Onkel Herberts internetpenge

»Dér«, sagde han. »En mand i Wales. Har i årevis ledt efter en gammel harddisk på en losseplads. Der er internetpenge på den. Bitcoin. Millioner.«

»Jeg kender historien«, sagde KevIn. »Den står i rigtig mange af mine data. For det meste med ordet ›tragisk‹ og rigtig mange udråbstegn.«

»Jeg har også sådan noget«, sagde Herbert.

Der blev stille ved bordet. Gisela lagde sin spekulatius tilbage på tallerkenen, hvad hun ellers aldrig gjorde.

»Du har hvad?«, spurgte Uwe.

»Sådan nogle internetpenge. Det fortalte jeg da forleden. Fra Jürgen fra ›Glück auf‹. 2013. Han sagde, at det var fremtiden, og så gav jeg ham to hundrede euro, og han lavede noget på min bærbare.«

»Hvad lavede han på din bærbare?«, spurgte Sabine forsigtigt.

»Et program. Og jeg skulle finde på en adgangskode. Og han sagde: ›Herbert, den skriver du ned, og den mister du aldrig.‹«

»Og?«

»Jeg skrev den ned.« Herbert holdt en pause. »På en seddel.«

»Og hvor er sedlen?«

Herbert kiggede meget længe ned i sin kaffe. »Der var noget med ord«, sagde han til sidst.

»Herbert«, sagde KevIn venligt, »i 2013 fik man i de fleste programmer endnu ikke en liste med tolv ord. Det kom først på mode senere¹. Det er meget mere sandsynligt, at der på den bærbare ligger en fil med de hemmelige nøgler. Og den fil er låst med en adgangskode. Sedlen var adgangskoden.«

»Så skal jeg bare bruge den bærbare.«

»Og adgangskoden.«

»Og den bærbare.«

»Hvor er den bærbare?«

Herbert drak sin kaffe ud. »I kælderen«, sagde han. »Tror jeg.«

Kælderen

Herberts kælder i Röhlinghausen var det, arkæologer ville kalde et fundsted. Der var keglepokaler fra halvfjerdserne, en diasprojektor, tre papkasser med påskriften »Vigtigt« og en med påskriften »Meget vigtigt«, hvori der udelukkende lå skruer.

Uwe og Tobi gravede, Sabine sorterede, Gisela kommenterede fra campingstolen. KevIn var med via Tobis mobil, der lå på en ølkasse.

Efter fyrre minutter trak Tobi en sort bærbar frem under en stak kegleblade. Den var tung som en mursten og havde et klistermærke fra elektronikbutikken, hvor der stod »Nu med Windows 7!«.

»Det er den«, sagde Herbert. »Tror jeg.«

Der var ingen oplader at finde. Uwe kørte hjem og kom tilbage med en papkasse, hvor der stod »Kabler forsyningsselskab hittegods«, og hvori der lå omtrent hver eneste oplader, der var gået tabt i Wanne-Eickel i de sidste tyve år. Den niende passede.

Den bærbare brummede. Den var fire minutter om at starte op. Så kom der et billede frem af Herbert med en gedde.

»Den fik jeg op af kanalen i 2011«, sagde Herbert stolt.

»Før nogen klikker på noget som helst«, sagde KevIn, »så vær venlige at gøre to ting. For det første: Lad apparatet være koblet fra internettet. Softwaren på det er meget gammel, og gammel software på internettet er som et hus med åben dør. For det andet: Tobi, find en fil, der hedder wallet.dat, og kopiér den over på to forskellige USB-stik. Før nogen gør noget som helst andet.«

»Hvorfor to?«

»Fordi den harddisk har ligget i en kælder i årevis. Hvis den går i stykker nu, leder Herbert ikke på en losseplads i Wales. Han leder i sig selv. Det er værre.«

Tobi fandt filen. Han kopierede den to gange. Så åbnede han programmet med det orange symbol. »Bitcoin-Qt« stod der øverst. Nederst begyndte en bjælke at køre og hang så fast.

»Her står ›Ikke synkroniseret‹«, sagde Tobi. »Og så ›tretten år bagud‹.«

»Ligesom Herbert«, sagde Gisela.

»Programmet vil hente resten af kæden ned«, sagde KevIn. »Alt, hvad der er sket siden 2013. Det er i dag flere hundrede gigabyte. Det har I ikke brug for. Hvad viser den som saldo?«

Tobi lænede sig frem. »1,92 BTC.«

Herbert så på skærmen. »Er det meget?«

»Det kommer an på«, sagde KevIn. »Og før jeg fortæller dig, hvad det kommer an på, vil jeg gerne forklare noget. Ellers forstår du ikke, hvorfor tallet på den her gamle bærbare overhovedet betyder noget.«

»Siden hvornår siger han du til mig?«, spurgte Herbert.

»Siden lige nu«, sagde KevIn. »I en kælder siger man du til hinanden. Sådan er det i Ruhrområdet.«

»Det har jeg ikke givet lov til.«

»Jeg ved det.«

De Sure Agurkers kassebog

»Gisela«, sagde KevIn. »Hvem fører kassen i jeres kegleklub?«

»Brigitte. Siden 1989.«

»Og hvis Brigitte skriver, at Ingrid ikke har betalt sit kontingent?«

»Så har Ingrid ikke betalt sit kontingent. Brigitte skriver ikke noget forkert.«

»Og hvis hun nu gør?«

Gisela tænkte efter. »Så blev der krig.«

»Forestil dig, at der ikke er nogen Brigitte«, sagde KevIn. »I stedet har hver eneste af jer elleve en afskrift af kassebogen. Hver betaling bliver læst højt, og alle skriver den ind i deres egen bog. Hvis én vil snyde, står der noget andet i ti andre bøger. Det er en blockchain. En kassebog, som alle fører på samme tid.«

»Med elleve kvinder«, sagde Gisela, »har du elleve forskellige kassebøger.«

»Derfor er der to tricks«, sagde KevIn. »Det første trick hedder kødhakkeren.«

»Hashen«, sagde Tobi. »Det med farmors adgangskode.«

»Præcis. I kan huske det: Man putter en tekst i kødhakkeren, og ud kommer der et fingeraftryk. Et langt tal. Ændrer man bare et komma i teksten, kommer der et helt andet fingeraftryk ud. Og nu tricket: Hver ny side i kassebogen begynder med fingeraftrykket af den foregående side².«

Sabine forstod det først. »Så hænger siderne sammen.«

»Som en kæde. Deraf navnet. Hvis nogen i al hemmelighed ændrer et beløb på side 12, passer fingeraftrykket af side 12 ikke længere til det, der står øverst på side 13. Og det fra side 13 ikke længere til side 14. Helt frem til forrest. Alle kan med det samme se, at der er noget galt.«

»Så skriver snyderen bare alle siderne om«, sagde Uwe.

»Det er det andet trick. Det hedder proof of work, arbejdsbevis³. Ved bitcoin må ikke alle bare skrive en ny side. Man skal kaste terninger først.«

»Kaste terninger?«

»I overført betydning. Man skal finde et tal, der sammen med siden giver et fingeraftryk, der begynder med rigtig mange nuller. Og fordi kødhakkeren er uforudsigelig, er der ikke noget trick. Man er nødt til at prøve. Billioner af gange. Over hele verden prøver computere samtidig, og den, der først finder et passende tal, må skrive den næste side og får en belønning i nye bitcoin for det. Det kalder man mining.«

»Ligesom på keglebanen«, sagde Gisela langsomt. »Den, der først vælter alle ni kegler, må give den næste omgang.«

»Det er et rigtig godt billede. Og reglerne er indstillet sådan, at nogen i gennemsnit vælter alle ni kegler omtrent hvert tiende minut⁴. Hvis hele verden bliver hurtigere, bliver keglerne tungere.«

»Og hvorfor kan man ikke snyde?«

»Fordi snyderen ikke bare skal skrive én side om, men alle de efterfølgende. Og for hver af dem skal han igen vælte alle ni kegler. Og det hurtigere end hele resten af verden tilsammen, som i mellemtiden bare kegler videre. Det er ikke umuligt. Det er bare absurd dyrt. Jo ældre en post er, desto dyrere bliver det at ændre den.«

Uwe rynkede panden. »Og al den terningekastning? Den koster da strøm.«

»Rigtig meget strøm«, sagde KevIn. »Det er der med god grund strid om. Jeg vil ikke bagatellisere det. Sikkerheden kommer netop af, at forfalskning ville koste så meget energi.«

»Og hvem har fundet på det?«, spurgte Sabine.

»En, der kaldte sig Satoshi Nakamoto. I oktober 2008 udkom en kort artikel under det navn⁵, og i januar 2009 blev den første side i kassebogen skrevet. Den dag i dag ved ingen med sikkerhed, hvem der står bag. Ét menneske, flere, ingen ved det.«

»Ligesom Bielefeld«, sagde Tobi.

»Bielefeld findes med 97,4 procents sandsynlighed. Med Satoshi er jeg mere forsigtig.« KevIn holdt en pause. »Men det smukkeste er: På den allerførste side skrev Satoshi en avisoverskrift. Fra Londonavisen ›The Times‹ den 3. januar 2009⁶. Den handlede om banker i krise.«

Sabine rettede sig op. »En avis? På papir?«

»Overskriften fra en papiravis, ja. Og det af en bestemt grund. Den beviser, at den første side ikke kan være skrevet før den dag. Man kan ikke citere en overskrift, der endnu ikke er trykt.«

Sabine så triumferende på Uwe. »Kan du se. Nyheder skal man kunne røre ved.«

KevIn sagde ikke imod. Man sagde ikke Sabine imod, når det gjaldt aviser. »Husk overskriften«, sagde han bare. »Den bliver vigtig om lidt.«

Alle kan se det

»Godt«, sagde Herbert. »Og mine penge? Er de i den bærbare?«

»Nej«, sagde KevIn. »Og det er det vigtigste, du lærer i dag. Dine penge er ikke i den bærbare. De står i kassebogen. I den store, som alle fører. På den bærbare ligger kun nøglen, som du kan bevise med, at de tilhører dig.«

»Ligesom hos Ayşe«, sagde Gisela. »Med postkassen.«

»Præcis som hos Ayşe. I kassebogen står der: Til adressen så og så gik der 1,92 bitcoin. Den, der vil sende dem videre, skal skrive under med den passende hemmelige nøgle. Og den ligger i wallet.dat. Låst med Herberts adgangskode.«

»Tobi«, sagde KevIn, »i programmet er der en fane, der hedder ›Modtag‹. Der står en adresse. En lang række af bogstaver og tal. Den må du godt læse op. Den er offentlig.«

Tobi læste møjsommeligt op. Så tastede han den på sin egen mobil ind på en hjemmeside, hvor man kan søge i kassebogen.

»Dér«, sagde han. »1,92. Modtaget i april 2013. Aldrig rørt siden.«

»Det kan alle se?«

»Alle i hele verden.«

»Også Jürgen?«

»Også Jürgen. Men han kan kun se, at den adresse har penge. Ikke hvem den tilhører. Medmindre nogen fortæller ham det.«

Herbert så sig om, som om nogen lyttede bag keglepokalerne.

»Og nu tager jeg pengene?«, spurgte Herbert.

»Nu skal du bruge adgangskoden.«

Gisela1944

Herbert satte sig foran den bærbare. Tobi havde i programmet åbnet funktionen »Signér besked«. Det havde KevIn foreslået. »Med den flytter du ingen penge. Du skriver bare under på en sætning med din nøgle. Hvis adgangskoden er rigtig, lykkes det. Hvis ikke, sker der ingenting. Ingen risiko.«

Tobi skrev som besked: »Herbert var her.«

»Adgangskode?«, spurgte han.

Herbert tastede »Herbert«.

»Forkert adgangskode.«

»Herbert1«. »Schalke04«. »Glückauf«. »Jürgen«. »Gedde2011«. »Adgangskode«. »Adgangskode1«.

Forkert adgangskode. Forkert adgangskode. Forkert adgangskode.

»Kan man ikke knække den?«, spurgte Uwe. »Med sådan et program?«

»Man kan prøve«, sagde KevIn. »Programmet har kørt adgangskoden gennem en kødhakker, og det mange gange efter hinanden, så det går langsomt med at gætte⁷. En kort, enkel adgangskode kan man finde med regnekraft. En lang kan man ikke. Og jeg vil gerne tilføje noget, som er vigtigt for mig.«

»Hvad så?«

»Der findes firmaer og folk på internettet, der tilbyder at knække glemte adgangskoder til bitcoin-filer. Nogle er seriøse. Rigtig mange er det ikke. Den, der sender sin wallet.dat til en fremmed, sender i værste fald sine penge til ham. Og der er ingen bank, der henter dem tilbage. Ingen kundeservice. Ingen fru Wolters.«

»Og vær sød: Når adgangskoden er fundet, så sig den ikke til mig. Jeg vil ikke vide den.«

»Hvorfor? Du er da på vores side.«

»Jeg er på jeres side. Men jeg kører et sted mellem Dublin og Frankfurt i et datacenter. En hemmelighed bør have så få steder som muligt. Helst ét.«

Herbert prøvede videre. »Keglekluben«. »Mor«. »Wanne«. »Eickel«. »WanneEickel«. Efter en halv time lænede han sig tilbage. »Den er væk.«

Gisela kom tilbage fra Herberts køkken med kaffe, kiggede sin bror over skulderen og sagde, som om hun spurgte, hvad klokken var:

»Har du prøvet med mit navn?«

»Hvorfor skulle jeg bruge dit navn?«

»Du har brugt mit navn til alting. Allerede til cykellåsen. 1958. Kombinationen var min fødselsdag.«

Herbert rødmede. Det skete sjældent, og næsten altid havde det med hans søster at gøre.

Han tastede. Langsomt, med to fingre. Tobi kiggede væk, fordi KevIn havde ønsket det. Sabine kiggede væk, fordi hun var høflig. Uwe kiggede væk, fordi Sabine kiggede på ham.

Den bærbare tænkte. Så kom der en lang tegnrække frem i feltet »Signatur«.

»Underskrevet«, sagde Tobi lavt. »Det virkede.«

Herbert sad helt stille. »Gisela1944«, sagde han så, alt for højt, fordi han ikke var vant til at have hemmeligheder.

»Herbert!«, råbte alle.

»Jeg hørte det ikke«, sagde KevIn. »Jeg havde lige et hul i dækningen. I kælderen. Virkelig.«

Gisela så på sin bror. »Gisela1944«, sagde hun. »Og jeg har haft Heinz1944 overalt.«

»Det ligger til familien«, sagde Uwe.

»Nej«, sagde KevIn. »Det er ikke familien. Det er kærlighed. I denne husstand er det det største sikkerhedshul af dem alle.«

Inden de gik, skulle alle love noget. Der bliver ikke flyttet noget i dag. Ingen fremmed får filen. Herbert skifter adgangskoden, så snart han sammen med en, han stoler på, overfører mønterne til en moderne pung. Og den nye adgangskode har intet med Gisela at gøre.

»Hvad skal jeg så bruge?«, spurgte Herbert.

»En lang sætning«, sagde KevIn. »Ligesom hos Gisela. En, som kun du kender.«

Herbert tænkte. »Gedden fra 2011 var større end Kasimiros.«

»Den siger du nu heller ikke højt.«

»Pokkers.«

Notaren

Derhjemme, om aftenen, sad Sabine med tabletten ved køkkenbordet. Hun havde endnu en gang åbnet Ayşe Kurts fysioterapiklinik på McGesund. Under Giselas anmeldelse stod der med lille skrift: »Afgivet på stedet. Signeret. Tidsstempel forankret i bitcoin-blockchainen.«

»KevIn«, sagde hun. »Det her. Betyder det, at McGesund har købt bitcoin? Med Giselas anmeldelse?«

»Nej«, sagde KevIn. »Det betyder noget meget kedeligere. Og meget mere nyttigt. Kan De huske avisoverskriften på den første side?«

»Den fra ›The Times‹.«

»Den beviste, at siden ikke kan være ældre end avisen. Et tidsstempel virker omvendt. Det beviser, at noget ikke kan være yngre end en bestemt post i kassebogen. At det altså senest på det tidspunkt allerede har eksisteret.«

»Ligesom en notar«, sagde Sabine.

»Præcis som en notar. Bare uden gebyr og kaffe. Metoden hedder OpenTimestamps. En udvikler ved navn Peter Todd præsenterede den i 2016⁸. Og tricket er: Man skriver ikke teksten ind i blockchainen.«

»Men hvad så?«

»Kun fingeraftrykket. Giselas anmeldelse bliver kørt gennem kødhakkeren. Ud kommer et tal. Ud fra tallet kan ingen regne anmeldelsen tilbage, lige så lidt som man kan lave hakket kød om til en okserulle igen. Men alle, der har anmeldelsen, kan kontrollere, at netop den hører til netop det tal.«

Gisela kom ind med sit strikketøj. »Taler I om mig?«

»Om din anmeldelse«, sagde Sabine.

»Den var god. Ayşe har gyldne hænder.«

»Og den står nu i bitcoin«, sagde Uwe, der kom ind bag hende. »Ved siden af Herberts penge.«

»Dens fingeraftryk«, sagde KevIn tålmodigt. »Og heller ikke alene. Hvis hvert fingeraftryk skulle ind i kæden for sig, ville det være dyrt og langsomt. Så mange fingeraftryk bliver samlet og slået sammen. Gisela, du har da stamtræet i familiebiblen?«

»Det har jeg«, sagde Gisela. »Med huller.«

»Forestil dig det omvendt. Nederst står mange fingeraftryk ved siden af hinanden, ligesom børnebørnene. To ad gangen bliver puttet i kødhakkeren sammen og giver et nyt fingeraftryk, ligesom en forælder. Så igen to sammen, ligesom bedsteforældre. Hele vejen op, indtil der helt øverst står ét eneste fingeraftryk. Stamfaderen.«

»Det kalder man et Merkle-træ, efter Ralph Merkle, der beskrev idéen i slutningen af halvfjerdserne⁹. Og kun dette øverste fingeraftryk kommer ind i en bitcoin-transaktion. Ét for tusindvis af anmeldelser. Eller for millioner.«

»Og hvordan ved jeg så, at min er med?«

»Du får en lille bevisfil. I den står vejen fra dit fingeraftryk og helt op til toppen. På hvert trin kun søskende-fingeraftrykket, som dit blev puttet sammen med. Ved en million poster er det kun omkring tyve trin. Den, der regner det efter og når op til stamfaderen, som står i kassebogen, ved: Denne anmeldelse fandtes senest den dag, hvor den side blev skrevet.«

»Tyve trin for en million«, sagde Tobi. »Fordi det hele tiden fordobles.«

»Præcis. To i tyvende er lidt mere end en million.«

Sabine prikkede på tabletten. »Og det gør de med hver eneste anmeldelse?«

»Med hver signeret anmeldelse«, sagde KevIn. »Dens fingeraftryk bliver forankret i bitcoin-blockchainen via OpenTimestamps, og det samme gør de nøgler, der bliver signeret med. Det betyder: Ingen kan senere i al hemmelighed skrive en anmeldelse om, slette den og sætte den ind igen med ny dato. Ingen kan efterfølgende skubbe hundrede gamle femstjernede anmeldelser ind i fortiden, så det ser ud, som om de altid har været der. Heller ikke McGesund selv. Det ville blive opdaget.«

»Ligesom hos PhysioPremium«, sagde Sabine. »Med de 800 anmeldelser, der alle lød ens.«

»Dér kunne man i det mindste have spurgt sig selv, hvornår de egentlig alle sammen var blevet til. Hos Ayşe kan man bevise det.«

»Og hvorfor lige bitcoin?«, spurgte Uwe. »Når nu ingen skal spekulere.«

»Fordi bitcoin er den ældste og længst uafbrudt kørende af disse kæder, og den, hvor forfalskning ville koste mest energi. Til en notar skal man bruge en, der ikke forsvinder og ikke lader sig bestikke. Keglespillet, som De ærgrede Dem over før, er netop grunden til, at notaren er så pålidelig. Og man behøver ikke købe bitcoin for det. Indsamlingsstederne, der samler fingeraftrykkene, gør det gratis.«

Gisela strikkede et stykke tid. Så sagde hun: »Og hvis min anmeldelse er løgn?«

»Så er den en meget velbekræftet løgn«, sagde KevIn. »Det er den ærlige grænse. Signaturen beviser, hvor anmeldelsen kommer fra, og at den ikke er blevet ændret. Tidsstemplet beviser, hvornår den senest fandtes. Ingen af delene beviser, at den er sand. En notar bekræfter din underskrift. Ikke om du har ret.«

»Jeg har ret«, sagde Gisela. »Ayşe har gyldne hænder.«

»Det tror jeg på. Og fordi du var på stedet og har bevist det med QR-koden, behøver man ikke bare tro dig.«

Hvor meget?

Den følgende søndag kom Herbert til middag. Han havde en nystrøget skjorte på, hvad han ellers kun havde til begravelser, og han havde ikke den bærbare med, hvilket lettede alle.

Han spiste to kåldolmere og sagde ikke noget om mikrobølgeovnen. Først ved desserten lagde han gaflen og rømmede sig.

»KevIn. Jeg har lige et spørgsmål til.«

»Ja, Herbert?«

»Og hvor meget er mine så værd nu?«

Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

»Jeg nævner ikke noget præcist beløb for dig«, sagde han. »For det første kender jeg ikke dagens kurs. For det andet ændrer den sig, mens jeg taler. Bitcoin er i sit liv mange gange faldet til det halve og så steget igen. Alene i 2013, da du købte, svingede prisen mellem cirka ti og over tusind dollar.«

»Cirka«, sagde Herbert. »Cirka er nok.«

»Cirka: Dine to hundrede euro er blevet til rigtig meget mere. Ikke mange gange så meget. Mange hundrede gange så meget. På en god dag rækker det til en lille ejerlejlighed i Röhlinghausen.«

Herbert sagde ingenting. Så sagde han stadig ingenting. Så rakte han ud efter Giselas æggelikør, selvom han ikke kunne lide æggelikør, og drak den ud.

»Og på en dårlig dag?«, spurgte Sabine.

»På en dårlig dag mindre. Derfor ville jeg ikke bruge noget af det, som man ikke har råd til at miste. Og ikke beslutte noget, så længe man stadig ryster.«

»Jeg ryster ikke.«

»Herbert, du har drukket æggelikør.«

Herbert satte glasset fra sig. Han kiggede længe ned i dugen. Så sagde han med grødet stemme: »Jeg har altid sagt, at internettet aldrig ville slå igennem.«

»Det har det jo heller ikke«, sagde Gisela. »Ikke hos dig.«

»Jo, hos mig«, sagde Herbert. »Lidt.«

Han rejste sig, gik rundt om bordet og gav sin søster et kys på panden. Det havde han sidst gjort i 1969, ved månelandingen, og dengang også kun fordi han havde taget fejl i mørket.

»For adgangskoden«, sagde han.

»Selv tak«, sagde Gisela. »Jeg vil have halvdelen.«