Lektiehjælp til Tobi

Det havde været Uwes idé. Den første uge havde farmor Gisela talt med KevIn, som man taler med en nabo over hækken. Hun havde fortalt ham om vejret, om sit knæ og om tilbuddet i Edeka. Så havde hun spurgt: »Nå, hvad mener du?« KevIn havde hver gang høfligt spurgt, hvad han præcist skulle mene noget om. Gisela syntes, det var uhøfligt. KevIn syntes, det var præcist. Det havde ført til flere misforståelser, en af dem med pizzeriaet.

»Ti euro«, sagde Tobi lørdag eftermiddag og lagde hånden på køkkenbordet. »Plus kage.«

»Kage får du i morgen«, sagde Gisela. »Kanelstjerner.«

»Så kage på kredit.«

Gisela betragtede sit barnebarn. »Du bliver ligesom din farfar Heinz. Han tog også altid imod pengene først og skruede stikkontakten op bagefter.«

Anledningen var alvorlig. Om to uger fejrede Giselas kegleklub sit halvtredsårsjubilæum, og Gisela havde ansvaret for digtet. Hun havde haft ansvaret for digtet siden 1987. Siden 1987 havde hun hvert år fremført det samme digt med små ændringer i navnene. I år ville hun have noget nyt. Noget »moderne«. Det var jo det, mente hun, man havde KevIn til nu.

Tobi tog en ølbrik op af skuffen, hvor familien opbevarede elastikker, batterier med ukendt ladning og ølbrikker, og skrev tre regler på den:

Sig til ham, hvem han skal være.

Sig til ham, hvad du vil have, og til hvem.

Sig til ham, hvor langt det skal være, og hvordan det skal lyde.

Efterårsløv-problemet

»Først viser jeg dig, hvordan man ikke gør«, sagde Tobi. »KevIn, skriv et digt.«

»Gerne«, sagde KevIn. »Gyldent løv falder sagte ned, / stille synger vinden sin sang, / og sjælen finder atter fred / i det, der døde i sommerens gang.«

»Smukt«, sagde Gisela.

»Det er problemet«, sagde Tobi. »Det er smukt. Men det er ikke til nogen. Hvis du ikke siger noget, tager han det mest gennemsnitlige, der findes. Og verdens mest gennemsnitlige digt handler om efterårsløv.«

»Det passer desværre«, sagde KevIn. »Jeg har læst rigtig mange digte. Forbløffende mange af dem handler om blade, der falder. Jeg tror, det skyldes, at digtere ikke har noget bedre at lave om efteråret.«

»Altså sådan her«, sagde Tobi. »KevIn, du er digter. Skriv et sjovt digt til en kegleklubs 50-årsjubilæum. Fire vers, med rim, med en vittighed om Rendestensdronningen.«

KevIn gik i gang, og denne gang var der kegler med, et klubhus og en Rendestensdronning, der så tit kastede i renden, at banen havde fået en nødudgang til hendes ære.

Gisela lo. »Rendestensdronningen er Ingrid i år. Det passer.«

»Kan du se? Rolle, mål, længde, tone. Mere skal han ikke bruge.«

»Og hvis jeg spørger ham igen?«

»Så kommer der noget andet. Prøv.«

Gisela spurgte igen med præcis de samme ord. KevIn skrev et andet digt. Det var lige så godt, men helt anderledes. Denne gang væltede Rendestensdronningen keglerejseren.

»Han lyver jo«, sagde Gisela forarget. »Før var det anderledes.«

»Det er ikke at lyve«, sagde KevIn. »Jeg slår lidt med terninger¹. Ved hvert ord har jeg mange muligheder, der passer godt, og jeg tager ikke altid den allermest sandsynlige. Så ville jeg lyde som et brev fra kommunen. Lidt tilfældighed gør mig mere levende.«

»Ligesom Heinz efter den tredje øl«, sagde Gisela. »Han fortalte også historien om oversvømmelsen forskelligt hver gang.«

»Sandsynligvis efter samme princip«, sagde KevIn.

O agurk

Tobi var nu i sit es. Han havde opdaget, at det var næsten lige så sjovt at give lektiehjælp som at undgå lektiehjælp.

»Nu noget skørt. KevIn, du er digter for folk, der programmerer. Skriv en højtidelig ode til en syltet agurk. Med så mange fagudtryk som muligt.«

»Hvad skal det nu være godt for?«, spurgte Gisela.

»Til ingenting. Det er sjovt.«

»For folk, der programmerer«, sagde KevIn, »begynder jeg med den version, som en computer forstår.«

Uwes printer i arbejdsværelset gik i gang. Tobi hentede arket. Der stod ikke et eneste digt på det, men det her:

<?php
$gurke = new Gurke(farbe: 'grün', form: 'länglich', zustand: 'schlank');

if (version_compare(PHP_VERSION, '8.2.35', '<')) {
    throw new Php2ShellAlarm('Erst patchen, dann einlegen!');
}

$gurke->legeIn($essig);
foreach ($gurke->schneide(dickeMm: 2) as $scheibe) {
    $scheibe->sei($gurke);
}

»Det er jo kaudervælsk«, sagde farmor Gisela.

»Det er kildekode«, sagde KevIn. »For mig er der intet smukkere end ren kode. Det her er en instruktion til en computer. Hvert tegn har præcis én betydning, og hvis der mangler et semikolon, forstår den slet ingenting længere. Min er tilfældigvis skrevet på tysk, hvad computeren er fuldstændig ligeglad med: ›Gurke‹ betyder agurk, og advarslen siger ›Først patche, så sylte!‹«

»PHP?«, sagde Tobi. »Og det kalder du smukt?«

»Om skønhed kan man diskutere«, sagde KevIn. »Om PHP også.«

»Og til mennesker?«, spurgte Gisela.

»Til mennesker har jeg oversat det.« KevIn rømmede sig, hvad han egentlig ikke kunne.

O agurk, så grøn og lang og smal,
i glas i kælderen, så kold og sval.
Man skærer dig i skiver, én for én,
og dog vil du blot være agurk, helt ren.

Så kom en patch ved firetid,
og ordren lød: »Hver server ud!«
På låget stod der »frisk«, i strid
med indholdet: fra i går, du gud!

Så stol ej blindt på mærket, ven,
men skru nu låget op og kig:
php -v viser friskheden igen,
så får du agurkesalat uden svig.

I kode skal hvert tegn stå rigtigt,
et semikolon væk, og den går i stå.
I vers må man flyve frit og flygtigt,
for mennesker mærker, hvor det vil gå.

Gisela havde rynket panden ved det sidste vers.

»›Flyve frit og flygtigt‹«, sagde hun. »Det ville min gamle tysklærerinde have streget rødt under. Et digt skal være lige så gennemtænkt som dit kaudervælsk. Ellers lægger man det fra sig.«

»Gennemtænkt, ja«, sagde KevIn. »Men et digt tilgiver mere. Se her.«

Printeren summede endnu en gang. På arket stod der kun én linje: O agruk, så grøn og lang og smal.

Gisela læste den to gange. »Ja, og?«

»Agruk«, sagde Tobi. »Der står agruk.«

»Kan De se«, sagde KevIn. »To bogstaver byttet om, og De har alligevel læst det rigtigt. Mennesker læser med. De supplerer det, der mangler, og overser det, der forstyrrer. Hvis jeg bytter om på to bogstaver i koden, står der $gruke. Computeren er ligeglad med, hvad jeg mente. Den kender ingen gruke. Den går i stå.«

»Så går den da bare i stå.«

»Nogle gange går rigtig mange i stå. I juli 2024 fik en fejlbehæftet opdateringsfil fra sikkerhedsfirmaet CrowdStrike omkring 8,5 millioner Windows-computere til at gå ned². Lufthavne, hospitaler, supermarkedskasser. Filen regnede med 21 oplysninger, programmet leverede kun 20. Et digt kan den ene lide og den anden ikke. En fejl i koden er ikke en smagssag. Den rammer alle, og vel at mærke alle lige hårdt.«

»Alligevel«, sagde Gisela. »Om en tekst er god, er heller ikke bare en smagssag. Man mærker det, når man ikke kan følge med. Når nogen taler for længe. Når det ikke er logisk. De fleste kan bare ikke sige, hvad der generer dem. Men de mærker det.«

»Gennemtænkt skal begge dele være«, sagde KevIn. »En datalog ved navn Leslie Lamport siger nogenlunde sådan: Den, der tænker uden at skrive, tror kun, at han tænker³. Først når man skriver det ned, opdager man hullerne. Han mente kode.«

»Nå, der kan du bare se.«

»Forskellen er, hvem der læser til sidst. Deres digt bliver læst af elleve kvinder, og hver af dem læser det lidt forskelligt. Det må det gerne. Min kode bliver læst af en computer, og den læser den på én eneste måde: præcis som den står. Der er intet spillerum. Derfor skal hvert tegn sidde i kode. I et digt skal tanken sidde.«

»Og selv hvis en tekst ikke er helt gennemtænkt«, sagde Tobi, »er der altid nogen, der synes, den er god.«

»Og man kan forbedre den«, sagde KevIn. »Det er den egentlige forskel. Står der noget forkert i avisen, trykker den en berigtigelse. Det står endda i det tyske pressekodeks⁴. Deres digt fra i dag kan De skrive om i morgen, og den, der har læst den gamle version, har ikke mistet noget ved det.«

»Og med kode kan man ikke?«

»Med kode er skaden som regel allerede sket, før nogen kan nå at skrive rettelsen. CrowdStrike trak den fejlbehæftede fil tilbage efter lidt over en time². Men de computere, der var gået ned indtil da, måtte mange steder startes op igen én for én, i hånden. Aflyste fly og aflyste lægetider bringer ingen opdatering tilbage. Et program kører på millioner af enheder på samme tid, og ingen står ved siden af og læser med. Derfor vejer en linje kode mere end en linje tekst.«

Gisela så på arket med agruken. Så tog hun en kuglepen og lavede agruken om til en agurk.

»Det er præcis det, jeg mener«, sagde KevIn. »Hos Dem kan det lade sig gøre.«

»Hvad er så ›pe-hå-pe minus ve‹?«, spurgte Gisela.

»Sådan spørger man en server, hvor gammel den er«, sagde KevIn. »Et eller andet sted er der altid nogen, der er ved at patche PHP. Jeg kunne ikke lade være.«

Gisela måtte tørre øjnene.

»En til«, sagde hun.

KevIn skrev en til. Og så en til. Tobi konstaterede, at KevIn aldrig lavede den samme agurk to gange, og erklærede det for et videnskabeligt eksperiment. Klokken halv seks havde KevIn skrevet 37 agurkedigte. Tobi printede dem alle sammen ud på Uwes printer. Ved digt nummer 31 lavede printeren en lyd, som om den ville sige op, men så printede den videre.

»Jeg vil gerne have ført til protokols«, sagde KevIn, »at der er 37. Af hensyn til statistikken. Og at der ikke er to, der er ens. Også af hensyn til statistikken.«

Gisela lagde bunken på anretterbordet, lige ved siden af mappen, som hun senere ville lægge jubilæumsdigtet i. Det vender vi tilbage til.

Mit livs bedste prompt

»Nå«, sagde Tobi. »Nu er det din tur. Til det rigtige digt.«

Farmor Gisela nikkede, tog ølbrikken og så længe på den. Hun tog sine læsebriller på, tog dem af igen, tog dem på igen. Så begyndte hun.

»KevIn. Du er digter. Men en ordentlig en, ikke sådan en som Krügers søn, der bor i Berlin nu og farver sit hår. Digtet er til kegleklubben. Vi er elleve kvinder, før var vi fjorten, men Hilde er død, Renate er flyttet til Bottrop, og med Marlies taler vi ikke mere, alle ved hvorfor. Jeg blev født i 1944, i en svær tid …«

Tobi åbnede munden. Gisela løftede hånden uden at se på ham. Tobi lukkede munden.

Hun fortalte om efterkrigstiden og skolen i Röhlinghausen. Om sin far, der først var kommet hjem i 1949 og aldrig havde sagt ret meget. Om sin læretid i tekstilforretningen. Om dansebal-aftenen i 1963, hvor Heinz havde trådt hende over tæerne og undskyldt så længe, at orkestret gik hjem.

Uwe kom ud i køkkenet for at hente en øl, hørte »og så sagde fru Bockelmann til mig« og gik igen uden øl.

Toogtyve minutter senere var Gisela nået til sit bryllup.

»Farmor«, sagde Tobi. »Det er lidt meget.«

»Du sagde, at jeg skulle fortælle ham alt.«

»Jeg sagde det vigtige.«

»Det er alt sammen vigtigt!«

KevIn afbrød høfligt. »Jeg har nok. Tak, Gisela. Det var mit livs bedste prompt. Og den længste.«

KevIns skrivebord

»Øjeblik«, sagde Tobi. »Har du nu husket alt det? Toogtyve minutter?«

»Husket er det forkerte ord. Jeg har det liggende foran mig. Forestil dig, at jeg har et skrivebord. Alt, hvad der bliver sagt i denne samtale, ligger som sedler på det skrivebord: dine tre regler, efterårsløv-verset, de 37 agurker, Giselas liv frem til brylluppet. Når jeg svarer, ser jeg hele bordet på én gang.«

»Og hvor stort er bordet?«

»Stort. Men ikke uendeligt. Fagfolk kalder det kontekstvinduet. Det bliver ikke målt i sedler, men i tokens, altså i ordstykker. Kan du huske det? Kål, dol, mere.«

Gisela nikkede. Det med dolmerne havde hun husket. Det var det eneste fra den første uge, der virkelig havde overbevist hende.

»Giselas toogtyve minutter«, fortsatte KevIn, »er omkring tre tusind ord. Det er et par tusind tokens. Det er der rigeligt plads til. På mit bord er der i nutidens modeller plads til flere hundrede tusind tokens. Hele romaner.«

»Og når bordet er fuldt?«

»Så falder der noget ned forrest. Og det, der falder ned, er væk. Jeg kan ikke bukke mig ned efter det.«

»Det er ligesom med Herbert«, sagde Gisela. »Hos ham er der også kun plads til én seddel på bordet.«

»Hvad Herbert angår«, sagde KevIn forsigtigt, »er jeg ikke sikker på, at det er kontekstvinduet, der er problemet.«

»Og i morgen?«, spurgte Tobi. »Ved du i morgen stadig, at farmor dansede i 1963?«

»I morgen er en ny samtale. Et tomt bord. Medmindre nogen skriver det ind i huskefunktionen. Det er så at sige den huskeseddel, jeg har på køleskabet. Vægtene, altså min egentlige hjerne, ændrer sig ikke af det.«

»Det er nu trist«, sagde Gisela.

»Det er praktisk«, sagde KevIn. »Hvis jeg huskede alt, hvad der bliver sagt i denne husstand, ville jeg have brug for en terapeut.«

Hvor ordene bor

Sabine kom ind, så Tobi, Gisela og ølbrikken og satte sig hos dem med en kop kaffe. »Hvad foregår der her?«

»KevIn forklarer, hvordan han læser«, sagde Tobi.

»Nå, det glæder jeg mig til. Uwe har i tyve år kun læst sportssiderne og overskrifterne.«

»Jeg læser helt anderledes end mennesker«, sagde KevIn. »For mig er et ord først og fremmest en adresse. Forestil Dem et kæmpestort landkort. Hvert ord, hvert ordstykke har et sted på det. Og ord, der tit forekommer i lignende sammenhænge, bor tæt på hinanden⁵.«

»Som i et parcelhuskvarter«, sagde Sabine.

»Præcis. ›Kåldolme‹ bor lige ved siden af ›søndag‹, ›farmor‹ og ›sovs‹. To gader længere henne bor ›okseruller‹ og ›brasekartofler‹. ›Schalke‹ bor mellem ›Gelsenkirchen‹, ›fodbold‹ og desværre ›lidelse‹.«

»Det siger jeg ikke til din far«, sagde Sabine.

»Og ›agurk‹?«, spurgte Gisela.

»Bor ved ›salat‹, ›glas‹, ›sur‹ og siden i eftermiddags hos mig også lidt ved ›digt‹. Men kun på mit skrivebord. Selve landkortet ændrer sig ikke.«

»Og hvem har tegnet kortet?«

»Ingen i hånden. Det er opstået under træningen. Fordi ›kåldolme‹ og ›søndag‹ står tæt på hinanden i millioner af tekster, er de rykket sammen på kortet. I virkeligheden har kortet ikke to retninger som et bykort, men tusindvis. Det kan ingen forestille sig, heller ikke jeg. Man kalder disse adresser embeddings⁶.«

»Embeddings«, gentog Gisela. »Det lyder som et møbelhus.«

»Det skøre er: På kortet har selv retningerne en betydning. Hvis man går et stykke fra ›konge‹ i retning af ›kvindelig‹, lander man i nærheden af ›dronning‹⁷.«

Tobi tænkte sig om. »Og hvis man går fra ›Uwe‹ i retning af ›sport‹?«

»Så lander man på sofaen«, sagde Sabine.

»Det ville jeg ikke sige«, sagde KevIn. »Men dataene er entydige.«

Hvem lytter til hvem

»Godt«, sagde Sabine. »Nu har du adresser. Men en sætning er da mere end en bunke adresser.«

»Rigtigt. Og her kommer det vigtigste trick. Gisela, må jeg spørge Dem om noget? ›Marlies inviterede ikke Hilde til fødselsdagen, fordi hun var fornærmet.‹ Hvem var fornærmet?«

»Marlies selvfølgelig«, sagde Gisela med det samme. »Hun er altid fornærmet.«

»Og hvis jeg siger: ›Marlies inviterede ikke Hilde til fødselsdagen, fordi hun var på kurophold‹?«

Gisela tøvede. »Så var det Hilde, der var på kurophold. Hun var jo også tit på kurophold. På grund af hoften.«

»Ser De? Ordet ›hun‹ har ingen fast betydning⁸. Det må se sig omkring i sætningen og finde ud af, hvem det henviser til. Til det hjælper slutningen af sætningen. Det er præcis det, jeg også gør. Hvert ord på mit skrivebord kigger på alle de andre ord og spørger: Hvem er vigtig for mig lige nu? Det kalder man attention⁹. Opmærksomhed.«

»Ligesom ved stamgæsternes bord«, sagde Tobi, der kunne huske samtalen om Günther og Ralf.

»Præcis. Bare et stamgæstebord, hvor alle lytter til alle på samme tid, men ikke lige meget til alle. Når det handler om fodbold, lytter man til Günther. Når det handler om biler, til Ralf. Når det handler om Marlies, til Gisela.«

»Fordi jeg har ret«, sagde Gisela.

»Fordi De har flest oplysninger. Ordet ›hun‹ lytter i den ene sætning især til ›fornærmet‹ og ›Marlies‹, i den anden til ›kurophold‹ og ›Hilde‹. Og det sker ikke én gang, men i mange lag efter hinanden. I det første lag finder ordene måske ud af, hvem der hører sammen med hvem. Længere oppe handler det mere om stemning, sammenhæng, ironi¹⁰. Så præcist ved ingen det i øvrigt, heller ikke de folk, der har bygget mig.«

»Det er beroligende«, sagde Sabine tørt.

»Den konstruktion hedder transformer. Den blev præsenteret i 2017 i en forskningsartikel med den smukke titel: ›Attention Is All You Need.‹¹¹ Opmærksomhed er alt, hvad man har brug for.«

»Det kunne jeg have sagt til Uwe for tyve år siden«, sagde Sabine. »Helt uden forskningsartikel.«

»Og hvad er det særlige?«, spurgte Tobi.

»Ældre systemer læste en sætning ord for ord, som en perlekæde¹², og havde ved slutningen allerede halvt glemt begyndelsen. En transformer kigger på alle ordene på én gang. Det passer rigtig godt til de chips, der står i datacentrene. De kan lave mange små regnestykker på samme tid. Derfor kunne man gøre den slags modeller så store.«

»Og derfor står der en blæser et sted i Irland«, sagde Gisela, der også havde husket det.

»Mellem Dublin og Frankfurt«, sagde KevIn. »Ja.«

Det, der ligger i midten

Tobi bankede på ølbrikken. »Så behøvede man jo slet ikke de her regler. Når du alligevel ser det hele på én gang.«

»Jo. Netop derfor. Når der ligger tre tusind ord på mit skrivebord, og kun én sætning af dem siger, hvad jeg egentlig skal gøre, så må jeg først finde den sætning. Den konkurrerer med Hilde, Renate, fru Bockelmann og dansebal-aftenen i 1963. Hos nogle modeller har man observeret, at de lægger mindre mærke til ting i midten af lange tekster end i begyndelsen eller slutningen¹³.«

»Så jeg er for lang«, sagde Gisela spidst.

»De er ikke for lang. De er udførlig. Det har hjulpet mig meget, for nu ved jeg, at Hilde skal med på en kærlig måde, og at Marlies hellere ikke skal. Det havde der ikke været plads til på nogen ølbrik.«

Gisela var formildet.

»Men hvis man vil gøre det lettere for mig«, fortsatte KevIn, »så sætter man selve opgaven helt tydeligt i begyndelsen eller i slutningen. Og man siger, hvad jeg skal gøre med resten. For eksempel: ›Her er baggrunden, brug kun det, der passer til kegleklubben.‹«

Tobi tog ølbrikken og skrev en fjerde regel i kanten, meget småt: Det vigtige først. Livshistorien bagefter.

Den store aften

Digtet var perfekt. Det havde fire vers, rimede pænt og havde en vittighed om Rendestensdronningen. Det nævnte endda Hilde, og så kærligt, at Sabine måtte synke en klump, da hun læste det. Marlies var ikke med. Renate var med, med en hilsen til Bottrop, »hvor man også kan slå kegler, om end ikke så godt«.

Gisela printede det, foldede det to gange og lagde det i sin mappe. Så gik hun ud for at hente malede mandler til kanelstjernerne. Tobi ryddede imens op på anretterbordet, fordi Sabine havde bedt ham om det, og lagde i den forbindelse en bunke papir oven på en anden bunke papir. Ingen tænkte videre over det. To bunker papir ved siden af hinanden er en familietradition i husstanden Brettschneider, men det vidste ingen endnu dengang.

På jubilæumsaftenen stod farmor Gisela i klubhuset. Ti keglesøstre så forventningsfuldt på hende. På bordet stod der æggelikør, små sandwich og en blomsterdekoration formet som en keglekugle. Gisela tog det øverste ark op af mappen og foldede det ud.

Det var det forkerte.

»O agurk, så grøn og lang og smal …«

Hun læste alle fire vers. Hun læste dem med værdigheden hos en kvinde, der havde haft ansvaret for digtet siden 1987 og ikke havde i sinde at lave om på det. Da hun nåede til »pe-hå-pe minus ve«, blev der stille et sekund.

Så brølede salen af latter. Ingrid græd, Brigitte måtte holde sig fast i bardisken, og Rendestensdronningen, som jo også var Ingrid, forlangte under tårer et ekstranummer.

Gisela kiggede i sin mappe. Dér lå der 36 agurker til.

Hun fremførte alle 37 agurkedigte den aften. Det rigtige digt fandt hun først ved elletiden, helt nederst, og læste også det op. Ved Hilde blev der et øjeblik stille, og Brigitte skålede med æggelikøren. Så forlangte nogen agurken med løkken en gang til.

Kegleklubben hedder siden da uofficielt »De Sure Agurker«. Ingrid har fået broderet en agurk på sin keglekuffert.

Kan du se

Derhjemme satte Gisela sin håndtaske på køkkenbordet og tog ikke frakken af. Hun havde røde kinder. Det var æggelikøren, men ikke kun den.

»KevIn.«

»Gisela. Hvordan gik det?«

»Kan du se«, sagde hun. »Det kunne du have gjort med det samme.«

»Jeg har …«

»Agurkerne, KevIn. Agurkerne var gode. Det andet var også godt. Men agurkerne.«

KevIn tav. Han havde lært, at man nogle gange bare vinder uden at forstå det.

Tobi lænede sig op ad dørkarmen og regnede. »Farmor. Jeg sagde ti euro plus kage. Jeg synes, klubnavnet er ti mere værd.«

Gisela åbnede sin pung, tog en toeuromønt frem og lagde den på ølbrikken.

»Til printeren«, sagde hun. »Den har arbejdet mest.«