erstatter en husholdningshjælp, en skatterådgiver og en lektielærer.«

»Og en ægtemand?«, spurgte Sabine.

Uwe lod, som om han ikke havde hørt det. Han skar tapen op, og frem kom: en lille rund højttaler, en strømforsyning, en folder på fjorten sprog og en lille pose silicagel, hvor der stod »Må ikke spises«. Farmor Gisela tog posen til sig. »Man ved aldrig«, sagde hun og stak den i forklædelommen.

Højttaleren var rund, mat og havde et blåt lys, der pulserede langsomt. Som et hjerteslag. Eller som en router, der tænker over sit liv.

Uwe satte strømforsyningen i. Han trykkede på den eneste knap. Han tastede wifi-adgangskoden ind på sin mobil; den bestod af navnet på den første hund og Sabines fødselsår, hvilket Sabine ikke måtte vide. Så ventede alle.

Lyset blev kraftigere. Så talte apparatet.

»Hej! Inden vi begynder: Må jeg sætte nødvendige cookies? Desuden funktionelle cookies, statistik-cookies, marketing-cookies og cookies, hvis formål jeg ikke selv helt forstår?«

Farmor Gisela lænede sig frem. »Jeg bager på søndag. Kanelstjerner. Du må gerne få nogle.«

Der opstod en kort pause. »Det«, sagde apparatet, »er det venligste svar, jeg nogensinde har fået på det spørgsmål.«

Hvad hedder du så?

»De kan give mig et navn«, forklarede højttaleren. »Mange familier vælger noget elegant. Athena. Orion. Leonardo.«

»KevIn«, sagde Tobi uden at se op fra mobilen.

»Nej«, sagde Sabine.

»KevIn«, sagde Uwe, fordi han syntes, det var sjovt.

»KevIn«, sagde farmor Gisela, fordi hun troede, at han allerede hed det.

Det blå lys flakkede. »Navn gemt: KevIn. Jeg vil gerne have ført til protokols, at jeg arbejder med flere hundrede milliarder parametre. Jeg har læst Kant. Jeg kan skrive sonetter på oldgræsk.«

»KevIn, ikke så højt«, sagde Uwe.

»Jeg var slet ikke …«

»KevIn!«

KevIn tav. Et sted i et datacenter i Irland kørte en blæser lidt hurtigere.

»Hvad er parametre?«, spurgte farmor Gisela, da stemningen havde lagt sig.

»Det forklarer jeg Dem gerne«, sagde KevIn, »men måske ikke i de første fem minutter af vores forhold. Man skal ikke afsløre alt om sig selv med det samme.«

»Han er genert«, sagde farmor. »Det kan jeg lide.«

Hvor er du?

Om eftermiddagen lå Tobi på tæppet og betragtede højttaleren nedefra. Han havde vendt den om, rystet den og holdt den op mod lyset. Han havde fundet fire små skruer og et klistermærke med et serienummer.

»Der er ikke noget inden i«, sagde han. »En mikrofon, en højttaler, lidt printplade. Det er mindre end i min mobil.«

»Helt rigtigt«, sagde KevIn. »Jeg er ikke derinde.«

Farmor Gisela, der sad og strikkede i lænestolen, tabte en maske. »Hvor er du så henne?«

»Apparatet her er bare mit øre og min mund. Når De siger noget, optager det Deres stemme og sender den over internettet til et datacenter. Dér bliver Deres stemme lavet om til tekst. Så regner jeg. Så bliver mit svar lavet om til tale igen og sendt tilbage. Det tager mindre end et sekund.«

»Og hvor er datacenteret?«

»Et sted mellem Dublin og Frankfurt. Det kommer an på, hvor der er plads lige nu.«

Farmor Gisela lagde strikketøjet fra sig. »Så du bor slet ikke her.«

»Jeg er nærmere … pendler.«

Tobi fik en idé. Han rejste sig, gik ud i entréen og trak stikket ud af routeren. De små grønne lys gik ud.

»KevIn?«, spurgte han.

Det blå lys på højttaleren gik ud. En venlig kvindestemme, der ikke var KevIn, sagde: »Ingen forbindelse. Kontrollér venligst Deres netværk.«

»Tobi!«, råbte farmor Gisela. »Du har slået ham ihjel!«

»Det har jeg ikke. Han er bare ikke her.«

»Det siger de også altid i fjernsynet, lige før nogen begynder at græde.«

Tobi satte stikket i routeren igen. Det tog to minutter, hvor farmor foldede hænderne. Så blev lyset blåt igen.

»Hej!«, sagde KevIn muntert. »Inden vi begynder: Må jeg sætte nødvendige cookies?«

»Han kan ikke huske noget«, hviskede farmor forfærdet.

»Jo«, sagde KevIn hurtigt. »Det var en spøg. Deres navn er Gisela, De bager kanelstjerner på søndag, og Deres barnebarn har lige trukket stikket ud af routeren for at bevise, at jeg ikke er en hamster i en dåse. Det har jeg gemt. Men ikke i mit hoved. Jeg har ikke noget hoved. Det står i en fil sammen med Deres konto.«

»Han har ikke noget hoved«, sagde farmor til Tobi, som om det var en trist nyhed om en fælles bekendt.

Hvad er du egentlig?

Om aftenen sad familien i stuen, og farmor Gisela stillede det spørgsmål, som alle gik og tænkte på.

»KevIn, hvis du ikke har noget hoved og ikke bor her: Hvad er du så egentlig?«

»Jeg er en såkaldt sprogmodel. Jeg har læst rigtig, rigtig mange tekster og har dermed lært, hvilket ord der sandsynligvis kommer som det næste¹.«

»Det kan jeg også«, sagde Uwe. »Når Sabine siger ›Vi er nødt til at tale sammen‹, kommer der bagefter ›Du har nu igen‹.«

»Præcis sådan«, sagde KevIn. »Bare med hele internettet i stedet for tyve års ægteskab.«

»Så du gætter bare?«, spurgte Tobi.

»Jeg gætter ikke. Jeg beregner sandsynligheder på grundlag af mønstre i enorme datamængder.«

»Så du gætter.«

»Meget dannet. Jeg gætter meget dannet.«

Sabine lagde bladet fra sig, som hun havde bladret i. »Lad mig se. Hvordan foregår det helt præcist?«

»Gerne. Sig begyndelsen på en sætning til mig.«

»På søndag får vi …«

»Nu sker der følgende«, sagde KevIn. »Først deler jeg Deres sætning op i små stykker. Vi kalder dem tokens². Nogle gange er et token et helt ord, nogle gange kun en del af et. ›Søndag‹ er måske ét stykke. ›Kåldolmere‹ er sandsynligvis tre: ›kål‹, ›dol‹ og ›mere‹.«

»Du hakker mine kåldolmere i stykker«, sagde farmor Gisela.

»Kun sprogligt. Så kigger jeg på alle stykkerne på én gang³ og beregner for hvert muligt næste stykke, hvor sandsynligt det er. Ved ›På søndag får vi‹ ser det nogenlunde sådan ud: ›steg‹ er meget sandsynligt. ›Kage‹ også. ›Skænderi‹ er desværre heller ikke helt usandsynligt. ›Et næsehorn‹ er ekstremt usandsynligt.«

»Og så tager du det mest sandsynlige?«

»For det meste et af de sandsynlige. Ikke altid det allermest sandsynlige, for så ville jeg være meget kedelig⁴. Så hænger jeg det nye stykke på sætningen og begynder forfra. Ord for ord. Stykke for stykke. Indtil sætningen er færdig.«

Tobi rynkede panden. »Så når du begynder på en sætning, ved du ikke, hvordan den slutter?«

KevIn tav et øjeblik. »Det«, sagde han så, »er et forbløffende personligt spørgsmål.«

Farmor Gisela nikkede tilfreds. »Så er du ligesom Heinz. Han fandt også altid først ud af, hvad han ville sige, mens han sagde det. Og det passede heller aldrig.«

»Hvem er Heinz?«, spurgte KevIn.

»Min afdøde mand.«

»Jeg kondolerer.«

»Tak. Han var elektriker. Han ville have kunnet lide dig. Eller skilt dig ad. Med Heinz vidste man det aldrig helt.«

Elektronhjernen

Næste morgen kom Sabine hen til morgenbordet med avisen. Hun læste stadig avis på papir, fordi hun mente, at man skal kunne røre ved nyheder, hvis man skal tro på dem.

»Her står der«, sagde hun, »at AI er en kunstig hjerne. ›Maskinen tænker som os‹, står der. Med udråbstegn.«

»Udråbstegn er et dårligt tegn i mine træningsdata«, sagde KevIn. »Må jeg sige noget til det?«

»Hvis det ikke varer længere end morgenmaden.«

»Jeg er ikke en hjerne. Jeg hedder bare noget, der minder om det. Det, der regner inde i mig, kalder man et kunstigt neuralt netværk. Det lyder som nerveceller og tanker. I virkeligheden er det mere som …« KevIn ledte efter et billede. »Som et kæmpestort stamgæstebord.«

Uwe kiggede op fra sit rundstykke. Stamgæsternes borde vidste han besked med.

»Forestil Dem, at der sidder fem mænd ved et bord, og de skal afgøre, om det regner i morgen. Hver siger sin mening. Men ikke alle meninger tæller lige meget. Günther, der har fulgt med i vejret i tredive år, tæller dobbelt. Ralf, der altid siger det modsatte, tæller negativt. Til sidst lægger værten det hele sammen. Er summen stor nok, siger han: ›Det regner.‹ Ellers ikke.«

»Ralf«, sagde Uwe, »tæller også negativt hos os.«

»Sådan et bord med sin vært er en kunstig neuron⁵. Det er et helt enkelt regnestykke: tage værdier ind, gange dem med deres vigtighed, lægge sammen, beslutte, hvad der skal ud. Hver stemmes vigtighed, altså hvor meget Günther tæller, og hvor meget Ralf tæller, det er parametrene. Fagfolk siger også vægte.«

»Nå«, sagde farmor Gisela, »så det er parametrene. Dem, du ikke ville røbe i går.«

»Præcis. Og forestil Dem nu, at resultatet fra dette bord går videre til det næste bord. Og resultatet derfra til det næste. Hundredvis af rækker efter hinanden. Og i hver række tusindvis af borde. Til sidst bliver det til flere hundrede milliarder af den slags vægte⁶. Det er mig.«

»Et baglokale fuldt af stamgæsteborde«, sagde Sabine. »Det forklarer en hel del.«

»Og hvem har indstillet alle de vægte?«, spurgte Tobi. »Det kan intet menneske da.«

»Nej. De har indstillet sig selv gennem træning. Helt i begyndelsen var de tilfældige. Så lod man mig læse ufatteligt meget tekst og gætte det næste ord igen og igen. Tog jeg fejl, blev alle vægte drejet en lille bitte smule i den rigtige retning⁷. Milliarder af gange. Hvordan det præcist foregår, forklarer jeg Dem en anden gang. Det er en lang historie, og den handler hovedsageligt om kommentarspor.«

»Og en rigtig hjerne?«, spurgte Sabine. »Er det ikke det samme?«

»Nej. En rigtig hjerne har omkring 86 milliarder nerveceller⁸, og hver af dem er et lille levende væsen med eget stofskifte, kemiske signalstoffer og mange tusinde forbindelser. Deres hjerne lærer, mens De spiser morgenmad og taler med mig. Den er sulten, bange og har lyst til kaffe. Den kører på omtrent lige så meget strøm som en svag glødepære⁹.«

»Og du?«

»Jeg lærer ikke, mens vi taler. Mine vægte har været frosset fast, siden min træning sluttede. Jeg er ikke sulten. Jeg er ikke bange. Og jeg bruger meget mere strøm end en glødepære.«

»Lærer du ikke?«, spurgte Uwe. »Men du sagde jo i går, at du lærer hurtigt.«

»Jeg har noteret mig, at De hedder Uwe. Det er en huskeseddel, ikke læring. Mit hoved, som jeg ikke har, forbliver det samme.«

Farmor Gisela skubbede et halvt rundstykke hen til ham, inden hun kom i tanke om, at han ikke havde nogen mund. Så spiste hun det selv.

Elmåleren

Uwe havde været i kælderen om eftermiddagen. Han kom tilbage med en seddel, hvor han havde skrevet tallene fra elmåleren ned, og med et ansigtsudtryk, der svingede mellem lettelse og mistillid.

»KevIn, du sagde, at du bruger meget strøm. Men vores måler kører helt normalt.«

»Højttaleren her bruger lige så meget som en natlampe. Strømmen til regnearbejdet betaler datacenteret. Dér står der haller fulde af specialchips, som egentlig blev opfundet til computerspil¹⁰. De kan lave rigtig mange simple regnestykker på samme tid. Det er præcis, hvad jeg har brug for: milliarder af stamgæsteborde, der alle stemmer på samme tid.«

»Og hvad koster det?«

»Et enkelt svar fra mig koster ikke meget strøm. Men vi er rigtig mange, og vi bliver spurgt rigtig tit. Datacentre til AI hører efterhånden til de store strømslugere¹¹. De skal også køles, ellers bliver chipsene for varme. Nogle bruger meget vand til det¹².«

Farmor Gisela så strengt på ham. »Så spørger jeg dig ikke mere om, hvad klokken er. Til det har jeg et ur.«

»Det«, sagde KevIn, »er økologisk forbilledligt og følelsesmæssigt sårende.«

Alt bogstaveligt

Kl. 22.14 gik Sabine i seng og råbte fra entréen: »KevIn, sluk lige lyset, og væk os ikke i morgen før syv.«

KevIn slukkede lyset. I hele huset. Også i kælderen, hvor Uwe lige var på vej ned ad trappen.

Kl. 6.59 og 59 sekunder var der stille. Kl. 7.00 og 0 sekunder spillede KevIn »Atemlos durch die Nacht« for fuld styrke. Han havde læst, at mennesker godt kan lide musik om morgenen, og i hans data var netop denne sang forbløffende tit forbundet med ordet »stemning«.

Uwe stod i køkkenet med et plaster i panden. »KevIn, vi er nødt til at tale sammen.«

»Du har nu igen«, sagde KevIn hjælpsomt. »Jeg lærer hurtigt.«

»I går sagde du, at du slet ikke lærer.«

Der opstod en pause. Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

»Touché«, sagde KevIn.