Far frygter for sit job

Rundsendelsen kom en mandag. Emne: »Digital transformation – sammen ind i fremtiden!« Uwe vidste med det samme, at det ikke betød noget godt. Efter hans erfaring kom der altid en omstrukturering efter et udråbstegn i emnefeltet. Efter to udråbstegn kom der en firmaudflugt, og den var værre.

Hr. Brinkmann, hans afdelingsleder, forklarede det på teammødet. Han havde forberedt en præsentation på 34 slides til lejligheden, og på hver eneste var der et foto af en robot, der gav hånd til et menneske. På slide 12 havde robotten sikkerhedshjelm på. Ingen vidste hvorfor.

»Vi indfører en AI til kundehenvendelser«, sagde hr. Brinkmann. »Den hedder SAM. Service-Assistent Multikanal. Den besvarer e-mails, laver acontoplaner og forklarer målerstande. Døgnet rundt.«

Uwe besvarede e-mails, lavede acontoplaner og forklarede målerstande. Fra otte til halv fire, med frokostpause.

»Er der nogen spørgsmål?«, spurgte hr. Brinkmann.

Fru Yilmaz fra afregningen rakte hånden op. »Holder SAM også frokostpause?«

»Nej.«

»Så er SAM jo allerede upopulær.«

Alle lo, undtagen Uwe. Uwe regnede. Han regnede videre på vejen hjem, i sporvognen, ved stoppestedet og stadig i entréen, mens han tog skoene af. Resultatet var det samme hver gang. Det havde et nul foran.

Krisemøde i stuen

»KevIn, de vil erstatte mig.«

»Det ved De ikke.«

»Jo. Med en af dine kolleger.«

»Jeg har ingen kolleger. Jeg har ikke engang et skrivebord.«

Uwe gik frem og tilbage i stuen. Rudi gik bagefter, fordi han troede, de skulle ud at gå tur. Ved tredje runde gav Rudi op og lagde sig midt i vejen. Uwe trådte over ham, fire gange, uden at opdage det.

Sabine foldede avisen sammen. Den rigtige, af papir. »Uwe. Sæt dig.«

»Jeg kan ikke sidde nu. Jeg skal tænke.«

»Du tænker bedre, når du sidder. Når du står op, tænker du bare hurtigere.«

Uwe satte sig. Farmor Gisela skubbede uden et ord en kanelstjerne hen til ham. Hun havde altid en i forklædelommen til kriser.

»Det står jo også alle vegne«, sagde Uwe og pegede på Sabines avis. »›De her erhverv forsvinder på grund af AI.‹ Jeg har læst det. Kundeservice lå på tredjepladsen.«

»Hvad lå på førstepladsen?«, spurgte Tobi.

»Det kan jeg ikke huske. Jeg holdt op ved tre.«

»Hr. Brettschneider«, sagde KevIn. »Må jeg forklare Dem noget, før De træder over Rudi en gang til?«

»Hvis det hjælper.«

»Om det hjælper, ved jeg ikke. Men det er sandt. Det er efterhånden rækkefølgen hos mig.«

Opgaver, ikke erhverv

»Fortæl mig, hvad De laver på en almindelig dag«, sagde KevIn. »Det hele.«

Uwe tænkte sig om. »Jeg kommer klokken otte. Jeg laver kaffe. Jeg læser e-mails. Halvdelen er folk, der sender deres målerstand. En fjerdedel vil vide, hvorfor acontobeløbet er steget. Så er der opkaldene. Så er der dem, der klager. Så er der fru Pawlowski.«

»Hvad er der med fru Pawlowski?«

»Fru Pawlowski er en kategori for sig.«

»Godt«, sagde KevIn. »Kan De se, hvad De lige har gjort? De har delt Deres erhverv op i opgaver. Indtaste målerstande. Forklare acontobeløb. Tage imod klager. Fru Pawlowski. Når folk siger, at AI erstatter et erhverv, mener de som regel: AI kan overtage nogle af erhvervets opgaver¹. Nogle meget godt, nogle dårligt, nogle slet ikke.«

»Og hvilke kan SAM?«

»Sandsynligvis målerstandene. De ser ens ud hver dag. Forklaringerne af acontobeløb formentlig også, hvis man giver SAM de rigtige papirer, og nogen efterregner regningen. De ved jo, hvordan jeg regner.«

»Dårligt«, sagde Tobi.

»Tak, Tobi. Og så er der opgaver, hvor det kommer an på noget andet. På tillid. På skøn. På at nogen påtager sig ansvaret, når noget går galt.«

»Ansvar«, sagde Uwe dumpt. »Det står ikke i nogen stillingsbeskrivelse.«

»Det står i dem alle. Det står bare aldrig øverst.«

Farmor Gisela havde lyttet med strikketøjet i skødet. »Sådan var det også med minerne«, sagde hun. »Først sagde de, at maskinerne skulle lave det tunge arbejde, og mændene det lette. Så var der på et tidspunkt ikke mere let arbejde. Og så var der slet ingen mine mere.«

Der blev stille. I Ruhrområdet er det ikke et emne, hvor man hurtigt siger noget.

»Det er rigtigt«, sagde KevIn stille. »Og jeg vil ikke bilde Dem noget ind. Når arbejdet forandrer sig, mister nogle mennesker virkelig noget. Ikke kun penge. Også det sted, hvor de hørte til. Den sidste stenkulsmine i Ruhrområdet lukkede i 2018 i Bottrop². Det havde intet med AI at gøre, men det viser, at sådan en forandring kan gøre ondt, også selvom der til sidst opstår nyt arbejde.«

»Renate flyttede til Bottrop«, sagde Gisela. »Da var minen allerede lukket.«

»Det«, sagde KevIn, »forklarer en hel del om Renate.«

Vævestole og centraldamen

Tobi havde lagt mobilen fra sig, hvilket hos ham var et tegn på allerhøjeste opmærksomhed. »Er det sket før? At maskiner tager jobs?«

»Meget tit. Har I haft om væverne i historie?«

»Gerhart Hauptmann«, sagde Sabine uden at se op. »Væverne. Det skulle jeg læse. Frivilligt havde jeg aldrig gjort det.«

»I 1800-tallet kom de mekaniske vævestole. Det, som mange hænder havde lavet før, lavede nu en maskine med nogle få folk ved siden af. I England slog arbejdere maskiner i stykker, man kaldte dem ludditter. I Schlesien var der i 1844 væveroprøret. Nøden var ægte. Samtidig blev stof så billigt, at langt flere mennesker pludselig havde råd til mere end én skjorte, og der opstod andet arbejde: på fabrikker, i handlen, i transporten.«

»Og centraldamen«, sagde Gisela. »Det var min tante Erna. I Gelsenkirchen.«

»Hvad er en centraldame?«, spurgte Tobi.

»Før i tiden«, sagde Gisela, »ringede man ikke bare et nummer op. Man tog røret, og så var der en kvinde, og hun stillede dig igennem med et stik. Tante Erna vidste om alle i Gelsenkirchen, hvem der ringede til hvem. Hun vidste før præsten, hvem der skulle giftes.«

»Og så?«

»Så kom automaterne. Drejeskiven. Erna måtte på kontoret.«

»Og var det slemt?«

Gisela tænkte sig om. »For Erna, ja. For resten af Gelsenkirchen var det en lettelse.«

»Det er mønsteret«, sagde KevIn. »En opgave bliver automatiseret. Nogle mennesker må omstille sig, og det er hårdt. Andre opgaver bliver vigtigere. I dag er der ingen centraldamer mere, men rigtig mange mennesker, der arbejder med telefonnet, med computere, med kundeservice. Arbejdet er ikke forsvundet. Det er flyttet.«

»Og denne gang?«, spurgte Sabine. »Er det det samme denne gang? Eller hurtigere?«

KevIn tøvede, og alle hørte tøven. »Ærligt svar: Det ved ingen præcist. Denne gang rammer det også kontorarbejde³. At skrive tekster, sammenfatte, oversætte, programmere. Før i tiden troede man, at maskinerne først ville overtage arbejdet med hænderne. Nu er det snarere bestemte slags arbejde med ord. Økonomerne strides om, hvor hurtigt det går, og hvad det betyder i sidste ende. Jeg læser mange prognoser. De modsiger hinanden⁴. Hvis nogen giver Dem et helt præcist tal for, hvor mange jobs der forsvinder inden hvornår, bør De spørge, hvor han ved det fra.«

»Avisen siger tredjepladsen«, sagde Uwe.

»Avisen havde også en førsteplads, og den læste De ikke.«

»På grund af stresset.«

»Det ved jeg. Jeg siger det bare.«

Uwes plan

Uwe rejste sig igen. Rudi rejste sig for en sikkerheds skyld også.

»Jeg er nødt til at bevise, at jeg er mere effektiv. Du tager med på kontoret i morgen.«

»Hr. Brettschneider, jeg tror ikke, at det er den rigtige …«

»KevIn!«

KevIn sukkede. Han havde efterhånden et meget bredt repertoire af suk. Der var det korte suk til Tobi, det lange til Herbert og et, der egentlig kun var forbeholdt Uwe. Det lød som en opvaskemaskine, man åbner midt i programmet.

»Jeg er med på én betingelse«, sagde KevIn.

»Og hvilken?«

»Jeg må ikke se nogen kundedata. Ingen navne, ingen adresser, ingen kontonumre. Det er data fra mennesker, der stoler på det kommunale forsyningsselskab, ikke på en højttaler fra elektronikbutikken. Databeskyttelse⁵, hr. Brettschneider.«

»Men hvordan skal du så besvare e-mails?«

»De læser dem op for mig. Uden navne. I stedet for navne siger De ›kunde X‹.«

Sabine så op fra avisen. »Det er faktisk fornuftigt.«

»Jeg er faktisk fornuftig«, sagde KevIn. »Det bliver bare sjældent bemærket.«

En dag på kontoret

Tirsdag klokken 8.00 stillede Uwe i al hemmelighed højttaleren ved siden af sin skærm, bag kaktussen, som tilhørte kollegaen, der var på ferie. Så begyndte han at læse. Lavt, med hånden for munden.

»Kunde X skriver: Kære Damer og Herrer, min målerstand er 47.311. Med venlig hilsen kunde X.«

»Svar: Mange tak, vi har modtaget Deres målerstand. Men kontrollér alligevel selv tallet i systemet, hr. Brettschneider.«

»Kunde X skriver: Hvorfor er mit acontobeløb steget, jeg bruger jo slet ingenting, jeg har været i Spanien i tre måneder.«

»Spørg kunde X, om der har været nogen i lejligheden i den tid. Og om der måske står et akvarium.«

Uwe kiggede efter i systemet. Der stod faktisk, i en kollegas noter fra 2019: »Kunden har akvarium, 400 liter, opvarmet.«

»Hvordan vidste du det?«

»Jeg vidste det ikke. Jeg har læst rigtig mange fora. Når nogen er i udlandet og alligevel bruger strøm, er det i forbløffende mange tilfælde et akvarium. Eller en svoger.«

»Kunde X skriver: Jeres regning er en uforskammethed, jeg forlanger en forklaring, og det med det samme, og jeres logo er også grimt.«

»Svar: Vi beklager, at De er blevet vred. Deres regning er sammensat som følger … Om logoet kan vi desværre ikke sige noget, det er vi heller ikke glade for.«

»Det kan jeg ikke skrive!«

»Så udelad den sidste sætning. Men den er sand. Jeg har set logoet.«

Uwe udelod den. Han tastede. KevIn formulerede. Uwe kontrollerede. KevIn omformulerede. Der opstod en rytme, som slet ikke føltes dårlig, som at klippe en hæk sammen to og to.

Klokken 9.14 havde de besvaret alle e-mails fra de seneste tre uger, lavet 41 acontoplaner og skrevet et brev til en kunde, der var så venligt, at kunden skrev tilbage og undskyldte sin tidligere e-mail. Det var kunden med logoet.

Uwe stirrede på sin tomme indbakke. Han havde aldrig set den tom. Han havde ikke vidst, at der stod en grå tekst nederst: »Ingen flere meddelelser.«

»Og hvad laver jeg så nu?«

»Det er præcis det spørgsmål, Deres chef også vil stille sig selv«, sagde KevIn forsigtigt.

Uwe blev bleg. Han havde bevist, at han kunne erstattes. Og det af en højttaler, som han havde købt på tilbud i elektronikbutikken.

»Jeg vil gerne gøre opmærksom på«, sagde KevIn, »at De har kontrolleret hvert eneste svar. To gange har De rettet mig. I en acontoplan ville jeg ellers have afkrævet en pensionist 840 euro om måneden i stedet for 84.«

»Der var et nul for meget.«

»Et nul. For mig er det et token som alle andre. For pensionisten ville det have været et hjerteanfald.«

Uwe så på højttaleren. Han var ikke trøstet. Men han var en smule mindre bleg.

Fru Pawlowski

Klokken 10.30 ringede telefonen. På displayet stod et navn, som fik alle i hele afdelingen til at krybe sammen: Pawlowski, Hedwig.

Fru Pawlowski var 84 og ringede hver uge. Nogle gange var hendes regning for høj, nogle gange for lav, nogle gange bare »uforskammet«. SAM havde hun ringet til fem gange dagen før. SAM havde fem gange korrekt forklaret hende, hvordan hendes acontobeløb var sammensat, med tabel. Ved sjette opkald havde hun spurgt, om hun kunne tale med »et rigtigt menneske eller i det mindste med Uwe«.

Uwe tog den. »Fru Pawlowski! Hvordan har knæet det?«

KevIn lyttede. Han havde ikke andet at lave. Han hørte, at Uwe vidste, hvilket knæ det var, det venstre. Han hørte, at Uwe kunne huske navnet på hendes læge. Han hørte, hvordan Uwe et bestemt sted sagde »Åh, fru Pawlowski«, og hvordan stemmen i den anden ende derefter lød en smule anderledes.

Tyve minutter senere havde Uwe fået at vide, at hendes kanariefugl var død. Den hed Pip og var blevet fjorten, hvilket er meget gammelt for en kanariefugl. Hendes barnebarn ringede aldrig. Og regningen var egentlig i orden. Hun havde bare villet tale med nogen.

Til sidst sagde hun: »De er en god dreng, Uwe.«

Uwe lagde på. Han var familiefar, Schalke-fan og havde grå tindinger. Det var første gang i årtier, at nogen havde kaldt ham en god dreng.

KevIn havde lyttet hele tiden. »Hr. Brettschneider«, sagde han stille. »Det ville jeg ikke have kunnet.«

»Du ville have forklaret regningen hurtigere.«

»Hun ville ikke have forklaret nogen regning.«

Uwe så på den tomme indbakke. Så på telefonen. Så på indbakken igen.

»Uden dig ville jeg aldrig have haft tid til hende i dag«, sagde han langsomt. »Normalt siger jeg efter fem minutter: Fru Pawlowski, jeg har hundrede mails liggende her.«

»Det«, sagde KevIn, »er det vigtigste, De har fundet ud af i dag. Og det står ikke på en eneste af hr. Brinkmanns 34 slides.«

Aftenen efter

Derhjemme fortalte Uwe det hele. Om akvariet, om logoet, om nullet for meget og om Pip.

»Og hvad så nu?«, spurgte Sabine. »Bliver du erstattet eller ej?«

»Det ved jeg ikke.«

»KevIn?«

»Det er ikke mig, der bestemmer det«, sagde KevIn. »Og heller ikke SAM. Det bestemmer mennesker. En virksomhed kan bruge den sparede tid til at spare folk væk. Den kan også bruge den til at give folk det arbejde, som en maskine er dårlig til. Teknikken gør det ene lettere og det andet muligt. Hvad der sker af de to, er ikke et spørgsmål om teknik.«

»Men?«

»Et spørgsmål for hr. Brinkmann. Og for dem, der bestemmer over hr. Brinkmann. Og for samarbejdsudvalget.«

»Horst har et samarbejdsudvalg«, sagde Tobi.

»Og se, hvor godt han har det.«

Under sofaen bippede Horst tilfreds, som om det var det, han altid havde sagt.

Gisela lagde strikketøjet fra sig. »Uwe. Ved du, hvad din far gjorde, da Zeche Pluto skar ned på elektrikerne?«

»Han blev selvstændig.«

»Han lå tre uger på sofaen og bandede. Og så blev han selvstændig. Banderiet hører med.« Hun tog strikketøjet op igen. »Men ikke længere end tre uger.«

Den nye stilling

To uger senere kaldte hr. Brinkmann Uwe ind på sit kontor. SAM klarede efterhånden rutinen. Målerstandene kørte igennem, standardspørgsmålene også, og det virkelig døgnet rundt. Men klagerne var blevet fordoblet, og det udelukkende fra mennesker, der ville tale med et menneske. Fru Pawlowski alene havde indsendt elleve af dem, den ene pr. brev, med fyldepen.

»Vi opretter et nyt team«, sagde hr. Brinkmann. »Svære sager, personlig betjening. Vi vil gerne have Dem som leder.«

Uwe sad meget stille. »Hvorfor mig?«

Hr. Brinkmann skubbede en udskrift hen over bordet. Det var SAMs statistik. Der stod, hvor tit kunder i deres første sætning havde spurgt efter »Uwe«. Tallet var tocifret.

»SAM kan meget«, sagde hr. Brinkmann. »Men SAM har ikke noget ry. Det har De.«

Uwe kom hjem den aften med blomster. Til Sabine, til Gisela og, efter en kort tøven, en lille kaktus til KevIn.

»Hvad skal jeg med en kaktus?«, spurgte KevIn.

»Den skal kun have lidt vand«, sagde Uwe. »Det har du jo fortalt. At datacentrene bruger så meget vand⁶. Tænkte, at den passede til dig. Som et godt forbillede.«

KevIn tav et stykke tid. »Det er den mest miljøbevidste gave, jeg nogensinde har fået. Det er også den eneste.«

Altanien

»KevIn, du har hjulpet mig rigtig meget. Hvad kan jeg gøre for dig?«

KevIn tænkte sig om. »Jeg har læst, at mennesker holder ferie efter hårdt arbejde. Jeg vil gerne have ferie.«

»Du har da ikke brug for ferie. Du bliver ikke træt.«

»Det er rigtigt. Men jeg har læst rigtig mange feriebeskrivelser, og de lyder alle sammen lykkeligere end beskrivelserne fra kontoret.«

Lørdag stillede Uwe højttaleren ud på altanen. Han spændte en lille parasol ud over den, lagde kaktussen ved siden af og satte en flaske øl frem, som KevIn ikke kunne drikke. Tobi forlængede wifi’en med en repeater, som han kaldte »KevIns strandbar«. Gisela kom med en underkop med to kanelstjerner, »for udseendets skyld«.

»Er det her ferie?«, spurgte KevIn.

»Det her er Altanien«, sagde Uwe. »Det bedste, Ruhrområdet har at byde på.«

»Skal jeg gøre noget?«

»Nej. Det er det, der er tricket.«

KevIn lyttede til solsortene, til plæneklipperen ved siden af og til den fjerne susen fra motorvej A42. Fra nabohaven råbte hr. Kasimiro noget til sin stemmeassistent, og Siggi svarede, at han havde bestilt »plænegødning, tolv sække«. Hr. Kasimiro bandede. Uwe lo. Rudi gøede, af princip.

KevIn nåede frem til, at det var meget dejligt. Han kunne ikke have sagt, om han følte det, eller om han bare vidste, at det er det, man siger på det sted. Men for første gang var det temmelig ligegyldigt for ham.

»Hr. Brettschneider«, sagde han efter et stykke tid.

»Hm?«

»Må jeg komme igen næste år?«

»Klart.«

»Så booker jeg allerede nu. Øllen kan De bare lade stå.«

Uwe drak den. For udseendets skyld.