ISS over Wanne-Eickel

Torsdag klokken 19.30 stod der i familien Brettschneiders have elleve stole, to ølbænke, en campingtaburet og en rollator. KevIn havde for en sikkerheds skyld planlagt med flere stole. Det havde ikke været nok.

Gisela havde ringet rundt. Hun havde ringet til Herbert, fordi han var hendes bror. Hun havde ringet til fru Pawlowski, fordi fru Pawlowski ellers ikke havde nogen at kigge på himlen med. Hun havde ringet til Ayşe Kurt, fordi Ayşe havde fået hendes skulder i orden igen, og fordi man, som Gisela sagde, »også engang må vise noget smukt til en kvinde, der i månedsvis har trukket i ens arm to gange om ugen«. Og hun havde ringet til hr. Kasimiro, fordi han over hækken havde spurgt, hvorfor der stod så mange stole i familien Brettschneiders have.

Susi kom på cykel. Tobi kom ud fra sit værelse, hvor han i flere dage havde pakket flyttekasser og pakket dem ud igen.

Uwe havde lagt en forlængerledning tværs over plænen og stillet KevIn på havebordet, mellem kagedåsen og en termokande. Wifi’en nåede lige akkurat derud. Ved hvert vindstød gik KevIns lys kort ud og tændte igen.

»Jeg er her«, sagde han hver gang. »Jeg er her. Jeg er her.«

»KevIn, du lyder som en radio«, sagde Herbert.

»Tak«, sagde KevIn. Han mente det.

Siggi bestiller

Hr. Kasimiro kom sidst, med en klapstol under den ene arm og Siggi under den anden. Han stillede Siggi ved siden af KevIn på bordet. De to højttalere lignede et ægtepar, der ikke længere har noget at sige hinanden.

»Siggi skal også se det her«, sagde hr. Kasimiro. »Han kommer jo aldrig ud ellers.«

»Siggi kan ikke se noget«, sagde Tobi. »Hans kamera tror, De er en hund.«

»Det kan KevIn heller ikke.«

»KevIn kan få det forklaret.«

Hr. Kasimiro syntes, det var uretfærdigt, men han satte sig. Så bøjede han sig ned over Siggi og sagde højt og tydeligt, sådan som man taler til en, der hører dårligt: »Siggi. Hvornår kommer ISS?«

Siggis lys blinkede grønt.

»Jeg forstod ›is‹«, sagde Siggi. »Deres bestilling på tolv liter is, smag vanilje, er afgivet. Levering om fyrre minutter.«

»Siggi! Nej! Annullér!«

»Jeg forstod ›flødeskum‹«, sagde Siggi. »Ønsker De flødeskum til Deres is?«

Hr. Kasimiro trak stikket ud. KevIn sagde ingenting. Han havde i løbet af to år lært, at man ikke bagtaler sine kolleger, når de sidder ved siden af. Heller ikke, når de er slukket.

Hvad er det egentlig?

Fru Pawlowski havde et tæppe over knæene og en flaske æggelikør på rollatoren. Hun var seksogfirs nu og havde besluttet, at ingen længere skulle bestemme over hende, slet ikke en læge.

»Og hvad er det så helt præcis?«, spurgte hun. »En stjerne?«

»En rumstation«, sagde KevIn. »Et hus i verdensrummet, omtrent så stort som en fodboldbane, hvis man regner solpanelerne med¹. Den kredser om Jorden i omkring 400 kilometers højde².«

»400 kilometer«, sagde Uwe. »Det er da ikke så langt.«

»Omtrent lige så langt som herfra til Berlin«, sagde KevIn. »Bare opad.«

»Til Berlin kører jeg heller ikke«, sagde Herbert.

»Og hvor hurtigt?«, spurgte Susi.

»Omkring 28.000 kilometer i timen. Når den flyver hen over haven her, er den over Bielefeld godt et kvart minut senere.«

»Hvis den findes«, sagde Tobi, Gisela og Uwe i munden på hinanden.

»Jeg har ikke ændret min vurdering af Bielefeld i to år«, sagde KevIn værdigt. »Jeg arbejder med sandsynligheder.«

Ayşe Kurt lo. Hun var kommet direkte fra klinikken, stadig i sine blå arbejdsbukser, med en termokande te og en pose simit fra bageren på hovedgaden. »Og hvor tit flyver den rundt om Jorden?«

»Omtrent én gang hver halvanden time. Folkene deroppe ser cirka seksten solopgange hver dag³.«

»Seksten«, sagde Sabine. »Så sover man jo aldrig.«

»De har gardiner«, sagde Tobi. »Og soveposer på væggen.«

»På væggen?«

»Deroppe findes der ikke noget op.«

Fru Pawlowski tog en slurk æggelikør. »Det kender jeg«, sagde hun. »Sådan er det også hernede fra tredje flaske.«

Sådan genkender man den

Klokken 20.30 var det mørkt nok. Mod vest hang der stadig en smal lyseblå stribe over tagene. Over den kom de første stjerner frem, og over A42 blinkede et fly.

»Er det den?«, spurgte Gisela.

»Nej«, sagde KevIn. »Den blinker. Fly har positionslys, der blinker, rødt og grønt og hvidt. ISS blinker ikke. Den lyser ikke engang selv. Den spejler bare sollyset.«

»Men her er jo slet ingen sol længere.«

»Ikke hernede. Men deroppe. Når solen er gået ned for os, skinner den stadig et stykke tid deroppe, fordi stationen er så højt oppe. Ligesom et kirketårn, hvis spir stadig er gyldent, når lygterne nede på pladsen allerede tænder.«

»Og så?«

»Så flyver den på et tidspunkt ind i Jordens skygge. Så er den pludselig væk. Uden et brag. Bare slukket.«

»Ligesom Herbert foran fjernsynet«, sagde Gisela.

»Jeg sover ikke foran fjernsynet«, sagde Herbert. »Jeg hviler øjnene.«

Hr. Kasimiro havde sat Siggi i stikket igen, fordi han havde en fornemmelse af, at Siggi gik glip af noget. Siggi meldte sig straks. »Deres is er der om femten minutter.«

»Jeg vil ikke have is!«

»Jeg forstod ›mere is‹.«

Hr. Kasimiro trak stikket ud igen. Denne gang satte han det ikke i igen. Men han holdt ledningen i hånden, hvis nu Siggi alligevel skulle gå glip af noget.

Kl. 20.43

Tobi kiggede på uret. Så kiggede han mod vest.

»Der«, sagde han.

Først lignede det en stjerne, der var faret vild. Et lyst punkt, lavt over taget på Kasimiros garage. Så blev det lysere. Det blinkede ikke. Det gled roligt og jævnt hen over himlen, hurtigere end et fly, uden en lyd, lysere end alt andet deroppe. Lysere end nogen stjerne.

Ingen sagde noget.

Gisela havde lagt hovedet tilbage. Ayşe Kurt stod bag hendes stol og holdt diskret hånden mod hendes skulder, så hun ikke tippede for langt bagover. Fru Pawlowski havde stillet æggelikøren fra sig. Uwe havde lagt armen om Sabine, hvad han ellers kun gjorde nytårsaften. Susi havde taget Tobis hånd. Herbert rejste sig, hvad han sjældent gjorde, når det ikke handlede om fodbold. Rudi sad midt på plænen og gøede ad punktet. Han troede, det var en ubuden gæst. Det stod der jo på hans halsbånd.

»Der er mennesker derinde«, hviskede fru Pawlowski. »Rigtige mennesker.«

»Lige nu syv«, sagde KevIn stille. »Plus minus. Alt efter hvem der lige kommer eller tager af sted.«

»Hvad laver de nu?«

»Måske sover de. Måske reparerer de en pumpe. Måske kigger en af dem lige nu ud ad vinduet og ser Ruhrområdet. Om natten ser man byerne som lys. Deroppefra er Wanne-Eickel en lille lys plet mellem andre små lyse pletter. Man kan ikke se, hvor Herne holder op, og Gelsenkirchen begynder.«

»Det kan man heller ikke hernedefra«, sagde Herbert.

Punktet var nu næsten lige over dem. Det gled hen over haven, over garagetaget, over tørrestativet. Så, mod øst, over tagene i retning af Dortmund, blev det svagere. Orange. Så rødt. Så var det væk.

»Jordens skygge«, sagde KevIn. »Nu er det også nat deroppe.«

Det ringede ved havelågen.

Der stod en ung mand med en stor køletaske. »Levering til Kasimiro? Tolv liter vanilje. Med flødeskum.«

Hvad der sker deroppe

Isen blev fordelt i dybe tallerkener, fordi Sabine ikke havde skåle nok. Det var en mild septemberaften, og man kunne godt tillade sig det. Hr. Kasimiro var først flov og derefter meget populær.

»KevIn«, sagde Susi med skeen i munden. »Hvem er det helt præcis, der bor deroppe?«

»Stationen drives af fem rumfartsorganisationer. Fra USA, Rusland, Europa, Japan og Canada. Siden den 2. november 2000 har der uafbrudt boet mennesker deroppe⁴. I over et kvart århundrede har der altså altid været nogen hjemme.«

»Et kvart århundrede«, sagde Sabine. »Længere, end vi har været gift.«

»Og hele tiden har ingen slukket lyset«, sagde Uwe.

»Jo«, sagde KevIn. »Seksten gange om dagen. Jorden.«

Uwe løftede sin ske som til en skål.

»Og de skændes ikke deroppe?«, spurgte Tobi. »Jeg mener, landene. Hernede.«

»Hernede skændes de tit«, sagde KevIn. »I det kvarte århundrede har der været kriser, sanktioner, krige, trusler og rigtig mange uvenlige pressemeddelelser. Og deroppe har folk alligevel spist sammen, lavet eksperimenter sammen og repareret toilettet for hinanden. Stationen består af dele, der ikke fungerer uden hinanden. Den ene del holder stationen i den rigtige højde, den anden leverer en stor del af strømmen. Man kan ikke bare sige deroppe: Med dig taler jeg ikke mere.«

»Ligesom os med Marlies«, sagde Gisela.

»Gisela, I har ikke fælles toilet med Marlies.«

»Gudskelov.«

»Har de også skændtes deroppe?«, spurgte Ayşe.

»Helt sikkert. Det er mennesker. Men når luften er ved at slippe op i din lejlighed, og din nabo har skruenøglen, så taler du med ham. Lige meget hvad jeres regeringer siger om hinanden lige nu.«

»Og hvad laver de deroppe hele dagen?«, spurgte Gisela. »Ud over at reparere toiletter.«

»Eksperimenter«, sagde KevIn. »Og motion. Omkring to en halv time hver dag. Løbebånd, cykel og et apparat, hvor man kan løfte vægte uden tyngdekraft.«

»To en halv time«, sagde Uwe. »Frivilligt?«

»Uden tyngdekraft nedbrydes knogler og muskler. Kroppen mærker, at den ikke længere behøver at bære sig selv, og sparer. Den, der ikke træner deroppe, kommer svagere tilbage, end da han fløj op.«

Ayşe Kurt nikkede. »Og efter landingen begynder genoptræningen«, sagde hun. »Balance, styrke, bevægelighed. Hver dag lidt mere, indtil de er tilbage, hvor de var før flyvningen. Det er egentlig mit arbejde. Bare at mine patienter ikke kommer fra verdensrummet.«

»Men fra robotstøvsugeren«, sagde Gisela.

»Det, man lærer deroppe om knogler og muskler, kommer frem hernede«, sagde KevIn. »Ved knogleskørhed, i genoptræningen. Viden flyver fire hundrede kilometer op og ned igen, og det koster milliarder. Og til sidst afhænger det af et meget lille spørgsmål: Finder en som Gisela den rigtige klinik?«

Sabine kiggede over på Ayşe. De tænkte begge på PhysioPremium Ruhr.

»Så afhænger rumfarten af en stjernebedømmelse«, sagde Tobi.

»Ikke hele rumfarten«, sagde KevIn. »Men det sidste stykke. Og hvis en AI som mig lærer af falske anmeldelser, sender den ikke bare folk til den forkerte klinik én gang, men hver gang. Sandhedsdriften gør heller ikke holdt ved knogler.«

Gisela slikkede sin ske og kiggede op. »Så pas godt på jeres stjerner«, sagde hun. »På begge slags.«

Ingen grænser

Herbert skrabede resterne ud af sin dybe tallerken. »Og hvad skal det være godt for? De kredser rundt deroppe og kigger ned på os. Det kan jeg også fra mineskaktens tårn.«

»Der findes et begreb for det«, sagde KevIn. »Overview-effekten. En amerikansk forfatter ved navn Frank White skrev en bog om det i 1987⁵. Han talte med mange astronauter. Mange fortalte noget lignende: Når man ser Jorden oppefra, som en hel kugle, indhyllet i det meget tynde blå lag luft, så ændrer det noget inde i hovedet.«

»Hvad så?«

»De siger, at man ikke ser nogen grænser. Man ser floder, ørkener, skyer, lys. Men ingen streger mellem landene. Dem findes der kun på landkort. Og i hoveder.«

»Grænser kan man heller ikke se fra A42«, sagde Herbert.

»Det er rigtigt, Herbert. Men fra A42 kan man heller ikke se, hvor tynd den luft er, som vi alle lever af.«

Herbert ville sige noget. Så lod han alligevel være. Gisela så på ham fra siden. Hun havde kendt ham, siden han lå i en vidjekurv i køkkenet. Hun vidste, at det hos Herbert var det samme som et bifald.

»Ikke alle har oplevet det«, sagde KevIn. »Og det er ikke et mirakel, der gør ethvert menneske bedre. Men jeg lægger mærke til, hvor mange folk der har været deroppe og bagefter har sagt det samme. Og i mine data siger mennesker sjældent det samme.«

En sten på vejen

Fru Pawlowski havde tænkt sig om. Det kunne man se på, at hun ikke drak æggelikør.

»KevIn«, sagde hun. »Mit barnebarn siger, at der en dag kommer en asteroide, og så er alt forbi. Ligesom med dinosaurerne. Passer det?«

»Et stort nedslag er meget usandsynligt inden for et enkelt menneskeliv«, sagde KevIn. »Men over meget lange tidsrum sker den slags. Sådan var det med dinosaurerne. Forskellen er: Dinosaurerne havde ikke noget rumfartsprogram.«

»Og vi?«

»Vi øvede os i 2022. En rumsonde ved navn DART fløj med vilje ind i en lille asteroide. Den hedder Dimorphos, er omkring 160 meter stor og kredser om en større asteroide⁶. Sonden bragede ind i den med over 20.000 kilometer i timen. Bagefter brugte Dimorphos omtrent en halv time mindre på en omgang rundt om sin store bror end før⁷.«

»En halv time«, sagde Uwe. »Er det det hele?«

»Det er enormt. Det var første gang, mennesker med vilje har ændret et himmellegemes bane. Hvis man gør sådan noget år i forvejen, kan en lille ændring være nok til, at en sten flyver forbi Jorden i stedet for ind i den. Man skal bare se den i tide. Og for at gøre det må man kigge opad. Med teleskoper, med satellitter, med folk som hr. Demir.«

»Og med Tobi«, sagde Susi.

Tobi blev rød. Det var mørkt, men KevIn kunne høre det på den måde, han sagde »Hold nu op« på.

»Der er mere endnu«, sagde KevIn. »Solen slynger nogle gange voldsomme partikelstorme ud i rummet. I 1859 fik sådan en solstorm telegrafledninger til at gnistre⁸. I dag ville den ramme satellitter og elnet. Satellitter advarer os i forvejen. Andre satellitter måler, hvor varme havene bliver, hvor meget is der smelter, hvor det er for tørt, og hvor det næste uvejr kommer fra. Det meste af det, vi ved om vores klima, ved vi, fordi nogen kigger ned oppefra.«

»Og GPS’en i bilen«, sagde Uwe.

»Og GPS’en i bilen. Og vejrudsigten, som Gisela bruger til at bestemme, om hun skal hænge vasketøj op.«

»Jeg hænger vasketøj op, når jeg har lyst«, sagde Gisela. »Men jeg kigger først, ja.«

Ingen plan B

Ayşe Kurt havde delt simit ud og sad nu ved siden af Gisela på ølbænken. Hun havde ikke sagt noget i meget lang tid. Fysioterapeuter, havde KevIn konstateret, lyttede mere end læger. De havde jo også længere tid, mens de trak i en.

»KevIn«, sagde hun. »Hvis det hele går galt hernede, kan vi så ikke bare tage et andet sted hen? Mars eller sådan noget?«

»Ikke inden for en overskuelig fremtid«, sagde KevIn. »Mars har næsten ingen luft, er meget kold og fuld af stråling. ISS er kun 400 kilometer væk, og alligevel skal alt, hvad menneskene deroppe har brug for, sendes op hernedefra. Jorden er det eneste sted, vi kender, hvor vi bare sådan kan trække vejret. Der findes ingen plan B. I mine data er der rigtig mange film med en plan B. Det er alle sammen film.«

»Ligesom med ryggen«, sagde Ayşe. »Man har kun én. Den skal man passe på. En reserveryg er ikke en mulighed.«

»Præcis sådan«, sagde KevIn. »Bare større. Og med flere mennesker, der hopper rundt på den.«

»Og hvorfor flyver vi så overhovedet derop, hvis vi ikke kan bo der?«, spurgte Sabine.

»For at forstå, hvor vi bor hernede. Og fordi man deroppefra ser ting, man ikke kan se herfra. Sten, der kommer. Storme, der ruller ind. Have, der bliver varmere. I kigger jo også fra garagetaget, om uvejret kommer. Bare at I skal bygge garagetaget sammen.«

Hvad Gisela siger

Der var stille i haven. Et sted gøede en hund, og Rudi svarede af pligtfølelse. Stjernerne var rigtig kommet frem nu. Over A42 susede trafikken.

Tobi havde taget mobilen frem og scrollede. Det gjorde han, når han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. KevIn så, hvad han læste. Det var nyhederne fra tirsdag, opdateret. Igen droner. Igen en video, som man endnu ikke vidste, om var ægte.

»Jeg forstår det ikke«, sagde Tobi stille. »Deroppe reparerer de et toilet sammen. Og hernede skyder de på hinanden.«

»Menneskene deroppe er ikke bedre end dem hernede«, sagde KevIn. »De har bare en opgave, som de ikke kan klare alene. Og de kan ikke løbe deres vej.«

»Det kan vi heller ikke«, sagde Ayşe.

»Nej«, sagde KevIn. »Det er netop pointen.«

Og så sagde Gisela noget.

Hun sagde det ikke højt. Hun sagde det heller ikke højtideligt. Hun sagde det, sådan som hun ellers sagde, at kåldolmerne skulle have ti minutter endnu. Hun havde hænderne i skødet, blikket rettet opad og puden i ryggen, som Ayşe havde lagt til hende.

»Vi burde holde op med at skyde hinanden ihjel og hellere kigge derop sammen.«

Ingen svarede.

KevIn kunne have svaret. Han kunne have citeret tre undersøgelser, to filosoffer, en astronaut og et procenttal. Han gjorde det ikke. Han havde i løbet af to år lært, at nogle sætninger er færdige, når man ikke hænger mere på dem.

Efter et stykke tid rømmede Herbert sig.

»Det har jeg sagt i årevis«, sagde han.

»Nej«, sagde Gisela. »Du har i årevis sagt, at internettet ikke vil slå igennem.«

»Det har det jo heller ikke.«

»Ikke hos dig.«

»Netop.«

Fru Pawlowski løftede sin æggelikørflaske. »Skål for deroppe«, sagde hun.

»Skål for deroppe«, sagde alle.

Note gemt

Sent, da gæsterne var gået, og de tomme dybe tallerkener stod i vasken, sad Gisela et øjeblik i haven igen. KevIn stod stadig på bordet, med forlængerledningen tværs over den våde plæne.

»KevIn«, sagde hun. »Kan du huske noget for mig?«

»Hvis du gerne vil have det.«

»Husk sætningen fra før. Min. Så den ikke går tabt.«

Det blå lys pulserede én gang.

»Note gemt«, sagde KevIn. »Under ›Vigtigt‹.«

»Hvad står der ellers under det?«

»Din opskrift på kåldolmere. Den rigtige. Uwes skostørrelse. Og at Bielefeld findes.«

»Med hvor mange procent?«

»Det taler vi om, når Tobi er i Aachen.«

Gisela lo og rejste sig, helt forsigtigt, på grund af skulderen. I døren vendte hun sig om en gang til.

»KevIn. Om to uger fylder jeg treogfirs.«

»Det ved jeg. Jeg har husket det.«

»Jeg vil ikke fejre det her. Jeg vil fejre det et sted, hvor man kan kigge opad.«

Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere. KevIn lavede et overslag over antallet af gæster, antallet af stole i et observatorium og antallet af æg til kåldolmere til mindst tredive personer.

Denne gang ville han bruge en lommeregner.