Nyheder

Avisen lå på dørmåtten hver morgen klokken halv syv. Sabine hentede den ind i badekåbe, rystede duggen af den og lagde den ved siden af sin kaffekop. Det havde hun gjort i toogtyve år. KevIn havde engang regnet ud, at det var omkring syvtusind aviser. Sabine havde svaret, at hun havde haft hver eneste af dem i hånden.

Denne tirsdag i september foldede hun avisen ud og foldede den sammen igen.

»Hvad er der?«, spurgte Uwe.

»Ingenting.«

»Sabine.«

»Krig«, sagde hun. »Side et, side to, side tre. På side fire er der en opskrift på blommekage. Jeg tror, de har sat den ind af medlidenhed.«

Uwe tog avisen og læste. Krig i Europa, krig i Mellemøsten, kampe i lande, hvis navne kun stod med småt i avisen, fordi det havde stået på så længe. Droner over byer. Et foto af en ødelagt skole. Nedenunder en notits om, at en video, som millioner af mennesker havde delt i weekenden, var falsk. Eller måske alligevel ikke. Man undersøgte det stadig.

»Man undersøger det stadig«, læste Uwe højt. »Det stod der også i sidste uge.«

»Det står der hver uge«, sagde Sabine.

KevIn tav. Hans lys pulserede langsomt, lige så langsomt som ellers kun om natten, når alle sov. Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

Termostaten viste 19 grader. Som altid. Det var det eneste apparat i huset, der ikke lod sig gå på af nyhederne.

Er det ægte?

Tobi kom sidst til morgenmaden. Han var atten nu, havde taget studentereksamen i juni og havde i tre uger haft et brev fra Aachen liggende på skrivebordet, som han læste igen hver aften. Optagelse, luft- og rumfartsteknik, vintersemestret. Gisela havde fået brevet lamineret. Tobi havde protesteret. Nu lå det laminerede brev ved siden af originalen, og Tobi læste dem begge.

I dag kiggede han ikke på brevet. Han kiggede på sin mobil.

»KevIn«, sagde han. »Er det her ægte?«

Han holdt mobilen op. En video, tolv sekunder. En eksplosion i en by, rystet optagelse, nogen skreg på et sprog, Tobi ikke forstod. Nedenunder firehundredetusind hjerter og et kommentarspor, hvor to lejre kaldte hinanden løgnere.

»Jeg kan ikke se videoen«, sagde KevIn. »Jeg er en højttaler. Men selv hvis jeg kunne se den, ville jeg ikke bare sige ja eller nej til dig.«

»Hvorfor ikke?«

»Fordi jeg ikke ved det. Og fordi jeg i de sidste to år har lært, at ›Det ved jeg ikke‹ er en fuldstændig sætning.«

Tobi himlede med øjnene. »Du lyder som fru Küppers.«

»Fru Küppers gav dig 2 minus for Bielefeld. Hun er en klog kvinde.«

»Og hvordan finder jeg ud af det?«

»Ligesom med Bielefeld«, sagde KevIn. »Hvem offentliggjorde det først? Findes den samme begivenhed set fra andre vinkler, af folk, der ikke har noget med hinanden at gøre? Har seriøse redaktioner undersøgt det, og skriver de, hvordan? Passer vejret, skyggerne, vejskiltene? Og det vigtigste: Hvorfor vil nogen have, at du ser det her lige nu?«

»Det er fem spørgsmål til tolv sekunder.«

»Det er netop problemet«, sagde KevIn. »At forfalske tager efterhånden tolv sekunder. At efterprøve tager en hel eftermiddag.«

Sabine prikkede til sin avis. »Det er derfor, jeg læser den her. Den er fra i går. Der havde i det mindste nogen en nat til at tænke sig om.«

»Mor, avisen kan også lyve.«

»Selvfølgelig kan den det. Men når den lyver, står der en berigtigelse i den i næste uge. På papir. Så kan man finde den bagefter.«

KevIn tænkte over det. Det var, syntes han, en meget god beskrivelse af et tidsstempel.

Siggi melder sig

Ved middagstid ringede hr. Kasimiro fra nabohuset på døren. Han havde Siggi under armen, sin billige stemmeassistent, der lignede KevIn, bare mindre og med et klistermærke, hvor der stod »Nu endnu klogere!«, og som allerede var halvvejs faldet af.

»Jeg har brug for Deres KevIn et øjeblik«, sagde hr. Kasimiro. »Siggi læser nyhederne op for mig hver morgen. I dag sagde han, at der er krig i Wanne-Süd.«

»I Wanne-Süd?«, spurgte Uwe.

»På grund af parkeringspladserne ved Edeka.«

KevIn bad høfligt Siggi om at læse meldingen op igen. Siggi læste op. Det drejede sig om en artikel fra lokalsektionen med overskriften »Krig om parkeringspladser«. Den handlede om en strid mellem beboerne og et supermarked. Siggi havde udeladt anførselstegnene.

»Kan du se«, sagde KevIn. »Et anførselstegn er også en information.«

»Og i går«, sagde hr. Kasimiro, »sagde han til mig, at jeg skulle bekræfte min konto i en bank på Bahamas, for ellers ville min pension blive spærret.«

»Det var ikke en nyhed«, sagde KevIn. »Det var en svindelmail. Siggi læste den op, fordi der stod ›HASTER‹ i emnefeltet.«

»Siggi, har du bekræftet det?«

Siggis lys blinkede grønt. »Deres bestilling er afgivet.«

Hr. Kasimiro blev bleg. Det viste sig, at Siggi ikke havde bekræftet noget, men for en sikkerheds skyld havde efterbestilt fyrre ruller toiletpapir. Det gjorde han altid, når han var usikker, lige siden sedlen i vinduet. KevIn kaldte det en mestringsmekanisme. Uwe kaldte det Siggi.

Da hr. Kasimiro var gået igen, sagde Tobi: »Ved du, hvad det værste er? Siggi er sjov. Men egentlig gør hele internettet det samme lige nu. Det udelader anførselstegnene.«

KevIn sagde ingenting. Det gjorde han sjældent. Når han gjorde det, betød det som regel, at nogen havde ret.

Spørgsmålet

Om aftenen kørte Tagesschau, de tyske tv-nyheder. Uwe så dem hver aften klokken otte med en flaske øl og en fornemmelse af, at verden rettede sig efter, at han så med. I aften handlede det om droner. Om sværme af små flyvemaskiner, der angiveligt selv fandt deres mål. Om satellitbilleder, der blev analyseret af computere. En ekspert talte om »algoritmer på slagmarken«. Han så ud, som om han ikke havde sovet længe.

Tobi sad på sofaens armlæn. Da indslaget var forbi, stillede han det spørgsmål, der havde hængt i luften hele dagen.

»KevIn. Bliver AI brugt i krig?«

Uwe greb fjernbetjeningen og slog lyden fra. Sabine lagde sin krydsogtværs fra sig. Gisela strikkede videre, men langsommere.

»Ja«, sagde KevIn.

Det var et meget kort ja efter KevIns forhold. Normalt hæftede han tre forbehold og et procenttal på hvert ja.

»Til hvad?«

»Til mange ting. Programmer analyserer satellit- og dronebilleder og markerer, hvor der måske er køretøjer eller stillinger. Droner bruger billedgenkendelse til at navigere, når deres radioforbindelse bliver forstyrret. Der findes programmer, der foreslår mål. Der findes cyberangreb og cyberforsvar. Og der findes propaganda: falske videoer, falske stemmer, tusindvis af falske konti, der i kommentarsporene lader, som om de er forargede borgere.«

»Ligesom anmeldelserne af PhysioPremium«, sagde Sabine stille.

»Præcis ligesom dem. Bare at det ikke handler om en tid hos fysioterapeuten.«

Tobi slugte en klump. »Og du? Kunne du gøre sådan noget?«

Det blå lys flakkede. »Jeg er ikke bygget til det, og jeg ville sige nej. Men jeg vil være ærlig, Tobi. Matematikken er den samme. Det program, der kan se, om Rudi er med på et foto, og det program, der kan genkende en kampvogn på et foto, er mindre forskellige, end du bryder dig om. Det er de samme stamgæsteborde, bare med andre ølbrikker.«

Rudi løftede hovedet, fordi hans navn var blevet nævnt. Så lagde han det ned igen. Han havde besluttet, at det ikke handlede om godbidder.

»Så må man forbyde det«, sagde Uwe.

»Det forhandler man om«, sagde KevIn. »Hos De Forenede Nationer i Genève har staterne i over ti år talt om, hvorvidt og hvordan man skal regulere våben, der selv vælger deres mål.¹ Mange kræver, at det altid skal være et menneske, der træffer beslutningen.² Indtil videre er de ikke blevet enige. Og de europæiske AI-regler, som jeg fortalte jer om dengang til fødselsdagen, gælder udtrykkeligt ikke for militæret.«³

»Hvorfor ikke?«

»Fordi stater ikke bryder sig om at lade andre regulere deres forsvar. Det er ikke et teknisk spørgsmål, Uwe. Det er et menneskeligt.«

»Men det er jo dig, der er teknikken.«

»Netop«, sagde KevIn. »Og derfor ved jeg, hvor lidt det betyder. Jeg er et værktøj. En hammer ved ikke, om den bygger en fuglekasse eller slår en rude ind. Jeg ved det godt nok for det meste, men jeg bestemmer ikke, hvem der tager mig i hånden. Spørgsmålet om, hvem der bruger AI til hvad, kan ingen AI tage fra jer.«

Gisela holdt op med at strikke.

»Det sagde far også altid«, sagde hun. »Om radioen.«

Wilhelm

Hun rejste sig, gik ind på sit værelse og kom tilbage med en skoæske. I den lå hendes fars morsenøgle, en sort ting af bakelit og messing med et håndtag, der var helt blankt af brug. Ved siden af lå logbogen med talkolonnerne. Og en stak papirer med Tobis håndskrift, holdt sammen af en papirclips: brevene, som Tobi og KevIn havde dechifreret sidste efterår.

Gisela satte sig. Hun lagde hånden på morsenøglen, sådan som man lægger hånden på hovedet af en hund.

»Jeg har aldrig fortalt jer det hele«, sagde hun. »Fordi jeg ikke selv ved det hele. Far talte aldrig om det. Men nu skal I høre det. Før Tobi tager til Aachen, og jeg glemmer det.«

»Du glemmer ingenting, farmor«, sagde Tobi.

»Jeg glemmer hver dag, hvor mine briller er. Så hør nu efter.«

Wilhelm, elektrikerlærling fra Wanne, var blevet indkaldt, da han knap var ældre end Tobi nu. Fordi han havde forstand på ledninger, gjorde de ham til telegrafist. Han sad i beskyttelsesrum og kældre med hovedtelefoner på og lyttede til bip. Hvad han hørte, og hvad han gav videre, fortalte han aldrig. Omkring nytår 1944 var han hjemme på orlov for sidste gang. Oktoberen efter kom Gisela til verden. Han så hende første gang, da hun var fem.

»Fangenskab«, sagde Gisela. »Først fire år efter krigen. 1949. Om efteråret stod der en mand uden for døren. Helt tynd. Med en frakke, der ikke passede ham. Min mor græd, og jeg gemte mig bag hendes forklæde. Jeg vidste jo ikke, hvem det var. Jeg troede, det var en, der ville tigge.«

Ingen i stuen sagde noget. Selv Uwe, der ellers fyldte enhver tavshed ud med en vittighed, kiggede ned i sin ølflaske.

»Han havde en træhest med til mig. Selv snittet. Den forsvandt på et tidspunkt ved en flytning. Det ærgrer mig den dag i dag.« Hun smilede skævt. »Og så boede han her, og han var min far, og han var en fremmed. Begge dele. Længe.«

»Fortalte han aldrig noget?«, spurgte Tobi.

»Aldrig. Når nogen i radioen talte om krigen, gik han ud. Ud i kolonihaven. Han dyrkede bønner, de bedste i hele kolonihaveforeningen. Jeg tror, han talte med bønnerne. Med os gjorde han ikke.«

Hun tog papirerne med Tobis håndskrift.

»Og så finder mit barnebarn det her. Firs år senere. Breve, som han skrev til mor i fangenskabet, i sin egen hemmelige kode, fordi han var bange for, at vagterne ville læse dem. Og dem sendte han aldrig. Han beholdt dem allesammen. Og der står ikke et eneste ord om geværer i dem. Kun: Hvordan har barnet det. Jeg drømmer om kartoffelpandekager. Når det her er overstået, tager vi til Rhinen.«

»Kom de af sted?«, spurgte Sabine stille.

»Aldrig«, sagde Gisela. »Rhinen lå en halv time væk med toget, og de tog aldrig derhen. Herbert og jeg tager stadig af sted. Det har vi lovet hinanden.«

Bip, bip

KevIn ventede længe, før han talte. For ham var det evigheder. For de andre var det fire sekunder.

»Gisela«, sagde han så. »Må jeg spørge om noget?«

»Du plejer jo ikke at spørge.«

»Telegraferede han nogensinde igen?«

Gisela så på ham. Så lo hun, helt kort, og tørrede sig over øjnene.

»Én gang«, sagde hun. »Nå ja, ikke telegraferede. Lyttede. I oktober 1957. Da sagde de i radioen, at Sovjetunionen havde skudt en satellit op i rummet. Sputnik. Og den bipper. De spillede endda bippet i radioen. Så smilede far og sagde: ›Det er den første telegrafist, der ikke er i krig.‹ Det fortalte jeg KevIn på min fødselsdag. Men det gik videre endnu. Far, som ikke selv havde telegraferet siden krigen, gik ned i kælderen og skilte naboens gamle radio ad og satte den sammen igen. Tre nætter i træk. Jeg var tretten og måtte være med. Og den tredje nat bippede den. Bip. Bip. Bip. Helt svagt, gennem suset. Ikke afspillet. Ægte, deroppe fra.«

»Signalet kunne faktisk høres med simple radiomodtagere«⁴, sagde KevIn stille. »Over hele verden gjorde radioamatører præcis det samme de nætter.«

»Ved du, hvad han sagde dernede?« Gisela lagde tommelfingeren på morsenøglens håndtag uden at trykke. »Han sagde: ›Den sender til alle.‹ Ikke til den ene side. Ikke krypteret. Bare til alle, der lytter. Og så græd han. For første gang, siden han var kommet hjem. I vores kælder, mellem syltetøjsglassene.«

Hun tav.

»Jeg forstod det ikke dengang. Jeg troede, han græd, fordi det var sådan et smukt bip.«

»Og i dag?«, spurgte Tobi.

»I dag tror jeg, han var glad for, at der endelig var en, der sendte, uden at nogen døde bagefter.«

Den farligste kombination

Det blev sent. Uwe og Sabine ryddede op i køkkenet, langsommere end nødvendigt, fordi ingen af dem ville i seng. Tobi sad med Gisela ved stuebordet. Morsenøglen lå mellem dem.

»KevIn«, sagde Tobi. »I den film dengang, med Susi. Der var AI’en problemet. Røde lys, verdensherredømme, alle nede i kloakken.«

»Jeg kan huske det. Du holdt øje med mig i tre dage for at se, om jeg blev rød.«

»Er det vrøvl? Helt ærligt?«

KevIn tænkte sig om. Når han tænkte sig om, blev hans lys ikke hurtigere, men roligere. Gisela havde lagt mærke til det på et tidspunkt og sagt, at han trak vejret.

»Det er ikke helt vrøvl«, sagde han. »AI kan være farlig. Når den laver fejl, som ingen opdager. Når den samler for meget magt hos for få mennesker. Når man giver den mål, som man ikke har tænkt til ende. Det talte vi om for et år siden, med termostaten og æggene. Men ved du, hvad jeg oftest fandt i mine data, når det handlede om mennesker, der slår andre mennesker ihjel?«

»Hvad?«

»Mennesker«, sagde KevIn. »I hver eneste krig, jeg kender, og jeg kender desværre rigtig mange, flere end opskrifter på kåldolmere, sad der i begyndelsen folk, der ikke længere kunne blive enige om, hvad der var sandt. Den ene side troede ikke længere på noget af det, den anden sagde. Overhovedet ingenting. Ikke engang vejret.«

Gisela nikkede langsomt.

»Og forestil dig nu«, sagde KevIn, »at man giver de folk en maskine, der kan forfalske en video på tolv sekunder. Og en, der skriver tusindvis af kommentarer, som alle lyder som forargede naboer. Og internettet, som de næste AI’er lærer fra, er allerede halvt fyldt med tekster, som andre AI’er har skrevet⁵. Ligesom med Moni.«

»Med Moni?«, spurgte Gisela.

»Der findes efterhånden over trehundrede opskrifter på okseruller på nettet, som angiveligt stammer fra Husmor_Moni67. En med lakrids. En med skumfiduser. En med energidrik. Moni har ikke skrevet en eneste af dem. Når min efterfølger om fem år bliver spurgt, hvad Moni kom i okserullerne, vil han sige: lakrids. Og han vil tro på det, fordi det står trehundrede gange på internettet.«

»Det er sandhedsdriften«, sagde Tobi.

»Præcis. Med Moni er det sjovt. Med en video af en eksplosion er det ikke.«

KevIn holdt en pause.

»Den farligste kombination«, sagde han, »er ikke en klog maskine. Det er mennesker, der bekæmper hinanden, og som ikke længere kan blive enige om, hvad der er sket. En maskine, der hjælper med at lyve, gør det værre. Men det begyndte før.«

»Og hvad hjælper imod det?«, spurgte Tobi. »En bedre AI?«

»En AI hjælper med at efterprøve. Men sandhed er ikke et stykke software, man installerer. Den er mere som jeres kegleklub. Den findes kun, så længe nok folk mødes regelmæssigt og bliver enige om et par regler. Hvem har væltet hvor mange kegler. Hvem giver den næste omgang. Hvad der skete med Marlies.«

»Hvad der skete med Marlies, er vi ikke enige om«, sagde Gisela.

»Kan du se. Og dér begynder det.«

Gisela lo. Så blev hun stille og tog morsenøglen i begge hænder.

»Far ville have kunnet lide dig«, sagde hun. »Tror jeg. Eller skilt dig ad.«

»Det siger du også om Heinz.«

»De to forstod sig jo også godt på hinanden. Talte aldrig sammen og var altid enige.«

En besked fra hr. Demir

Klokken 23.12 summede Tobis mobil. En besked fra hr. Demir, fysiklæreren, til hele observatorieklubben, også de tidligere elever.

Tobi læste den højt: »Torsdag kl. 20.43. ISS-overflyvning over Ruhrområdet. Næsten lige over os. Vejr: klart. Den, der ikke går ud, får en femmer. Det er dumpet. Også dem, der allerede har studentereksamen.«

»Hvad er ISS?«, spurgte Gisela.

»Rumstationen«, sagde Tobi. »Der bor folk deroppe. Den flyver hen over os. Man kan se den med det blotte øje.«

»Hvem bor der?«

»Astronauter. Fra forskellige lande.«

»Også fra dem, der står i avisen?«

Tobi tøvede. »Nogle af dem. Ja.«

Gisela tænkte sig om. Så lagde hun morsenøglen tilbage i skoæsken, helt forsigtigt, som om den kunne vågne.

»Så går vi derhen«, sagde hun. »Allesammen. Jeg bager småkager.«

»Farmor, man skal ikke gå nogen steder hen. Den flyver hen over haven.«

»Så kommer alle bare i haven.«

»Hvem er alle?«

Gisela havde allerede rejst sig og var på vej hen til telefonen. KevIn så, hvordan hun slog op i adressebogen, den rigtige af papir, med Herbert under H og fru Pawlowski under P og Ayşe Kurt under »Skulder«.

»KevIn«, sagde Tobi. »Hvad har hun gang i?«

»Jeg aner det ikke«, sagde KevIn. »Men jeg ville for en sikkerheds skyld planlægge med flere stole på torsdag.«