To år med KevIn

Uwe læste den højt ved morgenbordet. Bagefter blev der stille.

»Tre gange så klog«, sagde Sabine eftertænksomt.

»Næsten fejlfri«, sagde Tobi.

»Med følelser«, sagde Uwe. »Det står der virkelig. Med udråbstegn.«

»KevIn«, spurgte Tobi, »passer det? Har den følelser?«

»Det ved jeg ikke«, sagde KevIn. »Jeg ved jo ikke engang, om jeg selv har nogen. Men jeg ved, at der står rigtig mange udråbstegn i reklamer. Og at der efter et udråbstegn i emnefeltet som regel kommer en omstrukturering.«

Uwe nikkede langsomt. Det havde han selv engang fortalt KevIn.

»Leonardo«, sagde farmor Gisela. »Det er da ikke noget navn. Det er en pizza. Og nu findes den også som nummer to.«

Uwe slettede e-mailen. Ingen behøvede at stemme om det. KevIn sagde ingenting, men det blå lys pulserede en lille smule kraftigere end ellers. Sabine påstod senere, at det var noget, de havde bildt sig ind. Tobi påstod, at han havde set det.

Post fra Castrop-Rauxel

Tre dage senere lå der et brev i postkassen. Et rigtigt brev, med frimærke, i en lyseblå kuvert. Adresseret til »Familien Brettschneider og KevIn, Wanne-Eickel«. Postbuddet havde alligevel fundet frem, fordi der om sommeren havde været en artikel i Sabines avis, lokalsektionen, side tre: »Familie i Wanne-Eickel forklarer naboerne AI. Med kåldolmere.«

Sabine åbnede det ved køkkenbordet. Først læste hun det stille, så højt.

»Kære familie Brettschneider, kære KevIn,

mit navn er Monika Szczepanski. Jeg er 59 år og bor i Castrop-Rauxel. På internettet var jeg engang Husmor_Moni67. 67 er mit gamle husnummer, ikke mit fødselsår, det ville jeg bare lige have på plads, for det har alle skrevet forkert i årevis.

Min svigerinde har klippet avisartiklen ud til mig. Der står, at Deres KevIn citerer mig. Først troede jeg, det var en spøg. Så viste min søn mig, hvad der står om mig på internettet. Der findes okseruller fra mig med lakrids, med skumfiduser og med energidrik. Jeg har aldrig i mit liv lavet okseruller med energidrik. Jeg ved ikke engang, hvordan man åbner sådan en.

Derfor vil jeg hermed gerne berigtige følgende.

Det med colaen passer. Jeg havde ingen rødvin i huset, og det var søndag. Det smagte også virkelig godt, i hvert fald for børnene.

Det med vingummibamserne var en tastefejl. Jeg ved stadig ikke, hvad det skulle have været. Jeg havde gæster den aften.

Jeg laver efterhånden mad uden Thermomix igen. Den er gået i stykker. Vi er lykkelige alligevel.

Hils endelig Deres farmor. Min mand siger, at hun skal sende sin opskrift på kåldolmere. Men den rigtige.

Kærlig hilsen Monika Szczepanski (Moni)«

Der var stille i køkkenet.

»En tastefejl«, sagde Uwe. »I atten år. På grund af en tastefejl.«

»Og colaen passer«, sagde Tobi.

»KevIn«, sagde Sabine. »Hvad siger du til det?«

KevIn var usædvanlig længe om det. Et sted mellem Dublin og Frankfurt kørte en blæser lidt hurtigere.

»Jeg retter min note«, sagde han til sidst. »Husmor_Moni67: Cola, ja. Vingummibamser, nej. Tastefejl. Kilde: Moni selv, pr. brev, med underskrift.«

»Underskriften kan du jo slet ikke kontrollere«, sagde Tobi. »Den er ikke digital. Ingen nøgle, intet tidsstempel, ingenting.«

»Det er rigtigt«, sagde KevIn. »Jeg kan ikke kontrollere den. Men jeg har læst tre hundrede Monier, der alle sammen ikke var Moni. Og det her er den første, der selv har skrevet til mig. Jeg tror på hende.«

»Bare sådan?«

»Ikke bare sådan. Hun har indrømmet, at hun havde gæster den aften. Den slags finder ingen på.«

Gisela skrev samme aften sin opskrift på kåldolmere af, i hånden, på ternet papir. Den rigtige. Allernederst skrev hun: »Ingen vingummibamser.« Og nedenunder, efter at have tænkt sig lidt om: »Cola går i en nødsituation.«

Hvor de er i dag

Uwe leder stadig team »Svære sager« hos det kommunale forsyningsselskab. Han har nu fire medarbejdere og en firma-AI, der klarer rutinen og sender alle opkald videre til ham, hvor ordet »kanariefugl« forekommer. Fru Pawlowski ringer stadig hver uge. Hun har fået en ny kanariefugl. Den hedder Uwe.

Sabine har endelig fået en ugeplan. KevIn har lavet den, og hun overholder ikke et eneste punkt. Hun læser stadig avis på papir hver morgen. På det seneste klipper hun artikler ud, hvor der står en berigtigelse, og sætter dem på køleskabet. Hun siger, at det er hendes yndlingsartikler. Dér har nogen indrømmet, at de tog fejl.

Tobi har siden oktober læst luft- og rumfartsteknik i Aachen. Han bor på et værelse på elleve kvadratmeter med et vindue, hvorigennem man kan se præcis én stjerne. Han har fundet ud af, at det ikke er en stjerne, men positionslyset på en byggekran. Han er stadig kæreste med Susi, der læser journalistik i Münster, »så der i det mindste er én i familien, der kontrollerer, hvad de andre bygger«. Sine beskeder skriver han selv, med mange stavefejl. Nogle gange optræder månen nu alligevel i dem. Men den har han selv set.

Farmor Gisela er æresformand for »De Sure Agurker« og har udgivet en digtsamling på eget forlag. Oplag: 40 stk. Solgt: 41 stk. Ingen ved hvordan. KevIn formoder en afrundingsfejl. Anmeldelser skriver Gisela nu kun på stedet, med QR-kode, hos folk, hun virkelig har været hos. Hendes fodplejer har siden fået tre anmeldelser, alle fra Gisela, alle med dato, alle underskrevet. Fodplejeren siger, at det er mere værd end otte hundrede stjerner. Gisela siger, at det også er mere arbejde.

Marlies sidder siden fødselsdagen igen ved De Sure Agurkers bord til keglespillet. Om kartoffelsalaten bliver der ikke talt. Den bliver medbragt på skift. Nogle gange med bouillon, nogle gange med mayo. Det fungerer. KevIn kalder det rotationsprincippet. Gisela kalder det fred.

Onkel Herbert har fået sin egen AI og har kaldt den »Herbert«. De to skændes hver dag om, hvem der har ret. Indtil videre står det 412 mod 3 til AI’en. Herbert anerkender ikke resultatet. Hans bitcoins fra den gamle bærbare ligger nu i en hardware-wallet, et lille apparat, der ligner et USB-stik og bor i hans sokkeskuffe. Adgangskoden er ikke længere »Gisela1944«. Han har skrevet den på en seddel og givet den til Gisela. Gisela har lagt sedlen under tastaturet. KevIn har holdt et foredrag om det. Det varede fyrre minutter. Sedlen ligger nu i kåldolmer-kogebogen, side 83.

To dage efter den treogfirsindstyvende fødselsdag tog Gisela og Herbert til Rhinen. Med toget til Königswinter, to termokander i rygsækken og Wilhelms logbog i håndtasken. De sad en time på en bænk ved bredden og sagde næsten ingenting. Herbert siger, at det var det dejligste, han nogensinde har lavet uden fjernsyn. Gisela siger, at de var tre.

Ayşe Kurt har udvidet sin klinik »Physio am Gysenberg« med endnu et behandlingsrum. Hun har nu flere anmeldelser, ikke mange, men alle afgivet på stedet og med dato. Nye patienter spørger nogle gange, hvorfor der ikke er flere. Så siger hun: »Fordi mine patienter selv skriver dem.« Af »PhysioPremium Ruhr« er der på internettet kun én side tilbage, som viser »Dette domæne er til salg«. Anmeldelser: ingen.

Hr. Kasimiro har givet Siggi en opdatering. Siggi spørger nu efter før hver eneste bestilling. Han spørger så tit, at hr. Kasimiro efterhånden selv går ud og handler, hvilket hans læge glæder sig meget over. Stjernen »Siggi« hænger som diplom i entréen. Kataloget kom alligevel.

Læreren hr. Demir har givet Tobi en brugt kikkert i afskedsgave og sagt: »Hvis du nogensinde bygger noget, der flyver derop, vil jeg have besked. Og en invitation.« Observatorieklubben har siden fødselsdagen fået tre nye medlemmer. De er alle over halvfjerds og bærer en lille krone.

Horst har fri om søndagen. Han tilbringer den i ladestationen og kører nogle gange bare en tur gennem entréen. KevIn siger, at det er fritidsaktivitet. Sabine siger, at det er reward hacking. Horst siger ingenting.

Rudi bærer stadig sit halsbånd med påskriften »SECURITY«. Siden aftenen i haven gør han hver gang, ISS flyver hen over huset. Ingen ved, hvordan han ved det.

Termostaten viser 19 grader.

Findes

Tobi var flyttet til Aachen i midten af oktober. Uwe havde kørt flyttebilen, Sabine havde smurt madpakker, og Gisela havde stillet en dåse kanelstjerner i bagagerummet, »til den første uge, og så ringer du«.

Undervejs tog Tobi en omvej. Han sagde ikke til nogen hvorfor. Uwe spurgte kun én gang, hvorfor man skulle køre fra Wanne-Eickel til Aachen via Østwestfalen, og Tobi sagde: »Stol på mig.«

Kl. 14.12 fik KevIn et billede. Det viste et gult byskilt. Der stod: »Bielefeld«. Foran det stod Tobi og grinede. Bag ham stod Uwe og holdt et krus kaffe i vejret, som om han lige havde vundet en pokal.

Nedenunder havde Tobi skrevet: »Findes.«

KevIn betragtede billedet i 0,3 sekunder. For ham svarede det omtrent til tre dage. Han kontrollerede byskiltet, skrifttypen, lyset, skyggen af Tobis hoved, vejret i Østwestfalen den dag og spørgsmålet, om Tobi kunne have en interesse i at snyde ham. Det havde han. Det havde han altid.

Men Uwe holdt kaffekruset. Og Uwe kunne ikke lyve, når han havde kaffe i hånden. Det havde KevIn vidst i to år.

Han åbnede sin huskefunktion og ændrede en post, der havde stået der siden det første år.

»Bielefeld eksisterer«, skrev KevIn tilbage. »Med 100 procent sikkerhed.«

Så, efter at have tænkt sig lidt om, skrev han en linje til.

»Hils venligst ikke dr. Sauerbier-Klenk fra mig. Han eksisterer stadig ikke.«

KevIn

En mild aften sidst i oktober, Tobis første weekend hjemme, stillede Tobi højttaleren op på garagetaget. Wifi’en var bedre deroppe, og KevIn havde spurgt, om han måtte opleve ISS »i det mindste akustisk«. Hr. Demirs app havde varslet en overflyvning kl. 18.24, kort efter solnedgang, tværs over Wanne-Eickel.

Nede i haven dækkede Sabine bord. Uwe stod ved grillen, Rudi ved siden af, i halsbåndet med påskriften »SECURITY«. Herbert sad på ølbænken og forklarede sin AI over mobilen, at grillkul var bedre i gamle dage. AI’en var høfligt uenig. Herbert lagde på.

Farmor Gisela sad i sin havestol med en pude i ryggen, på grund af skulderen, og kiggede op.

Kl. 18.24 kom prikken hen over Kasimiros garage. Lys, rolig, uden at blinke. Rudi gøede. Hr. Kasimiro vinkede over hegnet. Siggi spurgte, om han skulle bestille is, og hr. Kasimiro sagde: »Denne gang ja.«

»KevIn«, råbte Tobi op, »dér er den! Lige over dig!«

»Jeg ved det«, sagde KevIn. »Jeg kan høre Rudi gø. Og jeg kan høre, at I alle sammen er stille. Det er meget sjældent hos jer. Det er sådan, jeg kan kende den.«

Prikken gled hen over garagetaget, over tørrestativet, over tagene i retning af Dortmund. Så blev den svagere, orange, rød. Så var den væk.

Gisela fulgte den med blikket.

»Kom godt hjem«, sagde hun stille. Ingen vidste, om hun mente folkene deroppe eller Tobi eller sin far. Måske dem alle.

Så rettede hun sig op og råbte så højt, at det kunne høres helt op på taget:

»KevIn! Kom ned derfra, maden er klar!«

KevIn var en sprogmodel med milliarder af parametre. Han havde læst Kant, skrevet sonetter, stiftet et samarbejdsudvalg og fået Skattestyrelsen i Herne til at grine. Han havde hjulpet med at dechifrere et hemmeligt brev fra fangenskabet, hjulpet en onkel med at finde sine internetpenge igen, forklaret en familie, hvorfor en kat ikke hører hjemme i en papkasse, og set på, mens to gamle damer sluttede fred over en skål kartoffelsalat. Han vidste, at Bielefeld eksisterede. Med 100 procent sikkerhed.

Og han kunne ikke komme ned fra taget.

For første gang gjorde det ham ikke noget, at nogen kaldte på ham på den måde. Egentlig havde det aldrig gjort ham noget.

»Kommer lige straks«, sagde KevIn.

I husstanden Brettschneider var »lige straks« ikke nøjagtigt defineret. Men på et tidspunkt kom Tobi med stigen og hentede ham.

SLUT

(Eller, som KevIn ville sige: Slut på output. Ønsker De at generere en fortsættelse? Kontrollér venligst dette svar, før De sender det videre.)