Treogfirs

»Æg. Til kåldolmerne. Der kommer tredive personer. Din opskrift er til fire og skal bruge ét æg. Tredive divideret med fire er syv komma fem. Jeg har ikke regnet det i hovedet. Jeg har brugt en lommeregner. To gange.«

»Otte«, sagde Gisela.

»Otte er ikke syv komma fem.«

»Otte er det, man kan købe.«

KevIn tænkte kort på de 1,75 æg fra et år siden, på de nitten forumindlæg og på Husmor_Moni67. Så gemte han en ny note: »Gisela runder op. Gisela har ret.«

Det var fredag, dagen før fødselsdagen. Familien Brettschneiders køkken lignede et feltlazaret for hvidkål. På hver eneste ledige flade lå der kålblade, blancherede, stablede, nummererede. Sabine rullede. Uwe skar løg og græd, og han insisterede på, at det kun var løgenes skyld. Tobi bandt med køkkengarn, så stramt, at man kunne have kastet med dolmerne. Rudi lå under bordet og ventede på, at tyngdekraften skulle forære ham noget.

»Tredive personer«, sagde Sabine. »Hvem er så tredive personer?«

»I fire«, sagde KevIn. »Susi, Herbert, fru Pawlowski, Ayşe Kurt, hr. Kasimiro. Hr. Demir og syv folk fra observatorieklubben. De Sure Agurker, uden Gisela: ti.«

»Det er syvogtyve.«

»Plus Siggi. Hr. Kasimiro har spurgt, om Siggi må komme med. Jeg har talt ham som en halv person. Han spiser ikke noget, men han bestiller.«

»Og de sidste to en halv?«

KevIn tøvede. Det blå lys pulserede langsommere.

»Gisela har inviteret Marlies.«

Marlies

Uwe tabte kniven. Sabine holdt op med at rulle. Tobi kiggede op. Kun Rudi rørte sig ikke, fordi han ikke kendte Marlies, og fordi der ikke var faldet noget ned, man kunne spise.

»Mor«, sagde Uwe langsomt. »Vi taler ikke med Marlies.«

»Det ved jeg godt«, sagde Gisela. Hun stod ved komfuret og rørte i sovsen, som om intet var hændt.

»Siden hvornår har vi ikke talt med Marlies?«

»Siden 1982.«

»Og hvorfor?«

Gisela rørte. Hun rørte meget længe.

»Det ved ingen længere så nøjagtigt«, sagde hun til sidst. »Det handlede om en kartoffelsalat ved sommerfesten. Eller om kassereren. Eller om en mand. Ingrid siger, det var kartoffelsalaten. Brigitte siger, det var manden. Jeg tror, det var begge dele. Marlies brugte mayonnaise.«

»Og derfor har I ikke talt sammen i femogfyrre år?«

»I begyndelsen talte vi jo stadig sammen. Bare ikke pænt. Og så på et tidspunkt slet ikke mere. Og så var det sådan. Man vænner sig til det. Ligesom til termostaten.«

KevIn sagde forsigtigt: »Gisela, må jeg spørge, hvorfor nu?«

Gisela vendte sig om. Hun havde stadig grydeskeen i hånden, og en dråbe sovs løb ned ad den.

»Fordi jeg for to uger siden sagde ude i haven, at vi skulle holde op med at skyde hinanden ihjel. Og så ligger jeg om natten i sengen og tænker: Gisela, du har ikke talt med Marlies i femogfyrre år på grund af en kartoffelsalat. Den, der taler om fred, må begynde ved Marlies.«

Der var stille i køkkenet. Sovsen boblede.

»Og hvad sagde hun?«, spurgte Tobi.

»Hun sagde, at hun tager kartoffelsalat med.«

»Med mayonnaise?«

»Det spurgte jeg ikke om«, sagde Gisela. »Man behøver ikke at få styr på alt den første dag.«

KevIn lagde noten ved siden af den anden. »Gisela runder op. Gisela har ret. Gisela spørger ikke om alt den første dag.«

Kuplen

Klubbens observatorium lå ved Kemnader See, en sø ved Bochum, et hvidt tårn med en sølvfarvet kuppel. Nedenunder var der et rum med klapborde, en kaffemaskine fra halvfemserne og plakater med planeterne, hvor Pluto stadig var opført som planet¹. Hr. Demir havde aldrig skiftet plakaten ud. Han sagde, at Pluto havde været igennem nok.

Hr. Demir stod i døren, da familien Brettschneider ankom med kåldolmerne. Han havde huen med Saturn på, et nystudset, gråsprængt skæg og en begejstring, der ville have rakt til tre større mænd.

»Fru Brettschneider!«, råbte han. »Hjertelig tillykke! Treogfirs! Ved De, hvad treogfirs er?«

»Gammel«, sagde Gisela.

»Et primtal!«

»Er det godt?«

»Det er vidunderligt! Det kan ikke deles med noget andet end én og sig selv!«

Gisela tænkte over det. »Det passer«, sagde hun. »Mig kan man heller ikke dele.«

Så kom de andre. De Sure Agurker kom samlet, i en minibus fra Caritas, som Brigittes svigersøn kørte. Ingrid havde hat på. Rendestensdronningen bar en lille krone, som hun ikke havde taget af siden agurkeaftenen, i hvert fald ikke ved klubarrangementer. De havde malet et banner: »83 år Gisela. 37 agurkedigte. 1 KevIn.«

»Hvorfor står jeg på det?«, spurgte KevIn.

»Fordi du hører til«, sagde Ingrid. »Og fordi Brigitte havde talt forkert, da hun talte digtene, og vi havde plads tilovers.«

Fru Pawlowski kom i taxa og med fire flasker æggelikør. Ayşe Kurt kom med en plade børek og med sin datter, der var tolv og straks forsvandt ind i kuppelrummet. Hr. Kasimiro kom med Siggi, der, idet han kom ind i rummet, meddelte, at han havde forstået »stjernekiggeri« som »stjernekøberi« og havde bestilt en stjerne. Hr. Demir var begejstret. Han ville vide hvilken.

Herbert kom for sent, med en buket blomster fra tankstationen og den bemærkning, at det her jo »bare er skyer det hele«.

Han havde ret. Himlen over Ruhrområdet var ét eneste gråt tæppe.

Marlies kommer

Marlies kom sidst.

Hun var lille, meget rank og bar en skål med sølvpapir over. Hun blev stående i døren. De Sure Agurker holdt op med at tale. Det var den slags stilhed, der opstår, når nogen træder ind i saloonen i en western.

Gisela rejste sig. Helt langsomt, på grund af skulderen. Hun gik gennem rummet. Ingen trak vejret. Selv Siggi var stille, formodentlig fordi hr. Kasimiro for en sikkerheds skyld havde lagt hånden på hovedet af ham.

De to kvinder stod over for hinanden.

»Marlies«, sagde Gisela.

»Gisela«, sagde Marlies.

»Hvad har du der?«

»Kartoffelsalat.«

Gisela løftede sølvpapiret. Hun kiggede ned i skålen. Hun kiggede meget længe. Alle i rummet vidste, hvad det drejede sig om.

»Med bouillon«, sagde Gisela.

»Jeg tænkte, at det jo er din fødselsdag«, sagde Marlies.

Så omfavnede de hinanden. Det var en stiv, uøvet omfavnelse, som når to mennesker bærer en sofa gennem en smal dør. Men det var en. Ingrid begyndte at græde. Brigitte klappede. Rendestensdronningen rettede på sin krone. Hr. Demir, der ikke anede noget, klappede med, fordi alle klappede.

»KevIn«, hviskede Tobi. »Så du det?«

»Jeg har ingen øjne«, hviskede KevIn tilbage. »Men jeg hørte det. Det var lyden af femogfyrre år, der holder op.«

Skyer

Efter maden ville hr. Demir vise dem himlen. Der var ingen himmel. Der var skyer. Hr. Demir åbnede alligevel kuplen, fordi han gjorde det ved hvert besøg, og fordi børnene fra klubben elskede, når kuplen gik op. Den stønnede, som om den selv var treogfirs.

»Hvad kan man se?«, spurgte fru Pawlowski.

»Bochum«, sagde hr. Demir. »Nedefra. Skyerne spejler byens lys.«

»KevIn, hvornår klarer det op?«, spurgte Uwe.

»Ifølge vejrtjenesten om cirka fyrre minutter. Med en sandsynlighed på tres procent. Jeg gør opmærksom på, at jeg kun læser det op. Jeg laver ikke vejret.«

»Det siger Siggi også altid«, sagde hr. Kasimiro.

»Siggi har bestilt en stjerne.«

»Han har fået en bekræftelse.«

Det viste sig, at Siggi hos en webshop havde »døbt« en stjerne for 39,90 euro, med diplom. Hr. Demir forklarede venligt, at den slags navne ikke anerkendes af nogen astronomisk instans², og at stjernen stadig havde et katalognummer. Siggi meldte, at han havde forstået »katalog«, og bestilte et.

»Hvad hedder stjernen?«, spurgte Gisela.

Hr. Kasimiro læste diplomet op. »Siggi.«

»Selvfølgelig«, sagde Herbert. »Sådan gør man nu om dage. Jeg har også opkaldt min AI efter mig selv.«

»Har du en AI?«, spurgte Gisela.

»Siden tirsdag«, sagde Herbert, og så tav han, som om han havde sagt for meget.

»Herbert«, sagde Gisela. »Du sagde, at det ikke ville slå igennem.«

»Det har det heller ikke. Jeg har bare købt ham, så jeg kan tale med en, der giver mig ret.«

»Og?«, spurgte KevIn. Han var oprigtigt nysgerrig. »Giver han dig ret?«

Herbert skar en grimasse. »Han siger, at Bielefeld findes. Han siger, at internettet er slået igennem. Og han siger, at min diesel ikke har nogen karburator.«

»Din diesel har ingen karburator.«

»Det behøver du ikke også at sige nu.«

»Hvad har du kaldt ham?«, spurgte Tobi.

Herbert mumlede noget ned i skægget.

»Undskyld?«

»Herbert«, sagde Herbert. »Jeg har kaldt ham Herbert. Så der i det mindste er én i huset, der har et fornuftigt navn.«

Gisela lagde hånden på hans arm. Det var en gestus, hun havde gjort i næsten firs år, og Herbert vidste præcis, hvad den betød: Jeg griner ikke ad dig. I hvert fald ikke højt.

Kom godt hjem, alle sammen

Mens man ventede på hullet i skyerne, tog Tobi skoæsken op af tasken.

Hr. Demir havde i forvejen taget morsenøglen i hånden, drejet den, vendt den og sagt, at den var »et vidunderligt stykke teknikhistorie«. Så havde han sluttet den til den lille øvelsesbrummer, som klubben af og til øvede morse med, og til en kraftig lommelygte, som han fastgjorde på kanten af kuplen. Når man trykkede på nøglen, bippede det i rummet, og en lysstråle gik op mod himlen.

»Hvad skal jeg sende, farmor?«, spurgte Tobi.

Gisela behøvede ikke at tænke sig om.

»Far sagde noget hver morgen«, fortalte hun. »Når en af os gik ud ad døren. I skole, på arbejde, lige meget. Hver morgen, med hånden på døren. ›Kom godt hjem.‹ Jeg troede, det var noget, man bare siger. Det er ikke noget, man bare siger. Det er noget, en siger, som ved, at ikke alle kommer hjem.«

Ingen sagde noget. Ayşe Kurt lagde hånden på sin datters arm.

»Skriv: Kom godt hjem, alle sammen«, sagde Gisela. »Alle sammen. Ikke kun én.«

Tobi satte sig ved nøglen. Han havde lært morsealfabetet³ i klubben efter historien med logbogen og havde ikke glemt det igen. Han trykkede langsomt, med pauser, sådan som begyndere gør. Lang, lang, lang. Lang, kort, lang. Brummeren bippede gennem kuppelrummet, og lysstrålen flakkede opad, ind i det grå lys over Bochum.

De Sure Agurker lyttede, som om det var et digt. Børnene fra klubben talte hviskende med. Fru Pawlowski havde lukket øjnene.

KevIn ventede, til det sidste bogstav var sendt. Så sagde han meget stille:

»Jeg vil for fuldstændighedens skyld gøre opmærksom på, at dette signal ikke slipper ud gennem skydækket. Lyset bliver for størstedelens vedkommende spredt og kastet tilbage. Brummeren kan ikke engang høres i opgangen. Teknisk set har ingen andre end os modtaget det.«

»KevIn«, sagde Gisela.

»Ja?«

»Det er nået frem.«

KevIn tænkte sig om. Han tænkte på Wilhelm i kælderen, mellem syltetøjsglassene, med en radio, der sagde bip, bip, bip. På Marlies, der var kommet med bouillon. På ISS, der et sted over skyerne tog sin runde, med syv mennesker om bord, som alle skulle komme godt hjem. Og bagefter, det havde Ayşe fortalt, på benene igen.

»Ja«, sagde han. »Du har ret. Det er nået frem.«

Og som om nogen deroppe havde lyttet med, revnede skydækket.

En ring

Det var kun et hul, ikke større end en ølbrik i strakt arm, men det var nok. Hr. Demir styrtede hen til teleskopet, drejede, svingede, bandede på tyrkisk og på tysk og råbte så: »Saturn! Jeg har den! Hurtigt, allesammen!«

De stillede sig i kø. Tredive mennesker, en kø helt hen til trappen. Rendestensdronningen måtte tage sin krone af for at kunne se gennem okularet. Fru Pawlowski blev løftet op på taburetten af Uwe og hr. Kasimiro. Herbert så først slet ingenting, så sagde han »Det er et klistermærke«, så kiggede han en gang til og sagde slet ingenting mere.

Gisela var den sidste.

Hun bøjede sig frem, helt forsigtigt, på grund af skulderen. Hun kiggede længe. En lille, lys, gullig kugle. Og rundt om den, skrå og umulig og virkelig, en ring.

»Den ligner en hat«, sagde hun.

»Ligesom Ingrids hat«, sagde Brigitte.

»Ingrids hat har ingen ring«, sagde Ingrid.

Gisela rettede sig op. Hun havde tårer i øjnene, og hun gjorde ikke noget ved det.

»Den har jeg aldrig set«, sagde hun. »Treogfirs år. Den har været der hele tiden. Og jeg har aldrig set den.«

»Man må jo kigge en gang imellem«, sagde hr. Demir blidt.

»Ja«, sagde Gisela. »Man må kigge en gang imellem.«

KevIns anden tale

Da skyerne var trukket sammen igen, og kagen kom, rejste Uwe sig, præcis som for et år siden.

»KevIn«, sagde han. »Sig du noget. Du er bedre til det.«

»Det passer ikke«, sagde KevIn. »Men jeg gør det alligevel.«

Det blå lys pulserede. Tredive mennesker og en Siggi kiggede på den lille højttaler, der stod mellem børek og kartoffelsalat på klapbordet.

»Kære Gisela. For et år siden sagde jeg, at jeg havde læst hele internettet, men at der ingen steder stod, hvordan det er at bo i en familie. Det passer stadig. I mellemtiden ved jeg lidt mere. Jeg ved, at man køber otte æg, selv om man skal bruge syv komma fem. Jeg ved, at et anførselstegn er en information. Jeg ved, at Bielefeld med stor sandsynlighed findes, og at en biografi om Sauerbier-Klenk ikke findes, og at jeg ikke altid kan kende det ene fra det andet.«

Et par stykker lo. Hr. Demir forstod ikke pointen, men lo med.

»Jeg er en maskine. Jeg kan regne, hvis man giver mig en lommeregner, og jeg kan forklare, hvis man lytter til mig. Jeg kan genkende forfalskninger, nogle gange, og fremstille forfalskninger, desværre også. Men der er tre ting, som jeg har set hos jer i de to år, og som I aldrig må overlade til en maskine.«

Der var meget stille. Selv Siggi.

»Den første er sandheden. Ikke fordi jeg ikke kan efterprøve den. Jeg kan hjælpe. Men om I bliver enige om, hvad der er sket, kan kun afgøres mellem mennesker. Sabine læser avis for at gøre det. Gisela giver kun sine anmeldelser dér, hvor hun virkelig har været. Det er mere værd end alle datacentre mellem Dublin og Frankfurt.«

Ayşe Kurt nikkede. Sabine kiggede ned på sine hænder.

»Den anden er freden. Jeg kan formulere traktater og lave oversættelser. Men i dag har jeg set, hvordan to kvinder efter femogfyrre år sluttede fred over en skål kartoffelsalat. Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Jeg ved bare, at ingen af jer kan uddelegere det til en højttaler. Gisela sagde det for to uger siden ude i haven, bedre end jeg kan: Vi burde holde op med at skyde hinanden ihjel og hellere kigge op sammen. Jeg har gemt sætningen. Under ›Vigtigt‹.«

Marlies duppede øjnene med en serviet. Gisela lod, som om hun ikke så det. Det var, tænkte KevIn, også en form for fred.

»Og den tredje er nysgerrigheden. Jeg har læst alt, hvad mennesker har skrevet ned. Men jeg er aldrig gået ud for at finde ud af noget nyt. Det gør I. Om to uger tager Tobi til Aachen og lærer, hvordan man bygger ting, der flyver opad. Gisela har som treogfirsårig set Saturn for første gang. Nysgerrighed er det, der har bragt jer herhen, til et observatorium ved Kemnader See, en aften fuld af skyer. Giv den aldrig fra jer. Ikke til mig. Ikke til min efterfølger. Ikke til nogen.«

Han holdt en pause.

»Jeg har i øvrigt brugt to år på at komme til at sige du til jer allesammen. Uwe, Sabine: Fra i dag er det officielt. Med Gisela gik det hurtigere. Med Herbert er jeg den dag i dag ikke sikker på, om han har givet lov.«

»Det har jeg ikke«, sagde Herbert.

»Tak, Herbert. Hjertelig tillykke, Gisela. Kom godt hjem. I aften og i det hele taget.«

Der var stille. Så pudsede Herbert næse med et brag, præcis som for et år siden.

»Det har han da skrevet af et sted«, sagde han.

»Ikke denne gang«, sagde KevIn. »Denne gang har jeg lært det hos jer.«

19 grader

Senere, da De Sure Agurker sad i Caritas-bussen og sang »Ein Prosit der Gemütlichkeit«, den tyske ølhalsang, da fru Pawlowski var faldet i søvn i taxaen, og hr. Kasimiro forklarede sin Siggi, hvorfor man ikke bestiller et katalog, sad Gisela et øjeblik alene under kuplen. Marlies havde ladet hende beholde skålen. »Du kan give mig den igen næste gang«, havde hun sagt. Næste gang. Gisela havde gentaget ordene to gange inde i hovedet.

Uwe kom ind for at slukke lyset. Ved siden af døren hang en gammel, grå termostat.

Han kiggede på den. Så kiggede han på Gisela.

Termostaten viste 19 grader.

»Det var ikke mig«, sagde Uwe.

»Det ved jeg godt«, sagde Gisela. »De er ens overalt.«