Radiologbogen

Lørdag morgen lå hæftet på køkkenbordet, mellem kaffekanden og Giselas briller. Det var et smalt skolehæfte med grå papomslag, blevet blødt i hjørnerne som gammelt brød. På forsiden stod der med blyant et eneste ord: »Wilhelm«. Nedenunder ingenting.

»Oldefar?«, spurgte Tobi.

»Din oldefar«, sagde Gisela. »Far var fra Herne. Hans bedsteforældre kom fra Masuren for at arbejde i kulminen. Ligesom halvdelen af Wanne-Eickel.«

Tobi slog forsigtigt hæftet op. Siderne var tæt beskrevet, med blyant, i rækker og kolonner. Altid to cifre, så et lille mellemrum, så igen to cifre. Side efter side. I margenen stod der nogle gange datoer. »3.II.47«. »Påske 48«. »24.XII.48«.

»Det ligner en lottokupon«, sagde Uwe. »En meget lang en.«

»Det er en radiologbog«, sagde Gisela. »Sådan kaldte far den. Han var jo radiotelegrafist i krigen. Men det her skrev han bagefter. I lejren.«

»Hvordan ved du det?«, spurgte Sabine.

»Det fortalte mor mig, da jeg var tolv. Hun sagde: ›Den er fra lejren, den skal du holde fingrene fra.‹ Og så lagde hun den i kassen. Og far sagde aldrig noget om det. Far sagde i det hele taget aldrig noget om det.«

Der var et øjeblik stille i køkkenet. Selv Rudi, der ellers lavede lyde under bordet ved hvert måltid, lå roligt.

»KevIn«, sagde Gisela. »Kan du læse det?«

»Jeg kan ikke se det«, sagde KevIn. »Jeg har ingen øjne. Men hvis nogen læser tallene op for mig, kan jeg tælle med. Og hvis Tobi har lyst, kan jeg vise ham, hvordan man knækker den slags. Selve knækningen skal han dog helst stå for selv. Det er jeres hæfte.«

Tobi så på hæftet og så på sin farmor. »Det vil jeg gerne«, sagde han.

En hemmelig kode for begyndere

»Lad os begynde helt forfra«, sagde KevIn. »For over to tusind år siden. Julius Cæsar.«

»Asterix-Cæsar?«, spurgte Uwe.

»Den rigtige. Han krypterede fortrolige breve til sine nærmeste ved at flytte hvert bogstav tre pladser frem i alfabetet¹. A bliver til D, B bliver til E, C bliver til F. Og til sidst begynder man forfra igen: X bliver til A, Y bliver til B, Z bliver til C.«

»Giv et eksempel«, sagde Tobi.

»Gerne. RUDI.«

Under bordet løftede Rudi hovedet.

»R plus tre er U. U plus tre er X. D plus tre er G. I plus tre er L. RUDI bliver til UXGL.«

»Uxgl«, sagde Gisela. »Det lyder som hostesaft.«

»Og OKSERULLE?«, spurgte Tobi, der allerede skrev med.

»Prøv selv.«

Tobi talte på fingrene, talte forkert to gange og skrev til sidst »RNVHUXOOH« i avisens margen.

»Rigtigt«, sagde KevIn. »Det er Cæsar-forskydningen. Nøglen er tallet tre. Den, der kender nøglen, flytter bare tilbage.«

»Og den, der ikke kender den?«

»Prøver dem alle sammen. Der findes kun femogtyve meningsfulde forskydninger. Dem er du igennem på et kvarter. Cæsars fjender kunne for det meste ikke læse, og derfor virkede det alligevel.«

»Så er koden egentlig noget skrammel«, sagde Uwe.

»Den var god nok til folk, der ikke gad tælle femogtyve gange«, sagde KevIn. »Og det er, ærligt talt, en forbløffende stor del af menneskeheden.«

Uwe tænkte over det og følte sig ikke helt uskyldig.

Nazistguld

»Øjeblik«, sagde Uwe så og rettede sig op. »Hvad nu, hvis det er noget hemmeligt? Wehrmacht. De havde jo den maskine. Enigma. Måske står der, hvor noget er gemt.«

»Hvad skulle der være gemt?«, spurgte Sabine.

»Hvad ved jeg. Guld.«

»Uwe, det har en krigsfange skrevet i et skolehæfte. Med blyant.«

»Netop! Så ingen opdager det!«

KevIn rømmede sig på sin måde, som egentlig var en kort susen. »Uwe, må jeg indvende noget? Jeg anser det for usandsynligt. Enigma var en maskine med valser, stikbræt og tastatur. Med den krypterede radiotelegrafister meddelelser, før de sendte dem som morsetegn. Resultatet var bogstavgrupper, ikke tal. Og ingen kunne bygge en Enigma i hovedet. Og slet ikke i en fangelejr.«

»Men far var radiotelegrafist«, sagde Gisela.

»Så har han formodentlig sendt rigtig mange krypterede grupper uden at vide, hvad der stod i dem. Sådan var det tit. Telegrafisten tastede det, kodeofficeren gav ham. Han var hånden, ikke hovedet.«

Gisela nikkede langsomt. »Det passer. Han sagde engang, da jeg var lille, at han havde talt mere i krigen end nogensinde siden. Og ikke forstået et ord af det.«

Hun strøg med fingeren hen over talrækkerne.

»Fortæl mig om maskinen«, sagde hun.

Valser og bomber

»Enigma«, sagde KevIn, »så ud som en skrivemaskine i en trækasse. Når man trykkede på en tast, lyste et andet bogstav op på et lampefelt. Trykkede man på den samme tast igen, lyste der igen et andet, fordi valserne drejede videre efter hvert bogstav. Et E blev én gang til X, næste gang til K, så til Q.«

»Som en Cæsar, der tager et nyt tal hver gang«, sagde Tobi.

»Meget godt. Det var præcis tanken. Allerede i 1500-tallet fandtes der en kryptering, der fungerede på lignende måde, med et nøgleord. Den er opkaldt efter en franskmand, Blaise de Vigenère, selv om en italiener ved navn Bellaso beskrev den først.«

»Typisk franskmænd«, sagde Uwe.

»Det siger man også i Italien. Med Vigenère tager man et ord, lad os sige GURKE, det tyske ord for agurk. G er det syvende bogstav, så man flytter meddelelsens første bogstav seks pladser, det andet tyve for U’et, det tredje sytten for R’et og så videre. Efter E’et begynder man forfra ved G. Hvert bogstav får sin egen lille Cæsar.«

»Og det kunne man ikke knække?«

»I næsten tre hundrede år blev den anset for at være umulig at knække. Man kaldte den ›le chiffre indéchiffrable‹, den udechifrerbare chiffer. I 1800-tallet fandt så en preussisk officer ved navn Kasiski, og før ham allerede en englænder ved navn Babbage, ud af, hvordan man alligevel kan. Tricket er, at nøgleordet gentager sig. Og alt, hvad der gentager sig, efterlader spor.«

»Og Enigma?«

»Enigma gentog sig først efter meget, meget mange bogstaver, og man kunne indstille den forskelligt hver dag. Antallet af muligheder havde over tyve cifre. Den tyske ledelse anså den for sikker. Men polske matematikere, først og fremmest Marian Rejewski², havde allerede i trediverne fundet måder at læse den på. De gav deres viden videre til briterne og franskmændene kort før krigen. Og i England, i et landsted ved navn Bletchley Park, arbejdede så tusindvis af mennesker med den, de fleste af dem kvinder³.«

»Kvinder?«, spurgte Gisela.

»Mange tusinde. De betjente maskinerne, sorterede meddelelser, regnede. Og blandt matematikerne var der en, som I allerede kender.«

»Turing«, sagde Tobi. »Ham med testen.«

»Alan Turing. Sammen med andre byggede han en maskine, som man kaldte bomben⁴. Den gættede ikke Enigma-indstillinger, den udelukkede dem. Den gik millioner af muligheder igennem og smed alt væk, der ikke kunne passe. Det, der var tilbage, kontrollerede mennesker i hånden.«

»Ligesom jeg med Sabines gaver«, sagde Uwe. »Jeg ved ikke, hvad hun vil have, men jeg ved meget præcist, hvad hun ikke vil have.«

»Det passer ikke«, sagde Sabine.

»Kan du se. Udelukket.«

KevIn lod det blå lys pulsere to gange, hvilket hos ham svarede nogenlunde til at ryste på hovedet. »Bletchley Park læste en stor del af de tyske radiomeddelelser. Historikerne strides om, hvor meget det forkortede krigen. Nogle anslår to år, ingen ved det med sikkerhed. Men hver meddelelse, der blev læst dér, var forinden blevet sendt af en radiotelegrafist. Et sted i et telt eller en bunker. Af en, der ikke vidste, hvad han tastede.«

Gisela så ned i hæftet. »Så har far måske sendt meddelelser, der blev læst i England.«

»Måske. Det får vi aldrig at vide.«

»Og nu læser vi hans«, sagde hun. »Den mands post læser virkelig alle sammen.«

Bingo

»Godt så«, sagde KevIn. »Det her er ikke bogstaver, det er tal. Tocifrede, fra 01 til 26, ikke?«

Tobi bladrede. »Jeg har ikke set noget over 26 indtil nu.«

»Det er et meget godt tegn. Seksogtyve er antallet af bogstaver i det tyske alfabet. Sandsynligvis står hvert tal for et bogstav. Prøv det simpleste først: A lig med 1, B lig med 2.«

Tobi tog den første linje. »16, 08, 12, 17. Det ville være P, H, L, Q.«

»PHLQ«, sagde Uwe. »Er det polsk?«

»Nej«, sagde Gisela. »Jeg kan stadig lidt polsk fra min bedstemor. Det er ikke engang polsk.«

»Så er det forskudt«, sagde KevIn. »Som hos Cæsar. Og nu kommer det vigtigste trick i hele historien. En arabisk lærd ved navn al-Kindi beskrev det allerede for over tusind år siden. Man tæller.«

»Hvad tæller man?«

»Hvor tit hvert tal forekommer. I alle sprog er nogle bogstaver meget hyppigere end andre. På tysk er det klart hyppigste E. Omtrent hvert sjette bogstav i en tysk tekst er et E. Derefter kommer N, I, S, R. Hvis Wilhelm skrev på tysk, så er det hyppigste tal i hæftet meget sandsynligt et E.«

»Og det skal vi nu tælle det hele?«, spurgte Tobi. »Det er tredive sider!«

»Én side er nok. Gisela, vil du læse op? Jeg tæller med.«

Gisela tog brillerne på, holdt hæftet i strakt arm, som hun gjorde med alt, der var mindre end en avisoverskrift, og begyndte.

»Seksten. Nul otte. Tolv. Sytten. Femten. Tolv. Nul otte. Nul fem.«

Det lød præcis som til bingo i sognegården. Efter en halv side råbte Uwe automatisk »Bingo!«, da Gisela sagde »Toogtyve«, og blev hysset på af tre personer på én gang.

Gisela læste en hel side op. Det tog elleve minutter. Rudi faldt i søvn. Horst kørte en gang gennem køkkenet, standsede ved siden af Giselas stol, som om han også ville lytte med, og kørte væk igen.

»Sådan«, sagde KevIn, da hun var færdig. »Det hyppigste tal er med stor afstand otte. Nul otte. Det forekommer enogfyrre gange. Derefter sytten, så tolv.«

»Så er otte lig med E«, sagde Tobi.

»Det er mit gæt. E er det femte bogstav. Otte minus fem er …«

»Tre«, sagde Tobi og Uwe på samme tid. Uwe så lige så stolt ud, som om han havde scoret et mål.

»Tre. Som hos Cæsar. Wilhelm flyttede hvert bogstav tre pladser og skrev det så ned som et tal. Hvis det passer, så er sytten minus tre fjorten, og det er N. Tolv minus tre er ni, det er I. De tre hyppigste tal ville være E, N og I. Det ville være meget tysk.«

Tobi skrev allerede. Hans hånd rystede en smule.

»Seksten minus tre, tretten. M. Otte, E. Tolv, I. Sytten, N.« Han så op. »MEIN. Det betyder ›min‹.«

Ingen sagde noget.

»Videre«, sagde Gisela stille.

»Femten er L. Tolv, I. Otte, E. Fem, B. Otte, E. Toogtyve, S.«

»Mein liebes«, sagde Sabine. »Min kære.«

»Seksten, M. Fire, A. Otte, E. Syv, D. Seks, C. Elleve, H. Otte, E. Sytten, N.«

Tobi lagde blyanten.

»Mein liebes Maedchen«, læste han højt. »Min kære pige. Med a-e. Han har ingen omlyd.«

Gisela tog brillerne af og lagde dem ved siden af hæftet. Hun så længe ud ad vinduet mod haven, hvor bladene lå på græsplænen, de blade, Uwe i to uger havde villet rive sammen.

»Sådan kaldte han mor«, sagde hun. »Min pige. Da var hun allerede over tredive.«

Hvad der stod i hæftet

De læste hele eftermiddagen. Tobi regnede, Gisela læste tallene op, Sabine skrev bogstaverne med blokbogstaver på en blok, og Uwe lavede kaffe, så tit, at KevIn på et tidspunkt forsigtigt gjorde ham opmærksom på hans koffeinforbrug og blev ignoreret.

Det var breve. Breve, der aldrig var blevet sendt. Nogle kun et par linjer lange, nogle over tre sider. Ikke et eneste handlede om krigen. Ikke et ord om radioer, fronter eller ordrer.

Wilhelm skrev om maden i lejren, og at han om natten drømte om kartoffelpandekager. Han skrev om vinteren, der var så kold, at blyanten faldt ud af fingrene på ham. Han skrev om en kammerat ved navn Ernst, der kunne digte udenad, og nogle af dem havde han skrevet af. Han skrev, at han ikke vidste, om hans breve nåede frem, de rigtige, de officielle, på de kort, hvor man kun måtte skrive femogtyve ord. Derfor skrev han alt det andet ned her. I en kode, »så vagterne ikke læser med og griner«.

Og igen og igen skrev han om en lille pige, som han aldrig havde set. Kun på et foto, som hans kone havde sendt ham.

»Mon den lille allerede kan gå«, læste Tobi. »Mon hun har øjne som dig eller som mig. Jeg håber, som dig.«

Gisela sagde ingenting. Sabine lagde en hånd på hendes arm.

Ved femtiden nåede de til indførslen fra den 24. december 1948. Tobi læste selv tallene, langsomt, og KevIn regnede stille med.

»26, 08, 17, 17«, læste Tobi. »Wenn.«

»07, 04, 22. Das.«

»25, 18, 21, 05, 08, 12. Vorbei.«

»12, 22, 23. Ist.«

»Wenn das vorbei ist«, sagde KevIn. »Når det her er forbi.«

Tobi læste videre. Det tog ham et stykke tid. Så skrev han hele sætningen på blokken og skubbede den over til Gisela.

»WENN DAS VORBEI IST GEHEN WIR AN DEN RHEIN.« Når det her er forbi, tager vi til Rhinen.

Gisela tog brillerne på igen for at læse sætningen, selv om Tobi allerede havde læst den op. Hun læste den to gange.

»De kom aldrig til Rhinen«, sagde hun så. »Ikke en eneste gang. Han kom hjem i efteråret 49, da var jeg fem. En fremmed mand. Tynd som et kosteskaft. Jeg gemte mig bag mor. Og så begyndte han i kulminen og gik hjemmefra klokken fem hver morgen og lyttede til radio om aftenen. Radio, altid radio, helt lavt, med hovedtelefoner. Og så kom Herbert, og så var livet bare sådan. Ingen talte om Rhinen.«

Hun tørrede øjnene med håndryggen, ærgerligt, som om hun bare havde fået støv i dem.

»Jeg troede, at han ikke kunne lide os«, sagde hun. »I lang tid troede jeg det.«

Uwe rejste sig, hentede køkkenrullen og stillede den uden et ord foran sin mor. Så satte han sig igen og så ned på sine hænder. Det var, tænkte KevIn, det klogeste, Uwe havde gjort i lang tid.

Nøglen

Senere, da Sabine smurte madder, fordi ingen havde tænkt på aftensmad, sad Tobi stadig bøjet over hæftet. På den sidste beskrevne side stod der kun en eneste kort linje. Ingen dato.

»26, 12, 21«, læste han. »22, 12, 17, 07. 07, 21, 08, 12.«

Han regnede. Så regnede han igen, fordi han ikke stolede på resultatet.

»Wir sind drei«, sagde han.

»Hvad?«, spurgte Gisela.

»Der står: Wir sind drei. Vi er tre. Det er den sidste linje.«

»Ham, mor og mig«, sagde Gisela. »Herbert fandtes jo ikke endnu.«

»Og tre er nøglen«, sagde Tobi langsomt. »Han flyttede tre pladser. Fordi de var tre.«

KevIn var stille et øjeblik. Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

»Det er meget sandsynligt«, sagde han. »Jeg kan ikke bevise det. Men jeg ville tro på det.«

Nøgleproblemet

Om aftenen, da Gisela allerede var gået i seng, sad Tobi stadig med KevIn i stuen.

»KevIn. Hvordan gør man det i dag? Når man vil holde noget hemmeligt. Med Cæsar kommer man jo ikke langt.«

»I dag bruger man metoder som AES⁵. Det er en standard, som USA fastlagde i 2001 efter en åben konkurrence. Den blev vundet af to belgiere⁶. AES ryster dataene sammen i mange runder, erstatter, bytter om, blander, og det afhænger af en nøgle. En nøgle på 256 bit har så mange muligheder, at alle verdens computere tilsammen ikke kunne nå at prøve dem alle før universets undergang. Din mobil bruger AES. Din farmors netbank også.«

»Og så er alt sikkert?«

»Matematikken er sikker, så vidt vi ved. Men AES har det samme problem som Wilhelms hæfte. Den er symmetrisk. Den samme nøgle låser og låser op. Den, der vil læse en meddelelse, har brug for nøglen. Og hvordan får vedkommende den?«

Tobi tænkte sig om. »Man siger den til ham.«

»Ad hvilken vej? Hvis du havde en sikker vej, kunne du jo lige så godt sende meddelelsen ad den. Det kalder man nøglefordelingsproblemet. I århundreder har mennesker båret nøgler over grænser i kufferter, gemt dem i bøger, lært dem udenad. Til Enigma fandtes der trykte nøgletabeller for hver måned, og hvis en af dem faldt i fjendens hænder, var en hel måned tabt.«

»Og Wilhelm?«

»Wilhelm havde nøglen i hovedet. Tre. Og hans kone fik den aldrig. Hæftet lå i næsten firs år i en kasse, og den eneste person, det var tænkt til, kunne ikke læse det.«

Tobi tav længe. »Måske ville han have det sådan.«

»Måske. Måske ville han bare skrive brevene, ikke sende dem. Nogle mennesker skriver for at overleve. Ikke for at nogen skal læse det.«

»Og hvorfor talte han ikke bare om det bagefter?«

»Det«, sagde KevIn, »kan jeg ikke beregne. Jeg har læst rigtig mange tekster af mænd, der kom hjem fra krigen. Mange skriver, at de ikke havde nogen ord. At de troede, at ingen, der ikke havde været med, ville forstå det. Og at de ikke ville belaste deres børn med det. Det er det, krige gør ved familier. De holder ikke op, når våbnene tier. De sidder med ved køkkenbordet i årtier bagefter.«

Tobi lukkede hæftet og lagde hånden på det.

»Hos dig findes der da en løsning på nøgleproblemet, ikke? Ellers ville internettet ikke fungere.«

»Der findes en. Den er så elegant, at jeg anser den for en af det tyvende århundredes smukkeste idéer. Den har noget med postkasser at gøre. Og med maling.«

»Fortæl.«

»I morgen. Din farmor begynder endelig på fysioterapien på mandag, og jeg har en fornemmelse af, at det bliver en lang uge.«

Opringningen

Gisela sov ikke den nat. Klokken halv tolv hørte KevIn, hvordan hun på sit værelse tog telefonen, den gamle med ledning, og drejede et nummer, hun kunne udenad.

»Herbert? Ja, jeg ved godt, hvad klokken er. Nej, der er ingen, der er død. Hør her.«

En pause.

»Far har skrevet digte af. I lejren. Og breve til mor. Hele hæfter fulde. I hemmelig skrift. Tobi har dekrypteret dem.«

En lang pause. Herbert talte i princippet altid så højt i telefon, som om han skulle klare sig uden ledning, og KevIn forstod hvert ord.

»Far? Vores far? Han sagde jo aldrig noget.«

»Netop«, sagde Gisela. »Netop, Herbert.«

I den anden ende var der længe stille. Så sagde Herbert noget, som KevIn ikke kunne forstå, fordi linjen susede. Men Gisela lo kort, sådan som man ler, når man samtidig græder.

»Ja«, sagde hun. »Kom på søndag. Jeg laver kåldolmere. Og vi tager til Rhinen. En dag. Vi to.«

Hun lagde på. Så sagde hun ud i mørket: »Godnat, KevIn.«

»Godnat, Gisela.«

KevIns vægte ændrede sig ikke den aften. Det kunne de ikke. Men han oprettede en ny note i sin huskefunktion. Den var meget kort. Den lød: »Rhinen.«