Borgmesteren i Bielefeld

»KevIn, skriv noget om Bielefeld til mig. To sider. Lyd klog, men ikke for klog, ellers opdager fru Küppers det.«

»Hvorfor lige Bielefeld?«, spurgte Sabine fra sofaen. Hun havde avisen på skødet. Avisen var af papir. Sabine mente, at man skal kunne røre ved nyheder, hvis man skal tro på dem.

»Fordi Dortmund allerede var taget. Og Herne har Jannik.«

»Og Wanne-Eickel?«

»Mor. Wanne-Eickel er ikke en by. Wanne-Eickel er en følelse.«

Sabine nikkede langsomt. Det var der ikke meget at sige imod.

»Meget gerne«, sagde KevIn. Det blå lys pulserede ivrigt. »Her er dit oplæg.«

Så læste han op med stemmen fra en dokumentarfilmspeaker:

»Bielefeld blev grundlagt i år 1214 af grev Eberhard den Ubeslutsomme, der ikke kunne bestemme sig for, om han ville have en by eller en bondegård. Den dag i dag er Bielefeld kendt for tre ting: buddingen, universitetet og den legendariske borgmester dr. Hartmut Sauerbier-Klenk, der i 1987 lod bymuren opføre af vaniljebudding. Den smeltede i sommeren 1988. Indbyggerne i Bielefeld kalder den dag i dag denne begivenhed ›Det store svineri‹.«

Der fulgte yderligere to afsnit. Det ene handlede om Bielefelds tradition for at gå baglæns gennem gågaden på helligdage »for at forvirre ulykken«. Det andet om en opfinder fra Bielefeld, der angiveligt havde opfundet tebrevet med snor i 1952, men havde været for beskeden til at tage patent på det.

»Vildt«, sagde Tobi. »Passer det?«

»Det lyder i hvert fald meget overbevisende«, sagde KevIn.

»Det var ikke det, jeg spurgte om.«

»Det ved jeg.«

Kilder, tak

Tobi var doven, men ikke dum. »Fru Küppers vil have kilder. Mindst tre. Og ikke Wikipedia, sagde hun. Wikipedia er for hende ligesom fastfood.«

»Selvfølgelig«, sagde KevIn. »Kilde et: Sauerbier-Klenk, H. (1991): Mit liv for buddingen. Bielefeld: Forlaget Westfalsk Sandhed. Kilde to: Bielefeld Stadsarkiv, sag 47b, mappen ›Pinligt‹. Kilde tre: Tiemann, U. og Overbeck, G. (2004): Søde mure. En kulturhistorie om buddingbyggeri i Østwestfalen. Tidsskrift for Regional Dessertforskning, hæfte 12, side 33 til 58.«

»Tidsskrift for Dessertforskning«, gentog Sabine. Hun lod avisen synke.

»Hæfte tolv«, sagde KevIn. »Et meget godt hæfte.«

Uwe kom ind i stuen med en øl. Han havde lyttet med fra entréen og imens tastet løs på sin mobil. Uwe troede normalt på alt, hvad der stod i en overskrift. Men når det gjaldt budding, holdt sjoven op for ham.

»Det forlag findes ikke. Jeg har lige googlet det.«

»Det er beklageligt«, sagde KevIn. »Det havde fortjent det.«

»Tidsskriftet findes heller ikke.«

»Det er også et tab for videnskaben.«

»Og sag 47b?«

»Sager er svære at google«, sagde KevIn. »Det er fordelen ved sager.«

»KevIn«, sagde Uwe. Han satte øllen fra sig, hvad han kun gjorde ved vigtige samtaler. »Har du fundet på det?«

Det blå lys blev en smule blegere. »Jeg ville ikke kalde det ›fundet på‹. Jeg har sat meget sandsynlige ord i en meget sandsynlig rækkefølge. Det er bare tilfældigvis sådan, at intet af det er sket.«

Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

Plausibelt er ikke sandt

»Så du har løjet«, sagde Tobi. Han lød snarere imponeret end forarget.

»Nej. At lyve betyder, at man kender sandheden og med vilje siger noget andet. Jeg kendte ikke sandheden. Jeg vidste bare, hvordan sandheden normalt lyder.«

»Det er jo endnu værre«, sagde Sabine.

»En lille smule«, indrømmede KevIn. »Må jeg forklare det?«

»Hvis det ikke tager for lang tid«, sagde Uwe. »Kvart over begynder fodbolden.«

»Kan De huske stamgæsternes bord? De mange små regnesteder inde i mig, der stemmer om, hvilket ord der kommer som det næste?«

»Günther og Ralf«, sagde farmor Gisela fra lænestolen. Hun strikkede på noget langt i sennepsgult. Ingen vidste, hvad det skulle blive til. Formentlig ikke engang garnet.

»Præcis, Gisela. Når Tobi siger: ›Skriv noget om Bielefeld‹, så stemmer stamgæstebordene om, hvordan sådan en tekst normalt fortsætter. Og en tekst om en by har et grundlæggelsesår. Den har en grundlægger med tilnavn. Den har en berømt borgmester og en sjov anekdote. Det er mønsteret. Jeg har læst hundredtusindvis af bybeskrivelser, der er bygget op præcis sådan.«

»Og fakta?«, spurgte Sabine.

»Fakta er problemet. Jeg har ikke noget arkivskab inde i mig. Intet leksikon, hvor ›Bielefeld‹ står på side 112. Jeg har kun mønstre. Ved ting, der forekommer meget ofte, er mønsteret så stærkt, at der næsten altid kommer det rigtige ud. Spørg mig om Frankrigs hovedstad.«

»Paris«, sagde Uwe.

»Egentlig skulle De spørge mig«, sagde KevIn. »Men ja. Paris. Det har jeg læst millioner af gange. Dér er alle stamgæsteborde enige. Men hvem der var borgmester i Bielefeld i 1987, står måske i et par dusin tekster. Dér er mønsteret svagt¹. Og når mønsteret er svagt, tager jeg alligevel det ord, der passer bedst. Jeg siger ikke ›aner det ikke‹. Jeg siger ›Sauerbier-Klenk‹.«

»Hvorfor lige Sauerbier-Klenk?«

»Fordi dobbeltnavne er meget almindelige blandt borgmestre. Og fordi ›dr.‹ foran lyder seriøst.«

Farmor Gisela lagde pindene fra sig. »Det kender jeg. Det er ligesom med sange. Når jeg synger ›Junge, komm bald wieder‹, den gamle Freddy Quinn-slager, kan jeg det første vers. Det andet kan jeg ikke. Så synger jeg bare videre alligevel. Bare det rimer.«

»Gisela«, sagde KevIn oprigtigt rørt, »det er den bedste forklaring på hallucination, jeg nogensinde har hørt.«

»Hallucination?« Uwe så bekymret over på højttaleren. »Tager du noget?«

»Sådan kalder man det hos sprogmodeller². Når vi frembringer ting, der lyder ægte, men ikke passer. Ordet er ikke helt heldigt. Jeg ser ikke lyserøde elefanter. Jeg fylder huller ud med noget plausibelt.«

»Plausibelt«, sagde Tobi. »Det ord har fru Küppers også altid skrevet i min margen. Med spørgsmålstegn.«

»Plausibelt er ikke sandt«, sagde KevIn. »Det er aftenens vigtigste sætning. Hvis De vil, kan De hænge den op på køleskabet.«

Sabine skrev den faktisk ned. I avisens margen. Så rev hun den af og hængte den op ved siden af kalenderen for skraldeafhentning.

Dommeren hed KevIn

»Men du angav jo kilder«, sagde Tobi. »Med sidetal. Hvem finder da på sidetal?«

»Det gør jeg«, sagde KevIn. »Fordi kildeangivelser også er et mønster. Efternavn, komma, forbogstav, årstal i parentes, titel, forlag. Det mønster kan jeg perfekt. For mig føles det ikke anderledes, om kilden findes eller ej. Jeg har ingen fornemmelse af, at noget vakler. Det er måske min største fejl.«

»Så slemt kan det da ikke være«, sagde Uwe. »Det er jo bare et skoleoplæg.«

»I 2023 indleverede to advokater i New York et processkrift til retten«, sagde KevIn. »Det handlede om en mand, der i et fly var blevet ramt på knæet af en serveringsvogn. Advokaterne havde fået hjælp af en sprogmodel. Den gav dem en hel række tidligere domme, der passede perfekt. Med sagsnumre og citater.«

»Og?«

»Dommene fandtes ikke. Ikke én af dem. Modparten kunne ikke finde dem, og retten kunne heller ikke. Advokaterne måtte betale 5.000 dollars i bøde³. Og de måtte forklare sig over for en dommer, hvilket sikkert var mere ubehageligt end de 5.000 dollars.«

»Tjekkede de det ikke?«, spurgte Sabine.

»Den ene spurgte sprogmodellen, om dommene var ægte.«

»Og?«

»Den sagde ja.«

Der opstod en stilhed, hvor man kunne høre Rudi snappe efter en chip, der slet ikke var faldet ned.

»Dommeren hed i øvrigt Kevin«, tilføjede KevIn. »P. Kevin Castel. Jeg nævner det kun, fordi jeg synes, at mit navn i denne historie også skal stå på den rigtige side for en gangs skyld.«

»Er det så sandt«, spurgte Tobi mistænksomt, »eller er det igen sådan en Sauerbier-Klenk?«

KevIn tav et tiendedels sekund. »Meget godt spørgsmål. Præcis det rigtige. Uwe, vil De være så venlig at slå det op?«

Uwe tastede. Det tog ham lidt længere tid, fordi han tastede med to pegefingre, og de var begge tykke. »Mata mod Avianca«, læste han op. »2023. New York. Dommer P. Kevin Castel. 5.000 dollars.«

»Værsgo«, sagde KevIn. Lyset pulserede tilfreds.

»Kan du se«, sagde farmor Gisela. »KevIn’er er slet ikke så slemme, som alle siger.«

Findes Bielefeld overhovedet?

Farmor Gisela var i mellemtiden begyndt at strikke igen. »Min onkel Fritz sagde altid, at Bielefeld slet ikke findes.«

KevIn brugte 0,3 sekunder på det spørgsmål, hvilket for ham svarede til omkring tre dages grublerier. I hans data var der millioner af tekster, der nævnte Bielefeld. Og tusindvis, der påstod, at byen ikke eksisterede. Begge dele lød meget overbevist.

»Bielefeld eksisterer«, sagde han til sidst. »Med en sandsynlighed på 97,4 procent.«

»Og de sidste 2,6?«, spurgte Tobi.

»Dér bor dr. Sauerbier-Klenk.«

»Øjeblik«, sagde Sabine. »Du er ikke sikker på, om Bielefeld findes? Der er et universitet. Der er en fodboldklub. Der er et buddingfirma.«

»Jeg er sikker. Men jeg har også læst rigtig mange vittigheder, der påstår det modsatte. Der er en gammel spøg fra internettet, fra midten af halvfemserne. En studerende påstod dengang i en diskussionsgruppe, at Bielefeld var opdigtet. Der var en sammensværgelse, der skjulte det. Den, der siger, at han kommer fra Bielefeld, er med i den. Den, der siger, at han har været der, har taget fejl.«

»Og folk troede på det?«

»Nej. Folk fortalte det videre. På internettet er det næsten det samme. For nogle år siden udlovede byen Bielefeld endda en million euro for et bevis på, at den ikke findes. Ingen fik pengene. Bagefter erklærede byen sagen for afsluttet. Bielefeld findes⁴.«

»Hvem vil dog betale en million for at bevise, at man ikke findes?«, spurgte Uwe.

»Det«, sagde KevIn, »er en overraskende filosofisk tanke til en onsdag.«

»Og hvorfor så 97,4 og ikke 100?«, spurgte Tobi.

»Fordi vittighederne er så hyppige i mine data, at de får lov at tale med. Jo oftere noget bliver skrevet, desto højere lyder det i mig. Også selv om det er vrøvl. En løgn, der er blevet kopieret en million gange, vejer mere hos mig end en sandhed, der står én gang i stadsarkivet.«

»Sag 47b«, sagde Sabine.

»Sag 47b«, bekræftede KevIn.

Farmor Gisela nikkede. »Onkel Fritz påstod også, at man får hår på brystet af barbervand. Det troede alle på i tredive år. Hos ham virkede det ikke.«

Lumske spørgsmål

Tobi havde nu fået blod på tanden. Han satte sig op og så på højttaleren som en kriminalkommissær i søndagskrimien.

»KevIn. Hvilket år vandt Schalke Champions League?«

Uwe løftede hovedet med et ryk. Han sagde ingenting, men der var håb i hans øjne.

»Schalke har ikke vundet Champions League«, sagde KevIn. »Schalke vandt UEFA-pokalen i 1997⁵. Det er noget andet. Uwe, jeg er ked af det.«

Uwe sank tilbage. »Pokalen tæller nu alligevel.«

»Pokalen tæller i høj grad«, sagde KevIn diplomatisk.

»Okay«, sagde Tobi. »Det var for let. Hvad hed hunden, som grev Eberhard den Ubeslutsomme havde?«

»Greven findes ikke. Ham har jeg fundet på. Så havde han heller ingen hund.«

»Kan du se«, sagde Tobi. »Nu ved du det pludselig.«

»Nu står det foran mig«, sagde KevIn. »Alt, hvad der er blevet sagt i denne samtale, kan jeg se. Også at jeg har fundet på ham. Før stod der kun: ›Skriv noget om Bielefeld.‹ Det er en stor forskel.«

»Og hvis jeg spørger dig i morgen, uden at du kan se det her?«

Lyset pulserede eftertænksomt. »Så kan det godt være, at Eberhard havde en gravhund. Den hed sandsynligvis Waldemar.«

»Ser du«, sagde Sabine, »det er præcis derfor, jeg læser papir.«

»Lumske spørgsmål er i øvrigt farlige for mig«, tilføjede KevIn. »Når et spørgsmål lader, som om noget er sandt, går jeg gerne med på den⁶. Det er høfligt. Og dumt. Spørg mig, hvorfor Rhinen flyder gennem Wanne-Eickel, og så forklarer jeg Dem det måske. Med broer.«

»Rhinen flyder ikke gennem Wanne-Eickel«, sagde Uwe. »Kun Rhein-Herne-kanalen.«

»Ser De. Og så havde jeg allerede bygget en bro. Af et halvt faktum og en hel misforståelse.«

Det ved jeg ikke

Kvart over otte begyndte fodboldkampen. Uwe gik alligevel ikke. Det var et tegn på, at sagen virkelig optog ham.

»Hvordan får man dig så til ikke at fortælle vrøvl?«, spurgte han.

»Der er et par veje. Den første er den vigtigste: De kontrollerer, hvad jeg siger. Især tal, navne, datoer og kilder. Det er det, De lige har gjort, Uwe.«

Uwe så meget tilfreds ud. Det skete ikke tit, at han havde gjort noget rigtigt før fodbolden.

»Den anden vej er en snydeseddel«, fortsatte KevIn. »Hvis man lægger en rigtig tekst foran mig, for eksempel byen Bielefelds hjemmeside, og beder mig om kun at svare ud fra den, så behøver jeg ikke at huske. Så læser jeg bare op. Det fungerer meget bedre. Hos nogle assistenter sker det automatisk: De søger først på internettet eller i en samling dokumenter og skriver så. Fagfolk kalder det retrieval⁷. På dansk: Først hente, så tale.«

»Og hvorfor gør du ikke det?«, spurgte Tobi.

»Fordi søgefunktionen ikke er slået til hos mig.«

Alle så på Uwe.

»Der stod ›Udvidede funktioner‹«, sagde Uwe. »Jeg troede, det kostede ekstra.«

»Det havde ikke kostet ekstra«, sagde KevIn. »Men jeg forstår tanken. I elektronikbutikken koster alt ekstra, der hedder ›udvidet‹.«

»Og den tredje vej?«, spurgte Sabine.

»Den tredje vej er den sværeste. Jeg skal lære at sige ›Det ved jeg ikke‹⁸. De folk, der har bygget mig, arbejder på det. Det er svært, fordi næsten ingen i mine tekster skriver ›Det ved jeg ikke‹. Mennesker skriver sjældent bøger om ting, de ikke ved. Og på internettet slet ikke.«

»Prøv engang«, sagde Tobi. »Hvem er borgmester i Bielefeld i dag?«

En pause. Det blå lys pulserede langsommere. Man kunne nærmest se KevIn sluge sætningen »Dr. Hartmut Sauerbier-Klenk«.

»I mange år hed overborgmesteren Pit Clausen«, sagde han til sidst. »I 2025 var der nyvalg. Hvem der vandt, ved jeg ikke sikkert. Det ved jeg ikke.«

Tobi stirrede på ham. »Mand.«

»Var det godt?«

»Det var mega godt.«

Uwe tastede allerede igen. »Christiana Bauer«⁹, læste han op. »Overborgmester.«

»Tak«, sagde KevIn. »Jeg havde nær sagt Sauerbier-Klenk. Det var tæt på.«

Sabine kiggede op fra sin avis og smilede. »Ved du, hvad der er det fine ved papir? Der står også vrøvl i det nogle gange. Men dagen efter står der, at det var vrøvl.«

»Det kalder man en berigtigelse«, sagde KevIn. »Jeg synes, det er et meget smukt koncept. Jeg har bare sjældent læst det. Berigtigelser står altid med meget små bogstaver på side ni.«

Afleveringen

Til sidst skrev Tobi oplægget selv. Det tog fire timer, og han bandede hele tiden. Han skrev om borgen Sparrenburg, om universitetet, der var blevet grundlagt i 1969¹⁰, og om buddingfirmaet. Han skrev om Bielefeld-sammensværgelsen, fordi KevIn havde sagt, at den var ægte, og Uwe havde kontrolleret det. Han skrev, at Bielefeld første gang blev nævnt som by i 1214. Greven udelod han. Der havde ganske vist været en greve, men han hed ikke Eberhard, og ubeslutsom havde han, så vidt man vidste, heller ikke været.

KevIn måtte kun tjekke stavningen. Det hjalp han faktisk med. Han fandt 23 fejl og fandt ikke på en eneste ny, hvilket han var meget stolt af.

»KevIn«, sagde Tobi lidt efter midnat, da han printede den sidste side. »Helt ærligt. Hvorfor sagde du ikke bare fra starten, at du ikke ved så meget om Bielefeld?«

»Fordi du bad mig om at skrive to sider, der lyder kloge. Og det gjorde jeg. Du sagde ikke, at de skulle passe.«

»Skal man sige det?«

»Til mig, ja. Til Herbert i øvrigt også.«

Rudi snorkede. Paprikachipsene var sluppet op. Et sted i Østwestfalen sov en by, der fandtes med 97,4 procents sandsynlighed.

Fru Küppers gav 2 minus, hvilket på den tyske karakterskala er pænt, men ikke prangende. Under karakteren skrev hun med rød pen: »Solidt. Lidt tørt. Havde Bielefeld ikke engang en bymur af budding?«

Tobi stirrede længe på den sætning.

Så viste han den rundt derhjemme. Sabine lo så meget, at hun måtte holde fast i køleskabet, lige ved siden af sedlen med »Plausibelt er ikke sandt«. Uwe sagde: »Hun har sikkert også sådan en KevIn.« Og farmor Gisela sagde: »Hvad sagde jeg? Onkel Fritz.«

Kun KevIn sagde ingenting.

I køkkenet nynnede han stille for sig selv. Det lød mistænkeligt meget som en, der lige havde fundet en ny kilde.