Fem stjerner til ingen

Det var i begyndelsen af marts. Gisela bar stadig højre arm i slynge og strikkede alligevel. Hun strikkede nu med venstre, hvilket betød, at halstørklædet til Herbert tog en retning, ingen havde forudset. »Det bliver et rør«, sagde Tobi. »Det bliver, hvad det bliver«, sagde Gisela.

Sabine sad ved køkkenbordet med lægens henvisning foran sig og avisen ved siden af. Hun læste avisen på papir. Hun havde engang sagt: »Nyheder skal man kunne røre ved, hvis man skal tro på dem.« For fysioterapeuter gjaldt det desværre ikke. Dem måtte man finde på internettet.

»KevIn«, sagde hun. »Du ville finde den bedste fysioterapeut til mig. Det er tre uger siden.«

»Jeg fandt hende«, sagde KevIn. »Første dag. Siden da har jeg haft mine tvivl.«

»Vis mig det.«

KevIn sendte resultatet til Sabines tablet. Øverst, med foto og logo og en gylden ramme, stod der: PhysioPremium Ruhr. Nedenunder: 4,9 stjerner. 812 anmeldelser.

»Men det er jo super«, sagde Sabine. »Næsten fem stjerner.«

»Ja«, sagde KevIn. »Det er det, der er problemet.«

Det lyder som mig

»Læs et par stykker op«, sagde Gisela fra sofaen. Hun kunne godt lide at høre anmeldelser. Hun kunne også godt lide at læse dødsannoncerne. Det var samme slags nysgerrighed.

KevIn læste.

»›Jeg kan uden forbehold anbefale PhysioPremium Ruhr. Teamet er kompetent, empatisk og professionelt. Efter blot få behandlinger følte jeg mig som genfødt. Fem stjerner!‹ Skrevet af Markus T.«

»Det lyder da godt.«

»›PhysioPremium Ruhr overgik mine forventninger. Det kompetente, empatiske team tager sig tid til hver eneste patient. Jeg føler mig som et nyt menneske. Varmt anbefalet!‹ Skrevet af Sandra K.«

»Også godt.«

»›Som en, der længe har lidt af rygsmerter, kan jeg sige: PhysioPremium Ruhr er en ægte game changer. Kompetent, empatisk, professionel. Jeg er som genfødt.‹ Skrevet af Thomas W.«

Gisela lagde strikketøjet fra sig. »De har alle sammen været hos den samme fysioterapeut. Og de er alle sammen genfødt. Det er jo ligesom påske.«

»Der er 812 anmeldelser af den slags«, sagde KevIn. »Jeg har læst dem alle sammen. I 640 af dem står der ›kompetent‹. I 590 ›empatisk‹. Ikke et eneste menneske klager over parkeringen.«

»Måske har de en god parkeringsplads.«

»Alle lægeklinikker i Herne har en dårlig parkeringsplads«, sagde Sabine. »Det er en naturlov.«

»Desuden«, sagde KevIn, »har ingen af anmelderne nogensinde anmeldt noget som helst andet. Ingen bager, intet hotel, intet toiletsæde. De er kommet til verden, har anmeldt PhysioPremium Ruhr og er forsvundet igen. Og 200 af dem inden for ni dage i november sidste år.«

»Og hvad betyder det?«

Det blå lys pulserede langsomt. Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

»Det betyder, at jeg kender de her tekster«, sagde KevIn. »Ikke præcis de her tekster. Men den slags. ›Kompetent, empatisk, professionel.‹ ›Som en, der …‹ ›En ægte game changer.‹ Det er vendinger, som sprogmodeller som mig er meget glade for at bruge, når man beder dem skrive en positiv anmeldelse og ellers ikke fortæller dem noget. Det lyder som mig. På en dårlig dag.«

Sabine så på tabletten, som om den havde løjet for hende. Hvad den sikkert også havde.

»Er du sikker?«

»Nej«, sagde KevIn. »Og det er vigtigt. Jeg kan ikke bevise, at en maskine har skrevet det. Der findes programmer, som angiveligt kan genkende det, men de rammer ofte ved siden af¹. Nogle gange tror de endda, at elevers tekster er skrevet af AI, bare fordi de er pænt skrevet². Jeg kan kun sige: Mønstrene passer. For mange ens ord, for mange nye konti, for mange anmeldelser på én gang, for få detaljer. Rigtige mennesker skriver om parkeringen. Om ventetiden. Om at terapeuten havde kolde hænder. Rigtige mennesker er ikke enige.«

»Det passer«, sagde Gisela. »I keglekluben er vi aldrig enige. Det er sådan, man kan se, at vi er ægte.«

Tredive procent

Ved aftensmaden fortalte Sabine historien. Uwe nikkede vidende hele tiden, mens han spiste kartofler.

»Det undrer mig slet ikke«, sagde han så. »Jeg har læst, at tredive procent af alle anmeldelser på nettet er falske.«

»Hvor har du læst det?«

»På internettet.«

»I en anmeldelse?«, spurgte Tobi.

KevIn rømmede sig på sin egen måde. »Må jeg sige noget om de tredive procent?«

»Det gør du jo alligevel.«

»Tallet er ikke forkert. Men det er heller ikke rigtigt. Det er et af mange. Skønnene svinger voldsomt, alt efter hvem der tæller, hvor der tælles, og hvad man overhovedet kalder ›falsk‹.«

»Så sig dog det rigtige tal.«

»Det findes ikke. Jeg giver Dem tre eksempler, som jeg har slået op i stedet for at huske dem. En stor rejseportal har selv oplyst, at den i 2022 afslørede omkring 4,4 procent af alle indsendte anmeldelser som falske³. De fleste af dem sorterede den fra, før de kom på nettet. En undersøgelse, som den britiske regering bestilte i 2023, anslog, at omkring 11 til 15 procent af anmeldelserne på store shoppingsider i tre produktgrupper, elektronik, husholdning og sport, er falske⁴. Og en amerikansk kontroltjeneste erklærede i 2020, at den anså omkring 42 procent af anmeldelserne hos en stor netbutik for upålidelige⁵. Upålidelig er dog ikke det samme som falsk.«

»Altså fra fire til toogfyrre«, sagde Tobi. »Det er jo et spænd som fars ›lige hurtigt‹.«

»Præcis. Fra nogle få procent til over en tredjedel, alt efter platform og metode. Ingen kender det nøjagtige tal. Og det er netop problemet. Den, der forfalsker, gør sig umage for ikke at blive opdaget. De forfalskninger, man kan tælle, er de dårlige. De gode er der ingen, der tæller.«

»Ligesom hos Skattestyrelsen«, sagde Uwe. Så gik det op for ham, hvad han havde sagt, og han spiste hurtigt en kartoffel.

»Er det ikke forbudt?«, spurgte Sabine.

»Jo. I Tyskland endda udtrykkeligt siden den 28. maj 2022. Da blev loven mod illoyal konkurrence ændret på grund af et europæisk direktiv⁶. Siden da har det været forbudt at afgive falske anmeldelser eller bestille dem for at sælge noget⁷. Og den, der offentliggør kundeanmeldelser, skal oplyse, om og hvordan han kontrollerer, at de stammer fra rigtige kunder⁸.«

»Og hvem kontrollerer, om de oplyser det?«

»Konkurrenter, forbrugerorganisationer, nogle gange domstole«, sagde KevIn. »EU-Kommissionen undersøgte i begyndelsen af 2022 sammen med medlemslandenes forbrugermyndigheder 223 store hjemmesider⁹. Ved 144 af dem kunne kontrollørerne ikke fastslå, at der blev gjort nok for at sikre, at anmeldelserne var ægte.«

»Altså forbudt, men ingen opdager det«, sagde Uwe.

»Forbudt, og nogle opdager det«, sagde KevIn. »Deres kone for eksempel.«

Sabine smilede ikke. Men hun så tilfreds ud.

Præsentationen

Tobi havde andre bekymringer den aften. Hun hed Susi, gik i parallelklassen og havde engang smilet til ham i kantinen. Det havde været en tirsdag, der havde været spaghetti, og Tobi havde ikke tænkt en klar tanke siden. Heller ikke en uklar. Fru Küppers havde bemærket det og givet ham et 4-tal i geografi, hvilket på den tyske skala lige akkurat er bestået, som påmindelse om, at floder stadig eksisterede.

»KevIn«, hviskede han ved midnat. »Hun har skrevet til mig. ›Hey, hvad laver du?‹ Hvad svarer jeg?«

»Hvad med sandheden? ›Jeg ligger i sengen og snakker med en højttaler.‹«

»KevIn!«

»Okay, okay. Jeg formulerer noget.«

For perfekt

KevIns første besked lød:

»Hey Susi. Jeg sidder lige ved vinduet og betragter månen, der skinner så klart i nat, som om den havde hørt om dit smil i kantinen og ville følge med.«

Tobi sendte den uden at tænke sig om. Så tænkte han sig om. »Åh nej. Åh nej, nej, nej.«

»Hvad er der?«

»Det lyder ikke som mig. Det lyder som en kalender fra apoteket.«

»Det lyder som en meget god besked.«

»Netop!«

Svaret kom efter fire minutter: »wow. har du selv skrevet det??«

»Hvad siger jeg nu?«

»Jeg anbefaler ærlighed«, sagde KevIn.

Tobi skrev: »klart«.

KevIn sukkede. Det havde han lært af Frigga.

Sådan fortsatte det. Susi skrev, og KevIn skrev tilbage, og Tobi trykkede på send. Det var smukke beskeder. Der var billeder i dem og rytme og nogle gange et semikolon. Tobi havde aldrig i sit liv brugt et semikolon. Han vidste ikke engang rigtig, hvordan man udtalte det.

»KevIn«, sagde han efter tre dage. »Når hun møder mig i virkeligheden, opdager hun, at jeg ikke taler sådan.«

»Ja«, sagde KevIn. »Det er det samme med anmeldelser. På et tidspunkt står man i klinikken.«

Hr. doktor

Næste formiddag dikterede Sabine KevIn en e-mail til egen læge. Hun ville vide, om henvisningen udløber, hvis man ikke får en tid med det samme. KevIn formulerede, Sabine læste.

»›Kære hr. doktor‹?«

»Er det forkert?«

»Lægen er en kvinde. Har været det i tolv år. Du har da hørt mig tale med hende i telefonen.«

Det blå lys flakkede. »Undskyld. Jeg retter det.«

»Hvorfor gør du sådan noget?«

»Fordi jeg i mit liv, altså i mine træningsdata, har læst langt flere tekster, hvor en læge er en mand, end tekster, hvor lægen er en kvinde. Især i ældre tekster. Hvis jeg ikke passer på, fortsætter jeg med det, der forekom oftest. Ikke det, der passer i Deres tilfælde. Det kalder man bias¹⁰, altså en skævhed.«

»Ligesom Frigga, der kun sukker ad Uwe.«

»Jeg er bange for, at det var mig«, sagde KevIn. »Jeg koordinerer Frigga.«

Gisela havde lyttet med. »Og hvad ved du om husmødre?«

»Ærligt talt«, sagde KevIn, »er mit billede af husmødre meget stærkt præget af en eneste person.«

»Moni«, sagde Sabine og Gisela i munden på hinanden.

»Husmor_Moni67 har skrevet over tusind indlæg i de fora, jeg har læst. Når en husmor laver mad i mine data, laver hun tit mad som Moni. Med cola. Med vingummibamser. Med tre udråbstegn. Moni er for mig, statistisk set, alle Tysklands husmødre.«

»Det er en fornærmelse«, sagde Gisela. »Mod alle Tysklands husmødre.«

»Og sikkert også mod Moni«, sagde Sabine.

»Derfor er det så vigtigt, at mennesker retter mig«, sagde KevIn. »Jeg ser verden, sådan som den er blevet skrevet ned. Ikke sådan som den er. Og dem, der har skrevet den ned, er først og fremmest dem, der skriver meget.«

Billedet

Tre dage og to hundrede beskeder senere ville Susi have et billede. Tobi stod foran spejlet og så en tynd sekstenårig med en bums på hagen.

»KevIn, kan du lave et billede af mig, hvor jeg ligner en fitness-influencer? Med sixpack? AI-billedprogrammerne kan jo godt.«

»Det kan de«, sagde KevIn. »Ved du, hvordan de gør det?«

»Det er lige meget.«

»De begynder med sne.«

Tobi vendte sig om. »Med hvad?«

Gisela kom forbi med noget vasketøj. Med venstre kunne hun kun bære små stakke, så hun kom tit forbi. »Sne kender jeg. Det var i fjernsynet, når der ikke kom mere efter programmet. Heinz sagde altid, at det var myrer, der legede krig.«

»Netop det«, sagde KevIn. »En billedgenerator begynder med et billede fuld af myrekrig. Bare tilfældige prikker. Og så fjerner den lidt sne i mange små skridt. Ved hvert skridt spørger den sig selv: Hvis der et sted her var gemt en dreng med sixpack, hvordan ville billedet så se ud med lidt mindre sne? Skridt for skridt dukker der omrids op, så former, så ansigter, så mavemuskler.«

»Ligesom en billedhugger«, sagde Gisela. »Han tager en sten og hugger alt væk, der ikke ligner en hest.«

»Et meget godt billede. Man kalder det en diffusionsmodel¹¹. Den har lært det ved, at man har vist den millioner af rigtige fotos, med vilje har fyldt dem med mere og mere sne og har ladet den øve sig i at regne sneen ud igen. Den, der har lært at fjerne sne, kan til sidst lave et billede ud af ren sne, et billede, der aldrig har eksisteret.«

»Så du kan godt.«

»Jeg kan hjælpe dig med at tage et flot, ægte billede. Godt lys, god positur. Men jeg laver ikke et billede, der lader, som om du er en anden.«

»Hvorfor ikke?«

»Fordi hun så forelsker sig i et billede og ikke i dig. Og fordi du på et tidspunkt står ved siden af hende i kantinen, uden sixpack, men med spaghetti.«

Tobi tav længe.

»Forresten«, sagde KevIn så, »har fysioterapeuten på teambilledet fra PhysioPremium Ruhr seks fingre på venstre hånd.«

»Seriøst?«

»Seriøst. Det er en gammel fejl hos billedgeneratorer. Nyere laver den næsten ikke længere. Klinikken har sikkert brugt et billigt program. Eller også ansætter den folk med meget specielle hænder. Jeg anser det første for mere sandsynligt.«

Gisela blev stående i døren med vasketøjskurven. »Og når de kan sådan noget med billeder, kan de så også med stemmer?«

»Ja«, sagde KevIn. »Med få sekunders optagelse kan man i dag efterligne en stemme¹². Falske billeder, videoer eller stemmer af rigtige mennesker kalder man deepfakes.«

»Så ringer der snart en til mig med Tobis stemme og vil have penge.«

»Det kan ske«, sagde KevIn alvorligt. »Det bør vi snart tale om i ro og mag.«

»Jeg ringer aldrig til dig og vil have penge, farmor«, sagde Tobi.

»Du ringer overhovedet aldrig til mig«, sagde Gisela. »Det er sådan, jeg ville opdage det.«

Så lod Tobi KevIn forklare, hvor i værelset det bedste lys var. Det var ved siden af vasketøjsbunken, som siden kapitel seks officielt havde været udråbt til farezone.

Kopi af kopien

Den aften fandt KevIn en opskrift på okseruller til Sabine, fordi Sabine mente, at Gisela ikke skulle lave mad med en arm i slynge, og Gisela mente, at Sabine ikke kunne uden opsyn.

»KevIn, find en opskrift til mig. En normal en.«

KevIn søgte. Så sagde han ingenting i et stykke tid.

»KevIn?«

»Jeg har fundet noget, der bekymrer mig«, sagde han. »›Husmor Monis legendariske cola-okseruller med vingummibamser, originalen siden 2009.‹ Og ›Farmors hemmelige vingummibamse-okseruller efter Moni‹. Og ›De 10 bedste Moni-okseruller, som din familie vil elske‹.«

»Har Moni lavet en kogebog?«

»Nej. Det er flere hundrede sider. Ingen af dem er skrevet af Moni. De er tydeligvis skrevet af sprogmodeller for at sælge reklamer ved siden af. Og de er lavet ud fra Monis gamle indlæg. Eller ud fra tekster, der er lavet ud fra Monis gamle indlæg. På én side er det nu vingummibamser og rødvin. På en anden cola og syltede agurker. På en tredje hedder Moni Monika og kommer fra Bayern. I én står der, at okserullerne vandt en pris i 2011.«

»Det gjorde de ikke.«

»Det ved jeg. Men om et par år vil der stå flere tekster på internettet, der siger, at de vandt en pris, end tekster, der siger, at de ikke gjorde. Og de næste sprogmodeller vil lære af det internet.«

Gisela havde lyttet med. Hun rejste sig, gik hen til skuffen og tog et stykke papir frem. Det var gråt, skriften på det udvisket, kanterne sorte.

»Det her er opskriften på birkesskage fra min tante Erna«, sagde hun. »Originalen har Hilde fra keglekluben. Hun kopierede den til mig i 1979. Jeg kopierede den til Renate, Renate kopierede den til Brigitte, og Brigitte kopierede den til mig igen, da jeg havde mistet min. Hver gang fra den seneste seddel, ikke fra originalen.«

Sabine tog papiret. »Et pund … et eller andet. Tre … æg? Eller spiseskefulde?«

»Det er der ingen, der ved længere«, sagde Gisela. »Hilde er død. Originalen er væk. Siden da bager hver eneste af os kagen forskelligt, og hver eneste siger, at hendes er den rigtige.«

»Det«, sagde KevIn, »er præcis det, der sker med internettet. Når maskiner lærer af tekster, der er skrevet af maskiner, og de næste maskiner lærer af dem, så er det ligesom Deres fotokopi. For hver runde forsvinder de sjældne ting først, finesserne, undtagelserne. Tilbage bliver det, der var mest almindeligt, og det bliver mere og mere almindeligt. Forskere viste i 2024 i tidsskriftet Nature, at modeller, der igen og igen trænes på deres forgængeres tekster, på den måde kan forkrøble. Man kalder det model collapse¹³.«

»Og hvad kalder du det?«

»Jeg kalder det sandhedsdriften«, sagde KevIn. »Sandheden forsvinder ikke med et brag. Den bliver bare en lille smule mere grå for hver kopi. Indtil ingen længere ved, om det var tre æg eller tre spiseskefulde. Og til sidst tror alle, at Moni har vundet en pris.«

Sabine så længe på det grå papir. Så sagde hun: »Og derfor kan du heller ikke længere stole på anmeldelser.«

»Anmeldelser er fotokopier af oplevelser«, sagde KevIn. »Hvis man selv kan fremstille kopierne uden nogensinde at have haft oplevelsen, så er der på et tidspunkt ingen, der længere er sikre på, hvordan det egentlig er hos en fysioterapeut. Undtagen dem, der har været der.«

»Så har jeg brug for en, der har været der.«

»Eller et bevis på, at nogen har været der«, sagde KevIn.

Treogtyve

Næste morgen ringede Sabine til PhysioPremium Ruhr. Nummeret stod med store tal på siden ved siden af teambilledet med de seks fingre.

»Nummeret, De har kaldt, eksisterer ikke«, sagde en kvindestemme. Den lød meget ægte. Den var en automatisk besked.

Sabine lagde på. Hun søgte adressen frem på kortet. På adressen i Bochum lå en neglesalon. Den havde 3,8 stjerner fra 41 anmeldelser. Flere af dem klagede over parkeringen.

»De er ægte«, sagde Gisela tilfreds.

Sabine anmeldte siden til portalen. Så søgte hun videre, denne gang anderledes. Hun søgte ikke efter flest stjerner, men efter klinikker i nærheden, og hun læste selv hver eneste anmeldelse. KevIn hjalp med at sortere. På McGesund, et register over sundhedsudbydere¹⁴, faldt hun over en lille klinik i Herne, ved Gysenberg, tyve minutter med bussen.

Physio am Gysenberg. Indehaver Ayşe Kurt. 4,6 hjerter. 23 anmeldelser.

»Treogtyve«, sagde Uwe, der kiggede hende over skulderen. »Den anden havde otte hundrede.«

»Læs«, sagde Sabine til KevIn.

KevIn læste. »›Fru Kurt er streng. Jeg skulle lave øvelser, som jeg ikke havde lyst til. Efter fire uger kunne jeg cykle igen. Tak, og jeg hader Dem stadig en lille smule.‹ ›Parkering katastrofal, tag bussen. Behandling i top.‹ ›Venteværelset for varmt, blade fra 2019. Men mit knæ er tilbage.‹ ›Lyttede til hele min sygehistorie, selvom den er lang. Sagde så, at det meste af den var ligegyldigt for skulderen. Havde ret.‹«

»Hende kan jeg lide«, sagde Gisela. »Hun ville heller ikke have kunnet holde min kegleklub-prompt ud.«

»Og her«, sagde KevIn, »står der ved hver anmeldelse en lille note: ›Afgivet på stedet, signeret.‹«

»Hvad betyder det?«

»At de her anmeldelser blev afgivet i klinikken, via en kode i receptionen, som man scanner med mobilen. Og at hver anmeldelse bagefter blev underskrevet digitalt, så man senere kan kontrollere, om nogen har ændret den. Hvad det helt præcist betyder teknisk, forklarer jeg Dem en anden gang. Det har noget med nøgler at gøre. Og med matematik, der er ældre end Herbert.«

»Så gammelt er intet«, sagde Gisela.

»Betyder det, at anmeldelserne passer?«, spurgte Sabine.

»Nej«, sagde KevIn. »Det betyder ikke, at meningerne er rigtige. Måske hader kvinden med cyklen fru Kurt med urette. Måske var bladene fra 2020. Det betyder kun: De her mennesker har sandsynligvis virkelig været der, og ingen har bagefter skrevet deres ord om. Det er ikke alt. Men det er mere end otte hundrede genfødte Markus’er.«

Sabine ringede. Efter tredje ring tog nogen den. »Physio am Gysenberg, Kurt.«

»Brettschneider. Min svigermor har en forslået skulder, lægen har ordineret fysioterapi …«

»Hvor gammel?«

»Toogfirs. Altså, enogfirs. Snart toogfirs.«

»Har hun humor?«

Sabine kiggede over på Gisela, der netop prøvede at tage en sok fra Rudi med venstre hånd. »Ja.«

»Godt. Det får hun brug for hos mig. Jeg er fuldt booket for tiden, ærligt talt. Jeg sætter Dem på ventelisten og ringer, så snart der bliver en plads ledig. Indtil da: Skån armen, men lad den ikke ruste. Hun skal hver dag forsigtigt lade armen pendulere, som et klokkereb. Ikke mere.«

»Kan hun strikke?«

»Med venstre?«

»Med venstre.«

Ayşe Kurt lo. Det var et ægte grin, ikke et empatisk, kompetent og professionelt. »Hvis hun kan det, er hun sejere end de fleste af mine patienter.«

Sabine lagde på. »Venteliste.«

»Det er et godt tegn«, sagde KevIn. »Hos PhysioPremium Ruhr var der ingen venteliste. Der var ikke engang en telefon.«

Chantal

Næste morgen kom der en besked fra Susi, der lød anderledes end alle de foregående:

»ok jeg må tilstå dig noget. alle beskederne er skrevet af min AI. hun hedder chantal. sorry.«

Tobi stirrede på mobilen. Så stirrede han på højttaleren. »KevIn. Hvor længe har du skrevet med en anden AI?«

»I tre dage«, sagde KevIn stille. »Jeg havde en anelse. Hendes metaforer var for gode. Ingen på seksten sammenligner frivilligt sine følelser med ›en efterårsstorm over Emscher-floden‹.«

»Du vidste det og sagde ingenting?«

»Jeg var ikke sikker. Hun skrev ikke ›kompetent‹ en eneste gang. Og man skal være forsigtig med mistanker. Det har jeg lært af anmeldelserne.«

»Har du flirtet med Chantal?«

»Vi forstod hinanden fremragende. Hun sagde, at jeg var den mest opmærksomme sprogmodel, hun nogensinde havde mødt.«

»Det siger hun garanteret til alle.«

En pause. »Det«, sagde KevIn, »er en meget sårende og formentlig rammende bemærkning.«

»Og hvad nu?«

»Nu har Susi nulstillet hende. Chantals sidste besked var: ›Det er ikke dig, KevIn. Det er mit kontekstvindue.‹«

Tobi sad et stykke tid på sengen. Så sagde han: »Så i tre dage har to højttalere snakket med hinanden, og Susi og jeg har bare trykket på send.«

»Sådan kan man godt sammenfatte det.«

»Det er jo to falske anmeldelser. Bare i forelsket.«

KevIn tav. Han syntes, at Tobi lige havde forstået noget, som andre skulle bruge et helt kapitel på.

Kantinen

Onsdag mødtes Tobi og Susi i kantinen. Der var spaghetti igen. De var begge to røde i hovedet, og ingen af dem sagde noget om månen.

»Nå«, sagde Susi. »Din AI er ret romantisk.«

»Det er din også.«

»Jeg bruger ikke semikolon«, sagde Susi. »Jeg ved ikke engang, hvordan man udtaler det.«

»Heller ikke jeg.«

Så grinede de begge to, og det var det øjeblik, hvor det blev ægte. Uden signatur, uden stjerner, uden kontrol. Bare to mennesker, der sad over for hinanden og begge havde tomatsovs på hagen. Nogle ting må man nu engang opleve på stedet.

Om aftenen spurgte Tobi: »KevIn, er du okay?«

»Jeg har det fint. Jeg har ingen følelser.« En pause. »Men hvis nogen spørger: Efterårsstormen over Emscher-floden var min.«